Klumme: Tak for de mange underskrifter

Jeg vil tro, at de mange protester har hjulpet forhandlerne på det private arbejdsmarked med at få presset modparten til indrømmelser, skriver sektorformand Reiner Burgwald i denne klumme. Malte Kristiansen

”Uanset de privatansattes stemmeafgivning må man håbe, at regeringens frontalangreb vil blive husket til næste valg, og når den igen har brug for lønmodtagernes opbakning.”

17. april 2023

Overenskomsterne på det private arbejdsmarked er ved at være på plads. I skrivende stund vides det ikke, om alt ender i fryd og gammen, eller om der bliver storkonflikt. Kommer konflikten, vil der formentligt være to årsager: Inflationen og regeringens uacceptable indblanding i den danske arbejdsmarkedsmodel ved at fjerne store bededag.

Inflationen udhuler vores købekraft, og derfor er lønstigningerne i de nye overenskomster sikkert afgørende for, hvordan medlemmerne stemmer. Afskaffelsen af en fridag vil nok få nogle til at stemme nej, uanset om resultatet sikrer reallønnen og har andre gode elementer. Uanset de privatansattes stemmeafgivning må man håbe, at regeringens frontalangreb vil blive husket til næste valg, og når den igen har brug for lønmodtagernes opbakning.

Jeg vil tro, at de mange protester har hjulpet forhandlerne på det private arbejdsmarked med at få presset modparten til indrømmelser. Det skylder vi i fagbevægelsen de mere end 470.000, der har skrevet under på protesten, stor tak for. Arbejdsgiverne havde næppe været lige så forhandlingsvillige uden denne markante modstand.

For FOAs medlemmer på det offentlige arbejdsmarked er der en del god inspiration at hente i resultaterne. Ud over lønstigningerne er man nu oppe på at have en pulje på ni procent af lønnen, hvor den enkelte kan vælge mellem løn, pension og frihed. Et vilkår, som for mange offentligt ansatte sikkert vil være særdeles velkomment. Vi kommer til at lægge os i selen ved overenskomstforhandlingerne i 2024.

Denne klumme er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.