Klumme: Alt blegner ved siden af krig

"Heldigvis er der næsten ingen af os, der i vores tid har oplevet krig tæt på. Lad os håbe, det forbliver sådan," skriver sektorformand for Teknik- og Servicesektoren, Reiner Burgwald.  Malte Kristiansen

Krig er afskyelig og brug af våben bør kun forsvares, hvis det drejer sig om at forsvare sagesløse mod krigens forbrydelser og mod magthaveres overgreb, skriver sektorformand for Teknik- og Servicesektoren, Reiner Burgwald.

18. april 2022

Når krigen raser, er det svært at forholde sig til ret meget andet. Alt andet virker lidt irrelevant og perifert. Millioner af mennesker på flugt – fra Ukraine, Afghanistan, Syrien, Sudan for blot at nævne nogle af de steder, hvor krig og nød sender mennesker på flugt. Så kan det unægtelig virke lidt ligegyldigt med en FOA-lønkampagne, forberedelse af overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked i 2023, medlemsmøder i din fagforening og din pensionsordning i PenSam. 

Men indtil videre går livet i Danmark jo videre. Selvfølgelig gør det ondt på mange, at energipriserne stiger så vanvittigt, og derfor skal der fortsat lønforhandles. Det må også gøre ondt på mange forældre og bedsteforældre at skulle fortælle børnene om krig, og hvorfor det pludselig fylder så meget i medierne. Heldigvis er der næsten ingen af os, der i vores tid har oplevet krig tæt på. Lad os håbe, det forbliver sådan. 

Krig er afskyelig og brug af våben bør kun forsvares, hvis det drejer sig om at forsvare sagesløse mod krigens forbrydelser og mod magthaveres overgreb. 

”Historien gentager måske ikke sig selv, men det rimer meget,” har den amerikanske forfatter Mark Twain sagt. En tredje verdenskrig bliver ikke en kopi af den anden. Dertil er verdens våben blevet alt for ødelæggende og talrige, og derfor skal den forhindres for enhver pris. 

Albert Einstein har sagt: ”Jeg ved ikke, hvilke våben tredje verdenskrig vil blive kæmpet med, men den fjerde vil blive kæmpet med køller og sten.” 

Når dette læses, håber jeg, du kan trække på smilebåndet af et andet Twain-citat: ”Jeg har haft mange bekymringer i mit liv. De fleste af dem blev ikke til noget.”

Klummen er udgivet i den trykte udgave af Fagbladet FOA.