”Jeg tænker på det hver dag”: Debatten om Grønland rammer Bebiane midt i livet

Bebiane Ivalo Kreutzmann iført den grønlandske nationaldragt, som hedder kalaallit atisaat på grønlandsk. Privatfoto

Med en fod i både Grønland og Danmark, fylder konflikten i Arktis ekstra meget for Bebiane Ivalo Kreutzmann.

i dag kl. 15.06

”Hvad vil der ske med min familie, hvis de skal være amerikanske?”

Det spørgsmål har pædagogstuderende Bebiane Ivalo Kreutzmann stillet sig selv i takt med den internationale debat om Grønlands fremtid.

Som datter af en grønlandsk mor og en dansk far har hun familie i Grønland – og følger derfor udviklingen tæt fra Danmark.

"Min angst og utryghed om situationen bliver faktisk bare værre og værre."

Bebiane Ivalo Kreutzmann, pædagogstuderende

Usikkerheden er opstået på baggrund af den amerikanske præsident Donald Trumps gentagne udmeldinger om et ønske om at få kontrol over Grønland. Udmeldingerne har vakt stærke reaktioner både i Grønland og i Danmark.

Senest har Grønlands kommende regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, dog slået fast, at Grønland ikke er til salg – og at USA ikke får “så meget som et frimærke” af landet. 

Alligevel fylder situationen stadig meget for Bebiane.

Hun sidder i Danmark og forsøger at følge med i, hvordan hendes familie i Grønland oplever den øgede opmærksomhed på landet og dets politiske position.

”Jeg tænker på det hver dag, og nogle dage mere end andre. Min angst og utryghed om situationen bliver faktisk bare værre og værre,” fortæller 27-årige Bebiane.

Rigsfællesskabet

Danmark, Grønland og Færøerne indgår i et fælles statsfællesskab kaldet Rigsfællesskabet.

Grønland blev koloniseret i 1700-tallet, da missionæren Hans Egede rejste til Grønland, og forblev en dansk koloni frem til 1953.

Siden 2009 har Grønland haft udvidet selvstyre, og styrer i dag de fleste interne forhold. Danmark har dog stadig ansvar for blandt andet forsvar og udenrigspolitik.

Som grønlænder er man født som dansk statsborger, fordi Grønland hører under rigsfællesskabet.

Kilder: Lex.dk, Danmarkshistorien.dk, Faktalink.dk, Udenrigsministeriet

En fod i hvert land

Selvom Bebiane Ivalo Kreutzmann er vokset op i Danmark, betyder hendes grønlandske rødder meget for hende. Sammen med sin mor, som også bor i Danmark, holder de fast i grønlandske traditioner.

Til jul åbner de for eksempel gaver om morgenen den 24. december, de holder kaffemik ved særlige begivenheder, og det åndelige spiller en rolle i deres liv.

”Jeg er lige så meget dansk som jeg er grønlandsk, men i øjeblikket kan jeg godt mærke en større trang til at dyrke den grønlandske kultur og vise den side af mig,” fortæller hun.

Den øgede opmærksomhed på Grønland har også betydet, at flere i hendes omgangskreds har spurgt ind til hendes forhold til Danmark. Og hun tager gerne samtalen om, at Danmarks indflydelse på Grønland historisk ikke altid har været uproblematisk.

"Jeg føler mig jo både dansk og grønlandsk, men det er svært, når der også er dårlige ting, som Danmark har gjort mod Grønland."

Bebiane Ivalo Kreutzmann, pædagogstuderende

”Det føles lidt som om, at der er en del af min danske kultur, som jeg kritiserer.”

Bebiane fortæller blandt andet om et familiemedlem, der som barn blev sendt til Danmark og adskilt fra sin grønlandske familie – en del af efterkrigstidens politik, hvor grønlandske børn blev flyttet mod deres vilje for at blive opdraget i dansk kultur.

Selvom der siden er givet en officiel undskyldning fra den danske stat, er det historiske erfaringer som disse, der stadig skaber en indre splittelse.

”Jeg føler mig jo både dansk og grønlandsk, men det er svært, når der også er dårlige ting, som Danmark har gjort mod Grønland. Så føles det lidt som om, at der er en del af min danske kultur, som jeg kritiserer,” uddyber hun.

Bebiane Ivalo Kreutzmann har mange gange besøgt sin familie i Grønland. Her er hun 18 år og afsted med sin mor.

Stolt af sit ophav

Den 17. januar var Rådhuspladsen i København fyldt med både Dannebrog og det grønlandske flag, Erfalasorput.

Op mod 20.000 mennesker var samlet for at vise støtte til Grønland og endnu en gang slå fast, at landet ikke er til salg.

”Grønland og Danmark står sammen om det her, og det betyder virkelig meget for mig.”

Bebiane Ivalo Kreutzmann, pædagogstuderende

Bebiane fulgte demonstrationen hjemmefra iført sin nationaldragt, da sygdom forhindrede hende i at deltage fysisk.

”Stoltheden over mit grønlandske ophav og lysten til at holde fast i den del af mig bliver endnu mere aktiveret, når vores land bliver genstand for så massiv opmærksomhed,” siger hun.

Synet af de mange mennesker gjorde indtryk.

”Grønland og Danmark står sammen om det her, og det betyder virkelig meget for mig,” siger hun.


Fagbladet anbefaler