Hver femte institution har 'planlagt alenetid' med store børnegrupper – trods lov om normeringer

'Holder du lige styr på dem her i en halv times tid? Helt alene ...' Colourbox

FOA mener, at spørgsmålet om minimumsnormeringer i daginstitutioner er højaktuelt igen efter ny undersøgelse afslører store problemer.

i dag kl. 06.00

Mange steder er det fuldstændig efter planen, at en pædagogisk medarbejder er alene med en større gruppe børn hver eneste dag.

Det viser den årlige udgave af FOA-undersøgelsen ’Daginstitutionernes hverdag’, som netop er udkommet.

Både hver femte medarbejder og hver femte leder svarer, at de dagligt arbejder med ’skemalagt alenetid’ med en stor børnegruppe – i vuggestuer er der tale om mere end fem børn, mens det i børnehaver er mere end ti børn.

Vi er heldige, at der ikke har været flere ulykker.

Grethe Kragh-Müller, børnepsykolog, DPU

”Mange steder er det helt almindelig dagligdag, at voksne er alene med større børnegrupper. I længere tid – og endda helt planlagt. Det er virkelig skuffende,” siger næstformand i FOA, Thomas Enghausen.

”Vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi tror, at vi i praksis har minimumsnormeringer i den enkelte daginstitution.”

Risiko for ulykker

Børnepsykolog Grethe Kragh-Müller fra Danmarks Pædagogiske Universitet mener heller ikke, at ’skemalagt alenetid’ kan forsvares.

”Det er uforsvarligt, at man planlægger alenetid. Hvis der sker noget med et af børnene, vil man ikke være i stand til at tage sig af de andre børn,” siger hun.

Om undersøgelsen

’Daginstitutionernes Hverdag 2025’ er udarbejdet af Rambøll for FOA.

Undersøgelse er gennemført blandt 308 ledere og 455 medarbejdere i daginstitutioner landet over.

Omkring ’skemalagt alenetid med en stor børnegruppe’ (mere end 5 børn i vuggestuer og mere end 10 børn i børnehaver) svarer 19 procent af både ledere og medarbejdere, at det forekommer dagligt.

30 procent af medarbejderne og 19 procent af lederne svarer, at det foregår ugentligt.

Medarbejderne har også svaret på, hvor længe de var alene med en stor børnegruppe, sidst de var på arbejde: 20 procent var det under 15 minutter, mens 26 procent var det i 15-30 minutter, og 27 procent var det mere end 30 minutter.

”Især med små børn er det fuldstændig uforsvarligt. De vil ofte handle impulsivt og er svære at holde styr på, og man skal hele tiden vide, hvad de laver, så man også kan garantere børnenes sikkerhed. Vi er heldige, at der ikke har været flere ulykker.”

Grethe Kragh-Müller kunne godt tænke sig et grundigere og mere uvildigt tilsyn med daginstitutioner i Danmark.

Hun nævner som eksempel USA, hvor der nogle steder er regler om, at der højst må være tre børn pr. voksen i vuggestuen på alle tidspunkter – og hvis en kontrol afslører, at det ikke er tilfældet, kan en institution blive lukket med det samme.

Et spørgsmål om kvalitet

Siden 1. januar 2024 har Danmark haft en lov om minimumsnormeringer, som netop foreskriver, at højst er 3 børn om én voksen i vuggestuen. For børnehavebørn er tallet højst 6.

”Vi ved, at kvaliteten af vores dagtilbud hænger sammen med, hvor meget personale der er. At det er vigtigt for børns trivsel med tæt voksenkontakt og små børnegrupper. Så er det da mærkeligt, at de ansatte står alene med en større børneflok – endda i hele og halve timer ad gangen,” siger FOAs næstformand Thomas Enghausen.

De nye tal får ham til at gentage det problematiske i, at minimumsnormeringerne alene opgøres på kommunalt niveau frem for institutionsniveau.

”Så længe vi regner i gennemsnit for hele kommuner i stedet for at kigge på den enkelte institution, så får vi et skønmaleri, selv om der åbenlyst er institutioner, hvor man på daglig basis er langt fra at have minimumsnormeringer i praksis. Derfor skal loven laves om, både for børnenes og de ansattes skyld,” siger Thomas Enghausen.

Ifølge ’Daginstitutionernes Hverdag 2025’ er den gennemsnitlige bemanding på en almindelig onsdag i børnegrupper med børn i alderen fra 0-2 år 4,2 børn pr. voksen, og i børnegrupper med børn i alderen fra 3-5 år 7,4 børn pr. voksen.


Fagbladet anbefaler