Historiske deltidsafgørelse: Det skal du vide - og det kan den betyde for dig
Deltidsdommen er faldet, og det kan betyde, at du har penge til gode. Her er, hvad du skal vide om dommen.
i dag kl. 16.40
Den 4. februar 2026 faldt der langt om længe afgørelse i de voldgiftssager, som Forhandlingsfællesskabet har rejst på vegne af de faglige organisationer, herunder FOA.
Forhandlingsfællesskabet er den fælles organisation, som FOA og andre fagforbund bruger, når de forhandler overenskomster for ansatte i kommuner og regioner. Det er også herfra, sagen er ført, og afgørelsen blev altså, at de offentlige overenskomster ikke stemmer overens med EU-regler om deltidsansatte.
Det betyder, at deltidsansatte, der har arbejdet mere, end de har været ansat til, kan have penge til gode, da afgørelsen har tilbagevirkende kraft.
Men hvad er egentlig op og ned? Hvad ligger til grund for afgørelsen? Og hvad er forskellen på merarbejde og overarbejde?
Alt det og meget mere får du svar på herunder.
-
1
Hvad siger deltidsafgørelsen?
Afgørelsen betyder, at FOA samt de andre faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet har fået medhold i det, man kalder for en voldgiftssag.
Medholdet betyder, at både deltidsansatte og fuldtidsansatte på det offentlige arbejdsmarked nu skal have overtidshonorering for det antal timer, der ligger ud over deres normale arbejdstid.
Der må altså ikke gøres forskel mellem offentligt ansatte på deltid og fuldtid, når de skal aflønnes for timer ud over deres normale arbejdstid, som der er blevet gjort førhen.
-
2
Hvem kan være omfattet af afgørelsen?
Hvis du er offentligt ansat og har arbejdet på deltid, har du med stor sandsynlighed penge til gode, hvis du har haft merarbejde. Sagen handler om deltidsansatte på både det kommunale, regionale og statslige arbejdsmarked.
-
3
Deltid og fuldtid
Du er deltidsansat, hvis du er ansat til at arbejde under 37 timer om ugen i gennemsnit. Det vil altså sige, at hvis du er ansat til eksempelvis 36 timer, er du deltidsansat.
Du er fuldtidsansat, hvis du er ansat til at arbejde 37 timer om ugen i gennemsnit.
-
4
Hvor lang tid tilbage kan jeg rejse et krav?
Afgørelsen forventes at have betydning for merarbejde fem år tilbage i tid. Det vil altså sige, at hvis du fra 2021 og frem har været deltidsansat på det offentlige arbejdsmarked og har haft merarbejde, kan du have penge til gode.
Det kan du, da de timer, du har arbejdet ud over din normale arbejdstid, skal honoreres som overarbejde og ikke merarbejde.
-
5
Hvad er merarbejde?
Som deltidsansat betyder merarbejde det antal timer, du arbejder op til 37 timer. Så hvis du er ansat til 36 timer, men på en given uge arbejder 37 timer, har du en times merarbejde.
Deltidsansatte har indtil nu ikke fået tillæg for merarbejde. Det vil sige, at du har fået din normale timeløn for den time, du har arbejdet mere end de 36 timer. Først når du har arbejdet mere end 37 timer, har du haft ret til overarbejdstillæg. Det har typisk svaret til plus 50 procent af din løn.
Men nu – efter den nye deltidsafgørelse – skal den time honoreres med et overarbejdstillæg. Og altså også alle de timer, du siden 2021 har arbejdet ud over dine eksempelvis 36 timer om ugen.
-
6
Hvad er overarbejde?
Overarbejde er det antal timer, du som fuldtidsansat arbejder mere end 37 timer. Som fuldtidsansat har du hele tiden fået tillæg for overarbejde. Derfor gælder den nye deltidsafgørelse kun deltidsansatte.
Overarbejdstillægget fremgår af din overenskomst eller din arbejdstidsaftale.
-
7
Hvorfor skulle jeg registrere mig sidste år?
I september sidste år opfordrede blandt andre FOA dig til at registrere dig i forhold til deltidsafgørelsen. Det var for at sikre, at der kunne blive rejst et eventuelt krav på efterbetaling af løn og forhindre, at dette krav blev forældet. Registreringen fungerede som en afbrydelse af forældelsesfristen, så du ikke mistede retten til ekstra løn for merarbejde udført de seneste fem år.
-
8
Hvad skal jeg gøre nu?
Hvis du er berettiget til at få efterbetaling, skal FOA kunne dokumentere, hvor mange merarbejdstimer du har haft siden 2021. Dette gælder både timer, som du måtte have fået udbetalt og timer, du har fået til afspadsering.
Men da afgørelsen stadig er så ny, som den er, er der stadig mange uklarheder. Derfor vil FOA endnu ikke kunne give svar på alle dine spørgsmål. Du må altså væbne dig med tålmodighed. FOA skal nok melde noget så hurtigt som muligt.
-
9
Yderligere spørgsmål
Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du kontakte din lokale fagforening.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk