Her underskriver Mona Striib ”den bedste aftale” i 30 år – Nu venter hun på medlemmernes dom

”Hvad vi skal huske OK24 for?”

Mona Striib læner sig tilbage i sin stol på sit formandskontor i FOAs forbundshus og gentager spørgsmålet fra Fagbladet FOA, mens hun tænker sig om.

”Vi skal huske OK24 for, at vi fik løftet de lavestlønnede. På tværs af sektorerne viste vi, at det virkelig var vigtigt for os i FOA. Vi brugte vores fælles styrke til at fortælle arbejdsgiverne, at vi ville have dét på plads, før alt muligt andet overhovedet kunne komme på tale,” siger hun.

Vi møder hende tirsdag middag – mens hun er midt i den formelle afslutning på et koncentreret og intenst forhandlingsforløb:

Mandag eftermiddag skrev hun under på FOAs forlig med Kommunernes Landsforening. Og senere denne tirsdag sætter hun sin autograf på aftalen med Danske Regioner, før hun onsdag præsenterer aftalerne for FOAs hovedbestyrelse.

Bedste i mere end 30 år

Og selv om hun ikke fik alle krav igennem – sådan er det med forhandlinger – er hun glad.

”Det er den bedste overenskomst i mere end 30 år,” siger Mona Striib med tanke på, at aftalerne handler om meget mere end løftet af de lavestlønnede.

De handler for eksempel også om alle de milliarder af kroner fra trepartsaftalen, der nu er årsag til, at for blandt andre sosu-ansatte og pædagogisk personale får ekstra lønforhøjelser – og at alle dem med skæve vagter har udsigt til et historisk højt tillæg for at arbejde om natten og i weekenden.

Det betyder alt sammen, at alle FOAs medlemmer som minimum stiger otte procent i løn de næste to år. Og nogle har endda udsigt til det dobbelte, påpeger Mona Striib.

Forsker: Meget, meget højt lønhop

Og det er ikke bare noget, hun slynger ud. Mens hun udlægger teksten overfor Fagbladet FOA, rammer forliget også Radioavisen, hvor studieværten fortæller, at ’en sosu-assistent, som arbejder 37 timer om ugen i dagvagt i ældreplejen kan se frem til en lønstigning på over 17 procent over de næste to år’.

”Det er godt. Og det er bedre, end hvis vi ikke havde fået noget,” som en social- og sundhedsassistent fra hjemmeplejen i Greve formulerer det i radioen, før arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet får ordet.

”Det er meget, meget høje lønstigninger. Sidst, det skete, var i 2008, og dengang fik de 14 procent, som skulle fordeles over tre år,” siger forskeren.

For tæt parløb med trepart

Mona Striib lægger ikke skjul på, at forløbet har været mere ’komplekst’ end normalt. Det skyldes mest af alt, at forhandlingerne om nye overenskomster kom til at foregå i et meget tæt parløb med trepartsaftalen. Den faldt først på plads umiddelbart før jul – og nærmest kun få dage før, fagforeninger og arbejdsgivere udvekslede krav til de nye overenskomster.

”Det var en ulempe, at treparten trak så lang tid ud, som den gjorde. OK24 havde stået mere rent, hvis treparten havde været på plads allerede for et halvt år siden,” siger hun og nævner den nye døgnarbejdstidsaftale som eksempel.

Den betales kun af pengene fra regeringens ekstraordinære lønløft og er ifølge Mona Striib ’historisk god’.

”Nu endte det med mange fortællinger på en gang,” noterer hun.

Et kæmpe set-up

Samtidig fik forhandlingerne om de nye overenskomster et andet forløb end normalt. Det hænger især sammen med, at den andel af den samlede ramme, som de enkelte organisationer kunne forhandle om på vegne af deres egne faggrupper, blev større end normalt. Undervejs skulle der fødes nye idéer og tænkes nye tanker.

Eller som Kristian Heunicke, direktør i Kommunernes Landsforening, formulerede det, da han og Mona Striib mødtes for at skrive under på papirerne:

”Det er bestemt ikke en vedligeholdelses-overenskomst. Det er en udviklings-overenskomst.”

Den udlægning er Mona Striib enig i. Og denne tirsdag synes hun, det har været sliddet værd.

Hviler på bagsædet af bilen

Undervejs har hun og alle andre deltagere i forhandlingerne set slidte ud. Og det er oplagt at spørge, hvorfor den slags skal foregå om natten og i døgndrift.

”For det første fordi vi er nødt til at blive færdige. For det andet rejser vi os ikke klokken 22 og går hjem, hvis vi er midt i noget, der handler om vores hjerteblod. Så skal man kunne se vores tandsæt i bordkanten,” griner hun og bekræfter, at sådan en periode selvfølgelig ikke er sund.

”Heldigvis er det helt eventyrligt, hvad kroppen kan, når man er i sådan et kampberedskab. Men det sker da, at man rammer muren, og så går jeg måske i KL's parkeringskælder og krøller mig sammen på et liggeunderlag på bagsædet af min Skoda Fabia. Bare en halv time mellem to møder,” siger Mona Striib og garanterer, at hun er i stand til at køre overenskomsten helt i mål:

”Adrenalinen slipper først kroppen, når urafstemningen er slut, så får man sådan en på sinkadusen og er helt flad et par dage.”

Kan se alle i øjnene

- Der er altid noget, man må opgive i sådan en forhandling. Hvad ærgrer du dig mest over, at FOA ikke kom i mål med?

”Vi ville gerne have et løft af elever på tværs af alle organisationer. Men hverken kommunerne eller regionerne var til at hugge eller stikke i. Til gengæld giver løftet af de lavestlønnede fra løntrin 11 til 13 automatisk vokseneleverne en højere løn, og det er jeg glad for.”

Nu kan Mona Striib ikke gøre mere for at påvirke indholdet af aftalerne. Hun kan bare vente på, at Forligsmanden sender overenskomstaftalerne til urafstemning. Ventetiden bruger hun på at tale med medlemmer om forliget – og besvare spørgsmål. Også de kritiske. For uanset hvor glad hun er for resultatet, respekterer hun, at medlemmerne har det sidste ord.

”Men vi er gået efter det, de bad om. Og jeg føler, at jeg kan se dem i øjnene.”