Her har kommunal-cheferne holdt lønfest på de lavtlønnedes regning
Flere kommuner har lavet en omvendt Robin Hood: Taget lønkroner fra dem med de laveste indkomster og givet til dem med de højeste.
17. marts 2022
I Faxe Kommune er social- og sundhedshjælperne blandt dem, der får absolut mindst i lokale løntillæg – såkaldt lokalløn – sammenlignet med landets øvrige kommuner.
Til gengæld er kommunens kommunalchefer blandt dem, der får absolut mest i lokalløn. De får i gennemsnit 23.310 kroner hver måned i lokalløn. Det er en stigning på 12.135 kroner siden 2011.
Dén udvikling nyder kommunens sosu-hjælpere ikke godt af – tværtimod. I gennemsnit får en social- og sundhedshjælper 535 kroner om måneden i lokalløn. Det er 112 kroner mindre end i 2011.
For kommunens pædagogmedhjælpere har udviklingen været endnu dårligere. De har siden 2011 mistet 399 kroner i lokalløn, og får nu i gennemsnit 555 kroner om måneden.
Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), som Fagbladet FOA har trukket.
”Jeg bliver ked af det”
De seneste uger har Fagbladet FOA forgæves forsøgt at få et interview med kommunens borgmester Ole Vive (V).
I FOA Sydsjælland vil formand for Social- og Sundhedssektoren Pia Paaske til gengæld gerne kommentere på udviklingen.
”Jeg bliver faktisk ked af det, når jeg ser kommunens fordeling. Vi skal selvfølgelig se på, hvad vi selv kan og skal gøre anderledes. Men jeg må også bare sige, at selvom vi går til dem, så hører vi hver gang, at der ingen penge er. Men man har åbenbart alligevel formået at finde flere penge til dem, der i forvejen tjener mest,” siger hun.
Pia Paaske gør opmærksom på, at kommunens politikere, heriblandt borgmester Ole Vive, ved både seneste og forrige kommunalvalg lovede, at der skulle kigges på bedre løn- og arbejdsvilkår til FOAs medlemmer.
”Men jeg må bare konstatere, at Ole Vive på ingen måde er nået i mål med det, han selv har lovet flere gange,” siger Pia Paaske.
Samme billede i Slagelse
Historien fra Faxe gentager sig på mange måder i Slagelse Kommune.
Her får kommunens kommunalchefer i gennemsnit 15.728 kroner mere i lokalløn om måneden. Det bringer en kommunalchef op på 23.999 kroner i lokalløn hver måned.
Med den flotte lønstigning indtager kommunen i dag en tredjeplads over kommuner, der lønner sine kommunalchefer med mest i lokalløn. På den liste ligger Faxe i øvrigt nummer 5.
Til gengæld får pædagogmedhjælperne i Slagelse Kommune 322 kroner mindre i lokalløn. Det bringer dem ned på 677 kroner i lokalløn om måneden.
Og ligesom kollegerne i Faxe er kommunens social- og sundhedshjælpere blandt dem, der får absolut mindst i lokalløn. Det er på trods af, at sosu-hjælperne i Slagelse faktisk får 95 kroner mere i lokalløn sammenlignet med 2011.
En social- og sundhedshjælper får nu i gennemsnit 523 kroner i lokale tillæg. Kun én kommune giver mindre i lokalløn til social- og sundhedshjælpere.
Ingen lokalløn til medarbejdere med mange års erfaring
Trods gentagne forsøg i flere uger har det heller ikke været muligt at få et interview med Knud Vincents (V), borgmester i Slagelse Kommune.
Udviklingen vækker harme hos Ann Søgaard, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Sjælland. Her har man de seneste år styrket fokus på at sikre mere i lokalløn til medlemmerne, men det er ”op ad bakke,” siger hun.
”Vi kæmper virkelig en kamp for at løfte social- og sundhedshjælperne. Det har været en prioritet i flere år, for vi er så langt ude, at der er medarbejdere med mere end ti års erfaring, der aldrig har fået del i lokalløn. Kommunen virker efterhånden til at have forstået budskabet, men der er meget lang vej,” siger Ann Søgaard.
- Hvad mener du om, at kommunens kommunalchefer er blandt de bedst lønnede i landet, mens social- og sundhedshjælperne er blandt de dårligste?
”Hvad tror du selv? Det giver ingen mening, at man forgylder cheferne, for vi har samtidig den udfordring, at arbejdsmiljøet er ekstremt presset. Medarbejdere går ned med stress og bliver så mødt med besked om, at ’driften ikke kan klare, at de ikke er til stede’,” siger Ann Søgaard.
Hun bliver bakket op af fællestillidsrepræsentant i hjemmeplejen Susanne Nielsen:
”Borgerne ville højest sandsynligt ikke opdage, hvis de øverste chefer ikke kom på arbejde. Men det ville de, hvis social- og sundhedshjælperne ikke kom på arbejde. Det er i høj grad os, der holder hjulene i gang. Det bliver bare ikke anerkendt,” siger hun.
Forsker efterspørger forklaring fra kommunerne
At de lavest lønnede mister lokale lønkroner, mens kommunalcheferne får flere, er ikke et særsyn. Faktisk har udviklingen været sådan i langt de fleste af landets kommuner, viser Fagbladet FOAs optælling på baggrund af tallene fra KRL.
Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet, kalder det ”påfaldende, at disse grupper ligefrem mister lokalløn.”
”For det er ikke den udvikling, vi normalvis ser på arbejdsmarkedet. Jeg kunne godt tænke mig en nærmere forklaring fra kommunerne på, hvorfor beløbet til de her grupper ligefrem falder,” siger han.
Bent Greve bemærker i øvrigt, at intet indikerer, at det er sværere at rekruttere kommunalchefer end for eksempel social- og sundhedshjælpere.
”I den nuværende situation er der jo i virkeligheden større mangel på sosu’er og sygeplejersker, og derfor må kommunerne være endnu mere opmærksomme på, at det er nogle områder, som de skal sikre rekruttering til på sigt,” siger Bent Greve.
I mange kommuner mister de lavest lønnede lokalløn
I 33 af kommunerne er det begge lavtlønnede grupper, som i dag får mindre sammenlignet med 2011.
Samlet set bruger i alt 56 kommuner i dag flere penge på lokalløn til deres kommunalchefer sammenlignet med 2011.
Kilde: Fagbladet FOAs optælling på baggrund af tal trukket fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL)