”Grotesk situation”: Iranske sygeplejersker afvises, mens regeringen rekrutterer i Asien
Ældreordfører Kirsten Normann Andersen (SF) har indkaldt ældreministeren og integrationsministeren i samråd, efter iranske sygeplejersker har fået afslag på opholds- og arbejdstilladelse, mens regeringen indgår nye rekrutteringsaftaler i Indien og Filippinerne.
09. januar
”Det er virkelig absurd, at vi har iranske sygeplejersker, der arbejder som social- og sundhedshjælpere og bidrager, som alligevel risikerer at blive smidt ud af Danmark.”
Sådan lyder det fra Kirsten Normann Andersen, ældreordfører for Socialistisk Folkeparti, efter at flere iranske sygeplejersker har fået afslag på deres arbejds- og opholdstilladelse.
Man rekrutterer med den ene hånd og sender udenlandsk, erfarent personale ud med den anden. Det er en grotesk situation
Kirsten Normann Andersen, ældreordfører for Socialistisk Folkeparti
Blandt dem er social- og sundhedshjælper Masoomeh Nezhadi, som Fagbladet FOA tidligere har skrevet om, og social- og sundhedshjælper Farzaneh Zeinolabedinpour, som Jyllands-Posten har beskrevet.
Begge er iranere, der er uddannet sygeplejersker, og som flyttede til Danmark, fordi der blev efterspurgt mere sundhedspersonale.
Derfor har Kirsten Normann Andersen indkaldt ældreministeren Mette Kierkgaard fra Moderaterne og udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet i samråd
Efterlyser løsninger og fleksibilitet
Kirsten Normann Andersen har også kaldt ældreministeren til møde, fordi hun torsdag den 8. januar underskrev en aftale, der gør det muligt for Danmark at rekruttere social- og sundhedspersonale fra Indien, som Fagbladet FOA også har skrevet om.
Samme aftale blev underskrevet for omtrent en måned siden med Filippinerne.
”Man rekrutterer med den ene hånd og sender udenlandsk, erfarent personale ud med den anden. Det er en grotesk situation,” siger Kirsten Normann Andersen.
Ifølge hende er der omkring 1.700 iranske sygeplejersker, der kunne have fået et job i ældreplejen, men som i dag befinder sig i en usikker situation, fordi de risikerer at blive sendt tilbage til deres hjemland, fordi de ikke er i arbejde.
Det kan ikke være rigtigt, at man lader mennesker i stikken og samtidig forsøger at løse det samme problem med nogle helt nye mennesker
Samira Nawa, beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre
Derfor mener hun, at myndigheder som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) bør være mere fleksible og finde ”håndholdte løsninger”, som hun kalder det, der sikrer, at mennesker som Masoomeh Nezhadi og Farzaneh Zeinolabedinpour, som allerede arbejder i ældreplejen får mulighed for at blive i landet.
”Vi har personale i landet lige nu, og vi bliver nødt til at hjælpe dem først. Alt andet er simpelthen uanstændigt,” siger hun.
”Det må være meget bittert at komme til landet, for så at konstatere, at det var formålsløst samtidig med, at man så kan være vidne til, at der bliver bestilt nyt personale fra andre lande.”
Sund fornuft kylet over bord
Også Samira Nawa, beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre, retter skarp kritik mod regeringens håndtering af iranske sygeplejersker, der er taget til Danmark for at hjælpe i sundhedsvæsenet.
”Den sunde fornuft er blevet kylet over bord. Vi har et arbejdsmarked, der skriger på mennesker som Masoomeh Nezhadi, men så må de ikke være her. Det kan jeg simpelhent ikke få til at give mening,” siger Samira Nawa.
”Jeg synes ærligt talt ikke, at det er en ordentlig måde at behandle de mennesker på, som har solgt alt, hvad de har i deres hjemland for at komme til Danmark for at hjælpe os med det behov, vi har.”
De midler, som bliver brugt på at hente social- og sundhedspersonale fra Indien og Filippinerne, kunne i stedet være brugt på at efteruddanne og hjælpe de iranske sygeplejersker
Kirsten Normann Andersen, ældreordfører for Socialistisk Folkeparti
Ligesom Kirsten Normann Andersen fra SF, mener Samira Nawa også, at regeringen bør fokusere på de iranske sygeplejersker, der allerede befinder sig i Danmark og som eksempelvis har lært sproget, før man intensiverer rekrutteringen i Indien og Filippinerne.
”Enten må man få styr på situationen herhjemme først, eller også må man gøre begge dele parallelt. Det kan ikke være rigtigt, at man lader mennesker i stikken og samtidig forsøger at løse det samme problem med nogle helt nye mennesker,” siger Samira Nawa.
Kritik af regeringens prioriteter
Ifølge ældreordfører Kirsten Normann Andersen kunne de penge, regeringen nu vil bruge på at rekruttere sundhedspersonale fra Indien og Filippinerne, være anvendt langt bedre.
”De midler, som bliver brugt på at hente social- og sundhedspersonale fra Indien og Filippinerne, kunne i stedet være brugt på at efteruddanne og hjælpe de iranske sygeplejersker,” siger hun.
Også Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA mener, at pengene til rekrutteringsaftalen kunne være brugt bedre.
”Den store sum penge bør blive brugt på eksempelvis danskundervisning til dem, der allerede er i Danmark, til bedre vilkår for medarbejderne, der er i ældreplejen, og på hele rekrutteringsdagsordenen på dansk jord,” udtalte Tanja Nielsen tidligere til Fagbladet FOA.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
"Det ene udelukker ikke det andet"
I P1 Morgen torsdag den 8. januar blev ældreminister Mette Kierkgaard spurgt, om det ikke giver mening først at få de iranske sygeplejersker i arbejde, før der rekrutteres fra Filippinerne og Indien.
”Jo, afgjort. Det ene udelukker ikke det andet. Det er godt gammeldags træls, at vi har veluddannede iranske sygeplejersker, der er kommet herop, og at vi nu ikke længere har brug for dem på sygehusene,” sagde Mette Kierkgaard og fortsatte:
”Det er kommunerne, der skal ansætte dem. Jeg taler løbende med kommunerne og kommer med kraftige opfordringer til at bruge muligheden for at få de iranske sygeplejersker ind i ældreplejen.”