FOA: Omsorgssvigt på skjulte optagelser skal hverken forsvares eller forklares

FOA tager afstand fra omsorgssvigt af dement beboer, der afsløres på skjulte optagelser fra det aarhusianske plejehjem Kongsgården.  Henrik Lund, Århus Stiftstidende

”Men nu er tiden inde til at stoppe klapjagten på de ansatte,” siger FOAs formand Mona Striib efter offentliggørelse af ulovlige optagelser fra aarhusiansk plejehjem.

07. juli 2020

Artiklen er opdateret med kommentar fra Jette Skive, rådmand for Social og Omsorg i Aarhus Kommune, 7. juli kl. 16.10

Mandag aften offentliggjorde Ekstra Bladet skjulte optagelser fra det aarhusianske plejehjem Kongsgården, som landsretten i sidste uge gav TV2 forbud mod at vise.

De skjulte optagelser er fra en 90-årig dement beboers bolig. De viser blandt andet, hvordan den demente beboer hænger syv minutter i en lift over sin seng.

”Dét, vi ser på optagelserne, er slet ikke i orden, og det kan og skal hverken forsvares eller forklares. Det er til at få ondt i maven over,” lyder reaktionen på optagelserne fra FOAs formand Mona Striib.

”Men jeg bliver også nødt til at sige, at nu må klapjagten på de ansatte stoppe. Der er taget hånd om sagen, og det har haft personalemæssige konsekvenser for både ansatte og ledelsen. Personalet har i årevis råbt op om manglende ressourcer og hårdt psykisk arbejdsmiljø, uden at det har ført til bedre arbejdsforhold,” fortsætter Mona Striib.

De personalemæssige konsekvenser drejer sig om fem ansatte og en leder, der er blevet forflyttet.

Økonomisk udhuling presser ældreplejen

I FOA Aarhus har formand Inge Jensen Pedersen ikke lyst til at kommentere de skjulte optagelser, når der er et forbud mod at vise dem.

”Men jeg kommer aldrig til at forsvare, hvis nogen ikke passer deres arbejde,” siger Inge Jensen Pedersen.

Aarhus Kommune udgav sidste år en rapport, der viser, at der siden 2007 er opbygget et efterslæb på 300 millioner kroner i forhold til udviklingen i antallet af ældre. Det skriver Århus Stiftstidende.

Inge Jensen Pedersen fortæller, at personalet på flere plejecentre har det skidt:

”De går på arbejde for at hjælpe nogle af samfundets svageste på den mest omsorgsfulde måde. Men vi er i en situation, hvor ansatte selv bliver syge og har det fysisk dårligt. De bliver udskammet og bliver mødt af skæld ud."

"Personalet har mere og mere travlt, og flere steder er der en oplevelse af, at der ikke er mere at give af. Der er i højeste grad brug for, at der er nogen, der tager ansvar for det her område," siger Inge Jensen Pedersen.

FOA: Kan ikke acceptere skjult kamera

FOA-formand Mona Striib oplever, at det omsorgssvigt, der vises på de skjulte optagelser, er meget, meget langt fra hverdagen på danske plejehjem. 

”Men jeg kan ikke afvise, at der ikke er sket noget lignende andre steder. Hvis det er tilfældet, skal der tages hånd om det med det samme,” siger Mona Striib og opfordrer til at svigt anmeldes.

”Jeg vil på det kraftigste opfordre til, at hvis man som enten kollega eller pårørende oplever svigt, så indgiver man en bekymringshenvendelse til det særlige ældretilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed har oprettet. Vi vil aldrig acceptere brugen af skjult kamera til at afdække kritisable forhold,” siger Mona Striib.

Rådmand: Ældreområdet trænger til et løft

I Aarhus Kommune er rådmand for Social og Omsorg, Jette Skive (DF), chokeret over optagelserne.

”Det er helt uacceptabelt, det der sker på de optagelser. Jeg håber så sandelig, at det er et enkeltstående tilfælde," siger rådmanden og fortsætter:

"Men generelt oplever jeg, at ældreområdet i Aarhus Kommune er meget trængt. Der er brug for opbakning til at løfte området. Vi bliver nødt til at tage ansvar, og der er brug for mere personale. Hvis der ikke kommer et kæmpe løft til ældreområdet ved de kommende budgetforhandlinger, så forlader jeg forhandlingerne.”