FOA lander nye aftaler på det private plejeområde: Mere i løn og bedre uddannelsesmuligheder

Thomas Enghausen (mf) og Tanja Nielsen (th) måtte tage både aftner og nætter i brug for at komme i mål med aftaler med arbejdsgiverne. Privat

De nye overenskomstaftaler på det private plejeområde sikrer reallønsfremgang for alle, særlige tillæg og bedre muligheder for uddannelse med løn.

17. marts

Så er der landet nye overenskomster for de ansatte på det private plejeområde. Det sker efter, at FOA har forhandlet nye treårige overenskomstaftaler på plads med Dansk Erhverv og Dansk Industri.

De nye aftaler sikrer, at der i de kommende år er reallønsfremgang for privatansatte social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, hjemmehjælpere, husassistenter og ufaglærte. Det sker, fordi lønnen forventes at stige mere end priserne.

”Det har været både komplekse og langtrukne forhandlinger, men det har været sliddet værd,” siger Thomas Enghausen, der er næstformand i FOA.

To aftaler

På det private område for pleje- og omsorg er der tale om to overenskomster. Vi begynder med et kig på lønstigningerne i aftalen mellem FOA og Dansk Erhverv:

Her betyder den nye overenskomstaftale cirka 2.000 kroner mere om måneden før skat for ufaglærte, mens social- og sundhedshjælpere, husassistenter og hjemmehjælpere vil cirka få 3.000 kroner mere om måneden.

Social- og sundhedsassistenter vil få cirka 3.500 mere om måneden før skat, når overenskomsten er fuldt indfaset om tre år. Social- og sundhedsassistenter, der har fire til seks års erfaring fra samme arbejdsplads, får oveni det et tillæg på yderligere 300 kroner om måneden.

Det har været både komplekse og langtrukne forhandlinger, men det har været sliddet værd.

Thomas Enghausen, Næstformand i FOA

Beløbene er den samlede månedlige lønforhøjelse, når alle stigningerne er slået igennem og dækker over løn, øget pensionsbidrag og indskud til særlige opsparing.

For ufaglærte gælder det, at de får mulighed for at gøre brug af et særligt tilbud om at uddanne sig, mens de modtager deres sædvanlige løn. Bagefter kvalificerer de sig automatisk til at få samme løn som de faglærte kolleger.

Aftale med DI

Vender man blikket mod FOAs aftale med Dansk Industri lyder den samlede månedlige lønstigning på cirka 2.800 kroner til ufaglærte, hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælpere.

Også her får autoriserede social- og sundhedsassistenter et ekstra fagtillæg og ender på cirka 3.300 kroner, når alle stigningerne er slået igennem – inklusiv et øget pensionsbidrag og indskud til særlige opsparing.

Fællestræk

Der er en række fællestræk i aftalerne. For eksempel stiger tillægget for alle på skæve tidspunkter årligt med 3,5 procent, og alle får et øget pensionsbidrag på én procent.

Der ryger også to procent ekstra ind på den særlige opsparing, som den enkelte lønmodtager selv råder over. Man kan så frit vælge, om pengene skal bruges på løn, pension eller frihed.

Samtidig bliver der de kommende år flere muligheder for, hvad fritvalgskontoen kan anvendes til. Eksempelvis barnets tredje sygedag og to årlige børnebørns-omsorgsdage. Fridage, der fremover kan finansieres via den særlige opsparing.

Med aftalerne sikres det, at tillidsrepræsentanten kan deltage i informationsmøder om nye overenskomster uden at blive modregnet, og som noget nyt får arbejdsmiljørepræsentanten et honorar på 9.000 kroner om året.

Forbedret mulighed for uddannelse

FOA og arbejdsgiverne er blevet enige om en fælles indsats for at få endnu flere til uddanne sig inden for social- og sundhedsfagene.

Derfor er der med begge aftaler sikret penge, så ufaglærte med mindst to års ansættelse får mulighed for at uddanne sig til social- og sundhedshjælper på 17 uger til deres sædvanlige løn.

”Det er en helt unik aftale. Der findes ikke noget andet eksempel på, at man på blot 17 uger og på de vilkår kan blive faglært. Sådan en aftale understreger, at både vi og arbejdsgiverne er enige om, hvor vigtigt det her område er,” siger Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA.

En tur i Forligsinstitutionen

Både Thomas Enghausen og Tanja Nielsen glæder sig over, at de nye aftaler endeligt er forhandlet på plads. I weekenden så det næsten umuligt ud, da FOA og Dansk Industri måtte bede om hjælp i Forligsinstitutionen for at nå til enighed.

At forhandlingerne var særligt komplicerede på plejeområdet i det private, udsprang især af det ekstraordinære lønløft, som de offentligt ansatte social- og sundhedsmedarbejdere fik for et år siden efter trepartsforhandlinger med regeringen.

De privatansatte kolleger havde forventning om noget tilsvarende, men den mulighed har de private forhandlinger ikke givet mulighed for.

”Det har vi hele tiden været klar over, og det har vi heller ikke lagt skjul på. Men det ændrer ikke på, at vi har landet en meget fin aftale – også når det gælder lønnen til social- og sundhedshjælperne og -assistenterne. Over hele linjen sikrer vi fremgang i reallønnen, og det er jeg godt tilfreds med,” siger Thomas Enghausen.

Aftalen skal nu godkendes af FOAs hovedbestyrelse. Hvis hovedbestyrelsen godkender den nye aftale, sendes den videre til urafstemning blandt FOAs medlemmer på det private område.

Læs mere om overenskomstforhandlinger på foa.dk


Fagbladet anbefaler