FOA donerer 205.000 kroner til humanitære formål
FOA støtter organisationer, som arbejder for at sikre psykisk syge og sundhed i både Danmark og flere andre lande.
17. november 2016
Traditionen tro donerede FOA på kongressen penge til humanitære formål. Forbundet gav i alt 205.000 kroner til en række organisationer, som knokler med alt fra at give ældre mennesker i Ghana en ordentlig ældrepleje til at give psykisk syge og deres pårørende i Danmark et mere værdigt liv.
Health Services Workers’ Union og Akrowa Aged-Life Foundation har fået 60.000 kroner til
at oplyse om ældre i Ghana og om behovet for at etablere en egentlig ældrepleje i Ghana.
Kongressen bevilligede desuden 70.000 kroner til International Børnesolidaritet til projektet ’Piger i Nicaragua får en stemme’, som skal sikre bedre forhold for landets piger.
Også Læger Uden Grænser, headspace, et rådgivningstilbud for unge psykisk sårbare og
SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed fik hver 25.000 kroner.
SIND og FOA taler med en stemme
FOA og SIND har gennem længere tid haft et godt og udbytterigt samarbejde med SIND for begge parter, og SINDs landsformand, Knud Kristensen, ser donationen som et foreløbigt højdepunkt i parløbet.
”Det er utroligt vigtigt for mig, at FOA som repræsentant for medarbejderne og vi i SIND som repræsentant for de psykisk sårbare i stedet for at pege fingre af hinanden har en god tæt kontakt og taler med samme stemme. Min oplevelse er, at både lokalpolitikere og landspolitikere lytter mere til, hvad vi siger, når vi står sammen. Derfor betyder donationen fra FOA også rigtig meget for mig,” siger Knud Kristensen.