Flere og flere gør som Kimie: Her har 13.000 kroner gjort en markant forskel
Regeringen vil have flere på fuldtid. I Nyborg har et ‘fuldtids-tillæg’ haft en betydelig effekt.
10. oktober 2023
Arbejd 37 timer om ugen, og vi giver dig et ekstra tillæg på knap 13.000 kroner om året.
Dét tilbud har Nyborg Kommunes social- og sundhedshjælpere og -assistenter haft siden 1. september 2021, hvor aftalen om lokalløn – en såkaldt forhåndsaftale – blev forbedret kraftigt.
Siden er antallet af social- og sundhedsassistenter og -hjælpere på fuldtid vokset fra 63 til 100, viser tal fra kommunen.
”Det viser, at aftalen virker, og det er godt. Folk går op i tid og finder ud, at det godt kan fungere for dem. Og så er der stadig mange, der af forskellige årsager fortsat arbejder deltid,” siger social- og sundhedsassistent Marlene Koldsø, der også er fællestillidsrepræsentant.
Hun oplever, at det særligt er ved at tale om pension, at ’fuldtid sælger’.
”Man indbetaler jo væsentligt mere til pension, hvis man arbejder 37 timer i stedet for eksempel 30 timer. Og det er der mange af de mere ’modne’ medarbejdere, der kan se fornuften i,” siger Marlene Koldsø.
Det var fristende at gå på fuldtid, når man får lidt ekstra for det. Også når man tænker på sin pension. Man ved jo ikke, hvor længe man kan holde til at arbejde, og så kan man blive udfordret, hvis ens pensionsopsparing er lille
Kimie Sigerstrøm
”Det var fristende”
Én af dem, der har valgt at gå op på 37 ugentlige arbejdstimer, er social- og sundhedshjælper Kimie Sigerstrøm, der førhen var ansat på 35 timer.
”Det var fristende at gå på fuldtid, når man får lidt ekstra for det. Også når man tænker på sin pension. Man ved jo ikke, hvor længe man kan holde til at arbejde, og så kan man blive udfordret, hvis ens pensionsopsparing er lille,” siger Kimie Sigerstrøm.
Social- og sundhedshjælperen arbejder på Svanedammens Plejehjem. Her har fem til seks andre kolleger også valgt at arbejde fuldtid, efter tillægget blev en realitet, fortæller Kimie Sigerstrøm. Hun oplever ikke, at de ekstra arbejdstider betyder øget arbejdspres. Tværtimod.
”Faktisk har jeg bare fået bedre tid til at nå mine opgaver. Så den største forskel er på min lønseddel. Jeg kan godt mærke, at det er blevet lidt nemmere at få pengene til at slå til,” siger hun.
Højaktuel debat
Forhåndsaftalen i Nyborg giver også et ekstra tillæg på knap 7.000 kroner årligt til ansatte på mellem 35 og 37 timer. Og det forbedrer muligheden for, at flere går på fuldtid, vurderer Marlene Koldsø.
”Før var 32 timer det ’normale’. Men her kan flere godt overskue at gå på 35 timer, og derfra er der ikke langt til 37 timer. På den måde vælger flere at gå op i tid trin for trin,” siger fællestillidsrepræsentanten.
Debatten om fuldtid er højaktuel, efter regeringen har meddelt, at den i de verserende trepartsforhandlinger ønsker at flere går op i tid.
”Det er en udfordring, at så mange er på kontrakter på mindre end 37 timers arbejde hver uge,” lød det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne forud for forhandlingerne, der begyndte i forrige uge.
Læs også: Quiz: Kan du dit fagblad
Forhandlingerne ventes afsluttes i løbet af efteråret. Derfor er det fortsat uvist, hvad regeringens ønske om øget arbejdstid kommer til at betyde for den bebudede lønstigning til blandt andre social- og sundhedshjælpere og -assistenter.