Efter FOAs to sejre i Højesteret: Nu kan fleksjobbere få genåbnet deres erstatningssager

Husassistent Lotte Hegvald kan have cirka 120.000 kroner til gode, fordi myndighederne afviste hendes erstatningskrav på et forkert grundlag. Nu er hun blandt de første fleksjobbere, der reagerer på muligheden for at få vurderet sin sag igen.
26. februar
”Jeg håber, det kommer til at gå stærkt. Men jeg er forberedt på, at det også kan trække ud.”
Sådan falder ordene fra fleksjobber Lotte Hegvald, som forleden bad Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) om at genåbne den erstatningssag, hun tabte sidste år.
Det afslag var med voldsom sandsynlighed forkert. I hvert fald ifølge de afgørelser, Højesteret har truffet i to sager, FOA førte på vegne af en social- og sundhedsassistent og en ufaglært hjemmehjælper.
De har begge fået medhold i, at AES og Ankestyrelsen siden 2006 har tolket lov om arbejdsskadesikring forkert, når de har givet fleksjobbere afslag på erstatning med henvisning til, at deres såkaldte erhvervsevnetab lå mellem 5 og 15 procent.
Stjernedrys fra Als
Det betyder, at adskillige fleksjobbere – formentligt flere tusinde – nu kan søge om at få behandlet deres sag på ny.
Og det har den 60-årige husassistent fra Augustenborg på Als altså gjort som en af de allerførste, efter at AES forleden præsenterede det skema, man skal bruge.
”Jeg var nok lidt skeptisk og troede, det ville være mere kompliceret. Men jeg blev overrasket. Skemaet er faktisk ret enkelt at gå til, selv om det et enkelt sted var lidt kringlet for mig,” siger Lotte Hegvald og fortsætter:
”Jeg giver fire stjerner ud af fem.”
Sådan får du genåbnet din sag
Du kan søge om genoptagelse, når
- du har modtaget afslag på erstatning for tab af erhvervsevne for en periode, hvor du var visiteret til fleksjob helt eller delvist som følge af en arbejdsskade.
- din indtægtsnedgang var beregnet til at ligge mellem 5 og 15 procent
- arbejdsskaden, som var hel eller delvis årsag til visitation til fleksjob, er en arbejdsulykke sket den 1. januar 2006 eller senere, eller en erhvervssygdom anmeldt den 1. januar 2006 eller senere.
Du skal opfylde alle tre kriterier for at få genåbnet sagen.
Hvis du er i tvivl
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du omfattet af muligheden for at søge om gentagelse af din sag, kan du gå til din oprindelige afgørelse og under ’begrundelse’ eller i afsnittet ’detaljeret beregning af din lønnedgang’ læse, om du har fået afslag, fordi dit erhvervsevnetab (indtægtstab) var mellem 5 og 15 procent.
Vær opmærksom på, at du godt kan have fået flere afgørelser med afslag. Er det tilfældet, skal du søge om genoptagelse for hver enkelt afgørelse, du har fået.
Hvis du stadig er i tvivl eller i øvrigt har spørgsmål, kan du kontakte AES eller bede din fagforening om hjælp. Alle lokale fagforeninger i FOA er orienteret om dette.
Bemærk: Du skal søge om genoptagelse hos AES, uanset om det er Ankestyrelsen eller AES, der har truffet den afgørelse, du ønsker genoptaget. Det er også AES, der tager stilling til anmodningen.
Fagbladet FOA har også bedt AES gøre rede for omfanget af sager og den forventede sagsbehandlingstid. Men det er ikke muligt at besvare de to spørgsmål, for AES har ikke, som det fremgår af en pressemeddelelse, mulighed for selv at finde de relevante sager.
Kilde: aes.dk
Lotte måtte søge råd
Den femte stjerne var også kommet i spil, hvis skemaet havde taget højde for den særlige situation, Lotte Hegvald er havnet i:
Hun arbejdede oprindeligt som køkkenassistent, men måtte forlade arbejdsmarkedet, fordi en operation i den ene arm svækkede hende så meget, at hun endte i fleksjob som husassistent på et lokalt plejecenter.
Her gik det galt, da hun for godt fire år siden faldt og fik en hjernerystelse. Den arbejdsulykke kostede hende en årlig lønnedgang på cirka 30.000 kroner, fordi hun måtte gå ned i arbejdstid. Det tab har hun aldrig fået erstatning for, fordi hendes erhvervsevnetab blev vurderet til 9,5 procent.
Læs her: Sosu-assistent vandt i Højesteret.
I skemaet nævner AES ikke muligheden for, at man har fået afslag på erstatning, fordi man er kommet til skade i et fleksjob. Her tager man afsæt i, at man er visiteret til et fleksjob efter en ulykke eller en skade på det ordinære arbejdsmarked.
”Det er sikkert også tilfældet for langt de fleste, men her måtte jeg stoppe op og spørge om råd for at sikre, at jeg gjorde det rigtige,” siger Lotte Hegvald.
Virkelig godt fanget
Det er Anders Bang Mønster Hansen sikker på, hun gjorde. Som advokat i FOA førte han de to sager ved Højesteret og holder nu øje med efterspillet.
”Lotte er klart inden for den gruppe, der kan gøre krav på at få genåbnet sin sag. Så det er virkelig godt fanget af hende, at hendes særlige situation ikke er beskrevet i ansøgningsskemaet,” siger han og tilføjer:
”Det er god viden, for hun er næppe den eneste, der ikke passer hundrede procent ind i skemaet,” siger Anders Bang Mønster Hansen.
Jeg blev overrasket. Skemaet er faktisk ret enkelt at gå til, selv om det et enkelt sted var lidt kringlet for mig.
Lotte Hegvald, Køkkenassistent i fleksjob
Ingen penge til efterladte
Alle de fleksjobbere, der siden 2006 har fået afslag på erstatning og i øvrigt lever op til kriterierne, kan søge om at få genåbnet deres sag.
Eller næsten alle. Hvis den pågældende er afgået ved døden, er sagen nemlig lukket, idet retten til ydelser ifølge lov om arbejdsskadesikring er personlige.
”Det betyder, at de efterladte ikke har krav på at få genoptaget en tidligere sag,” hedder det i et skriftligt svar til Fagbladet FOA fra Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør, Pension & Arbejdsmarked, ATP.
Erstatningen indgår dog i boet, hvis man dør efter at have bedt om at få genåbnet sin sag – som det var tilfældet i den første af de to højesteretssager.
Læs her: Ufaglært hjemmehjælper vandt i Højesteret
Her blev social- og sundhedsassistent Anette Petersen ramt af kræft og døde inden den endelige afgørelse i Højesteret. Hendes erstatning på godt 120.000 kroner indgik til datter og søn.
”Det afgørende er, at man er i live, når man beder om at få genoptaget sin sag,” siger Anders Bang Mønster Hansen.
Hurtig afgørelse udløser femte stjerne
I FOA er fagpolitisk ordfører Maria Klingsholm 'ekstremt lettet' over, at det er lykkedes ASE at skabe en løsning, som er nem at gå til. I hvert fald ifølge Lotte Hegvalds anmeldelse.
"Det er dejligt, at det opleves smidigt og tilgængeligt for dem, der skal bruge det," siger Maria Klingsholm og håber, at det også bliver rimeligt gnidningsfrit at behandle sagerne, selv om Højesterets domme formentligt øger presset på AES.
I Augustenborg er Lotte Hegvald indstillet på, hun ikke får sin afgørelse lige med det samme. Men hun deler naturligvis Maria Klingsholms ønske og krydser fingre for, at det går relativt stærkt:
”Min sag burde være ret enkel, og det vil være dejligt, hvis den lander inden sommerferien. Hvis det sker, giver jeg fem stjerner ud af fem.”
Sagen kan vokse endnu mere
I første omgang har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indkredset muligheden for at få genåbnet en sag til de mennesker, der er omfattet af paragraf 17a i lov om arbejdssikring.
Den handler alene om dem, der er blevet visiteret til fleksjob efter en arbejdsskade eller -ulykke og har fået afslag på erstatning, fordi deres erhvervsevnetab lå mellem 5 og 15 procent.
I virkeligheden er Højesterets to domme mere omfattende. De favner også de mennesker, der har fået deres sag vurderet ud fra paragraf 17.
Det er dem, der trods en arbejdsulykke eller -skade stadig er i stand til at passe deres job i et eller andet omfang. Hvis de også har fået afslag på erstatning på grund af et erhvervsevnetab på mellem 5 og 15 procent, er de reelt også berettigede til at få erstatning.
Som optakt til de to sager i Højesteret vurderede Kammeradvokaten, at det – alene ud fra fleksjobberne i paragraf 17a – potentielt kunne dreje sig om, at op mod 25.000 fleksjobbere og komme til at koste 2,5 milliarder.
Det reelle antal fleksjobbere bliver mindre, men samlet kan sagen voksen voldsomt, hvis paragraf 17-afgørelserne tælles med.