Efter årevis med deltidsarbejde - Tina og Helle kan have tusindvis af kroner til gode

Sosu-assistenterne Tina Rasmussen og Helle Weber Johansen er kolleger i Kastanjehusene på Nørrebro i København. Ligesom talrige af deres kolleger – heriblandt alle aften- og nattevagter – kan de være omfattet af den nye sag, fordi de som deltidsansatte har haft en del ekstratimer. Morten Bruun

Tina Rasmussen og Helle Weber Johansen er blandt de flere tusinde deltidsansatte FOA-medlemmer, der ifølge historisk afgørelse kan have penge til gode for merarbejde. Alene sidste år kan 5,7 millioner timer være honoreret forkert i kommuner og regioner.

Morten Bruun

i dag kl. 15.37

”Vi er åbenbart blevet snydt i mange år, så det er kun fair, at det bliver ændret. Og det er da dejligt, hvis der er penge på vej.”

Sådan lyder det fra Tina Rasmussen og Helle Weber Johansen, der begge er social- og sundhedsassistenter – og som faste aftenvagter på deltid begge har haft regelmæssigt ekstraarbejde de seneste mange år.

Sådan følger du med i sagen

Siden deltidsdommen har FOA – blandt mange andre – arbejdet på højtryk for at få klarhed over, hvordan dommen skal håndteres.

Arbejdsgivere og lønmodtagere er for det første ved at afklare hvor mange år tilbage, man kan gøre krav på efterbetaling.

Tilsvarende skal der også klarhed over, hvordan overenskomsten skal tilrettes, så de lever op til de nye regler for honorering af overarbejde.

Det skal blandt andet også aftales, om de ekstratimer, man har afspadseret, skal indgå i regnskabet.

Alene i FOA kan det være flere end 100.000 medlemmer, der kan have penge til gode.

Alle FOA-medlemmer – også nye, der har haft ekstraarbejde som deltidsansatte – får behandlet deres sag.

Her er det vigtigt at nævne, at man risikerer at få reduceret sin efterbetaling, hvis man ikke klemme i forhold til de såkaldte forældelsesregler.

Det gode råd er derfor at registrere sin sag så hurtigt som muligt (og derfor også melde sig ind så hurtigt som muligt, hvis man vil have hjælp). 

De godt 20.000 medlemmer, der i september sidste år fulgte FOAs opfordring til at registrere sig inden 27. januar i år, kommer ikke i klemme i forældelsesreglerne.

FOA vil løbende fortælle om sagen. Så hold godt øje med informationer fra FOA, fagbladetfoa.dk, nyhedsbreve og orienteringer fra din tillidsrepræsentant og fagforening.

Derfor er de med i den meget store gruppe af offentligt ansatte – heriblandt tusindvis af FOA-medlemmer – der kan have penge til gode som konsekvens af den kendelse, en faglig voldgift kom med for nylig.

Gigantisk antal timer i spil

Ifølge kendelsen kan deltidsansatte, der har haft ekstraarbejde, have krav på ekstra betaling.

De er blevet lønnet for merarbejde, men skulle, fremgår det af afgørelsen, have været honoreret med overtidsbetaling – nøjagtigt som fuldtidsansatte er det, når de arbejder ekstra.

Derfor er det altså forskellen på merarbejde og overarbejde, der er i spil. Og ifølge opgørelser fra Kommunernes Landsforening og Danske Regioner er der tale om en gigantisk sag.

Alene i 2025 udbetalte kommunerne således 4,9 millioner timer som mertimer, mens regionerne udbetalte 800.000 timer.

Ifølge den faglige voldgift skulle alle disse 5,7 millioner timer altså være udbetalt som overarbejde.

Troede, vi fulgte reglerne

I Kastanjehusene har ingen af de to social- og sundhedsassistenter foreløbig regnet på, hvor mange penge de eventuelt har til gode.

”Jeg har aldrig været bleg for at hjælpe og har tit sagt ja til ekstravagter. På en arbejdsplads som vores sker det selvfølgelig, at vi mangler folk. For eksempel på grund af sygdom,” siger Tina Rasmussen og suppleres af kollegaen:

”Jeg har tit tænkt på, at det var en smule øv, at vi ikke fik flere penge for overarbejde. Men jeg har også tænkt, at det nok bare var sådan, reglerne var,” siger Helle Weber Johansen.

Og så håber jeg, det ender med efterbetaling. Det er noget af en gulerod at have foran sig

Linda Buxbom, Social- og sundhedsassistent-elev

Perioden er uafklaret

De to har været ansat på plejecentret Kastanjehusene på Nørrebro i København i henholdsvis 25 og 17 år. Mens Tina Rasmussen altid har arbejdet på deltid – først 28 timer om ugen, de seneste år 32 timer –valgte Helle Weber Johansen for knap halvandet år siden at gå på fuldtid.

Derfor kan hun dog stadig have penge til gode. Afgørelsen omfatter nemlig alle, der har arbejdet på deltid i den periode, der bliver gældende.

Her har det foreløbig været tale at gå enten fem eller ti år tilbage, men den præcise afgrænsning er endnu ikke på plads. Derfor er det fortsat uafklaret, hvor langt tilbage efterbetalingen kommer til at dreje sig om.

Flere tusinde kroner hver måned

Uanset hvad kan sagen også komme til at gavne Linda Buxbom, der har været ansat på plejecentret Aldersro i Svendborg, siden hun i 2021 blev færdig med at uddanne sig til social- og sundhedshjælper – og i øvrigt nu er startet på at læse til assistent.

Læs mere om medlemskab og deltidsansættelse her

Som arbejdsmiljørepræsentant vidste Linda Buxbom godt, at der var en afgørelse på vej. Og hun husker også, hvordan hun reagerede, da hun hørte kendelsen:

”Jeg tænkte, det er sateme spændende.”

Linda Buxbom arbejdet i en 30 timers stilling som dagvagt, og ligesom kollegerne i København har merarbejde også optrådt regelmæssigt i hendes arbejdsliv.

”Jeg tror, at jeg i snit har fået udbetalt mellem 3.000 og 5.000 kroner ekstra om måneden.”

Afspadsering også i spil

Men hun har også afspadseret noget af sit ekstraarbejde. Og de timer bliver muligvis også en del af det store regnestykke.

Afspadseringen er nemlig udregnet på baggrund af mertid, men skulle være afspadseret efter reglerne om overtid.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk

Derfor kan det også her komme på tale at efterbetale den forskel, der er tale om. Her vil Linda Buxbom – i givet fald – typisk en halv time til gode pr. time, hun har afspadseret.

”Det er helt bevidst, jeg har arbejdet på deltid. Fleksibiliteten har passet godt til mit privatliv, og jeg har aldrig spekuleret i ekstratimer. Jeg har bare sagt ja, når det var muligt.”

Noget af en gulerod

På Nørrebro er Tina Rasmussen og Helle Weber Johansen blevet løbende informeret om sagen af deres tillidsrepræsentant Pernille Skovgaard Jensen. Og sammen med deres øvrige kolleger på deltid spekulerer de nu på den betydning, kendelsen kan få på vagtplanerne.

”Jeg tager det, som det kommer. Men hvis det betyder, at langt flere nu skal arbejde på fuldtid, bliver det svært kun at have aftenvagt,” siger Tina Rasmussen.

”Ja, det har du ret i. Siden jeg gik på fuldtid, har jeg haft en dagvagt om ugen.” siger kollegaen.

På Sydfyn lægger Linda Buxbom ikke skjul på, at hun foretrækker at fortsætte som deltidsansat. Men hun kan godt forstå, hvis det nu bliver sværere. 

”Foreløbig læner jeg mig dog tilbage og afventer næste instruks fra FOA. Og så håber jeg, det ender med efterbetaling. Det er noget af en gulerod at have foran sig.”


Fagbladet anbefaler