Det er ikke nok at være flink for at styre et fly – hvorfor tror vi, det er nok i plejen: Ernst efterlyser mere faglighed

Jeg har arbejdet som social- og sundhedsassistent i Aarhus Kommune i over 30 år. Jeg har aldrig selv været ramt af det, men hver dag oplever jeg, hvordan omsorgsgenet er ved at blive slidt op.

Skal vi redde det her fag, skal der ske noget.

Lige op til finanskrisen i 2008 kan jeg huske, at vi havde et møde på mit arbejde, hvor vores leder sagde, at de burde behandle alle ansatte som guldklumper, fordi det var næsten umuligt at opdrive nye medarbejdere.

Men så kom krisen, og man effektiviserede så meget, at man kunne fodre svin med os bagefter.

Men det resulterede også i, at hele den menneskelige faktor i vores fag blev pillet ud.

Og det er præcis den benzin, jeg har brug for for at kunne give noget igen. Men det er endt med at blive frarøvet mig på en eller anden måde. Det er også derfra, jeg tror, omsorgstrætheden er opstået.

Både politikere og ledere bliver ved med at sige, at vi skal være bedre til at rekruttere.

Jamen, hvem vil I rekruttere? Der er jo ikke nogen.

I skal derimod blive bedre til at holde på dem, I har. I skal dyrke dem, I har.

Jeg er ansat et sted, hvor vi bruger rigtig mange vikarer – altså eksterne vikarer og ikke faste afløsere.

Så det er konstant andre kollegaer end dem, jeg havde i går, eller dem der kommer i morgen. Ingen kontinuitet. Hele tiden skal jeg omstille mig og tilpasse mit arbejde til andres evner eller lyst til at arbejde.

Generelt er udskiftningen i ansatte stor blandt både fastansatte og vikarer.

Det betyder også, at hvis jeg skal sparre med nogen, som ikke har ret meget med i rygsækken, så sparrer jeg 'nedad'. Og så kan jeg i hvert fald ikke udvikle mig.

Vi er mennesker og har brug for at dyrke de relationer, vi har med vores kollegaer. Men hvordan kan vi bruge hinandens styrker, når vi ikke kender hinanden?

Mine kollegaer siger, at det er jo bare sådan, virkeligheden er. Men hvornår bliver virkeligheden sådan, at vi ikke kan stå inde for det mere? Vi er allerede godt på vej.

I det hele bliver det glemt, at faglighed betyder vanvittigt meget. Den er blevet degraderet til, at hænder er hænder, og så er det lige meget, hvem de sidder på.

Jeg plejer at sige, at du ikke kan drive et autoværksted kun med fejedrenge. Og du oplever heller ikke, at når du skal ud at flyve, så siger piloten: ”Jeg er godt nok ufaglært, men jeg er flink”.

For ligger du i en seng og er døende, så betyder det noget, at den, du møder, har en vis forståelse og en vis gensidig respekt med sig.

Fordi jeg arbejder et sted med mange psykiatrisk udfordrede borgere, har jeg efterspurgt supervision som en ganske almindelig ting.

Lige nu har vi kun dem, vi er på arbejde med, og hvis du kun sidder med vikarer, så kommer du ikke videre. Og hvis du får vikarer på dag efter dag efter dag, hvordan kan du så sammenligne den ene dag med den anden? Hvordan kan du følge de forskellige borgere?

Jeg har stadig flere positive end negative ting at sige om faget. Men jeg er desværre nødt til at sige, at jeg ikke kan se mig selv lave det her om 10 år.

Jeg skal have flere kolleger. Jeg skal have flere dygtige kolleger, og jeg skal have en relation til de kolleger.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk