Demonstranter foran rådhuset krævede mere i lokalløn – svaret var ikke opløftende

Nichlas Riise, afdelingsformand i FOA Vestsjælland, forsikrer de fremmødte medlemmer om, at FOA fortsætter kampen for mere i lokalløn. Rasmus Philipsen / FOA Vestsjælland

FOA-medlemmer er oprørte over Slagelse Kommunes fordeling af lokale lønkroner. Mandag fortalte de politikerne, at de kræver mere i lokalløn.

20. juni 2023

Mandag eftermiddag troppede mere end 50 demonstranter op foran Slagelse Rådhus med et krav om flere lokale lønkroner.

”Alle løber stærkere og stærkere, men alligevel melder kommunen ud, at der ikke er penge til lønstigninger i år. Det er ikke rimeligt, at vores faggrupper, der løfter velfærden, hænger bagefter på lønnen,” lød opråbet fra Nichlas Riise, afdelingsformand i FOA Vestsjælland, til de fremmødte.

Bag murene var byrådet samlet, og på dagsordenen var stillet forslag om, at kommunen afsætter de ”fornødne økonomiske midler til de forestående lokallønsforhandlinger med tillidsrepræsentanter og fagforeninger på de kommunale arbejdspladser.”

Baggrunden for forslaget er en ny opgørelse fra FOA, der viser, at én chef i Slagelse Kommune får lige så meget lokalløn som 43 social- og sundhedshjælpere. Ingen anden kommune i landet har ifølge opgørelsen så skæv en fordeling.

Også Fagbladet FOA har tidligere afdækket, hvordan lokallønnen til social- og sundhedshjælpere i Slagelse Kommune er blandt landets laveste, mens kommunens chefer til gengæld ligger helt i top.

Tjek lokallønnen i din kommune eller region

Tidligere på året satte Fagbladet FOA på ny fokus på FOA-medlemmernes lokalløn. Ved at klikke her, kan du blandt andet se, hvor lokallønnen er størst og mindst for FOAs største faggrupper – og sammenligne med din egen kommune eller region.

Ikke opbakning fra byrådet

Ifølge Nichlas Riise er de enkelte medarbejdere oprørte over kommunens fordeling af lokale lønkroner.

De er sure og vrede. De føler ikke, at de bliver set og anerkendt for deres arbejde, siger han til Fagbladet FOA.

I byrådet fandt de fremmødte demonstranter dog ikke opbakning til deres krav. Ifølge avisen Sjællandske endte et flertal i byrådet efter en længere debat nemlig med at stemme forslaget om flere lokallønsmidler til ældreområdet ned.

I stedet blev et ændringsforslag vedtaget, som ifølge Sjællandske groft sagt konstaterede, at de nødvendige ressourcer allerede er afsat.

Til august skal kommunen og FOA have de årlige lokallønsforhandlinger. Ifølge Nichlas Riise meddelte kommunen dog tidligere på måneden, at der vil være 0 kroner at forhandle om for social- og sundhedspersonalet på plejecentre, mens ansatte i hjemmeplejen har udsigt til et løft på i alt 500.000 kroner.

Det er langt fra nok, understreger Nichlas Riise over for Fagbladet FOA. Han går efter, at lokallønnen til de ansatte på ældreområdet løftes med mellem 3 og 4 millioner kroner. Sker det ikke, vil FOA Vestsjælland føre sagen videre i systemet.

Kampen er ikke slut

Dét budskab gjorde afdelingsformanden også klart foran de fremmødte demonstranter:

”Jeg kan love én ting: Vi går i kødet på alle arbejdsgivere, der ikke vil forhandle, og vi tvister alle lønsager, og vi gør det, til vi ser en udvikling,” sagde han og blev mødt af klapsavler, inden han også kom med en opfordring:

I medlemmer skal holde på jeres ret. I skal holde fast, og i fællesskab skal vi nok flytte arbejdsgiverne. I skal sprede budskabet blandt jeres kolleger. Der er kampen lige nu for lokalløn, og om lidt starter kampen for OK24, og den er nøjagtig lige så vigtig.”

At byrådet nedstemte forslaget om at afsætte flere midler til lokalløn på ældreområdet, får ikke Nichlas Riise til at miste modet. I hans optik handler kommunen i strid med aftalen om lokal løndannelse og henviser til, at der i aftalen står, at ”det er et ledelsesansvar at prioritere, at der er midler til rådighed til lokal løndannelse.”

”Hvis vi ikke får de penge, vi vil have, så kører vi tvister på alt. Som jeg sagde til én af politikerne i går: ’Jeg har ingen øvre arbejdstid, så I kommer til at glo usandsynligt meget på mig’” siger Nichlas Riise efterfulgt af et grin.

Fagbladet FOA har siden tirsdag klokken 9.50 forsøgt at få en kommentar fra Slagelse Kommune.