Danmark skal bruge 120 milliarder ekstra til forsvar. Betyder det nedskæringer i velfærden?

FOA-formand Mona Striib er ikke bekymret for, at massiv oprustning rammer ”den grundlæggende velfærd”.
20. februar
Frem mod 2033 kommer Danmark til at bruge i alt 120 milliarder kroner ekstra på Forsvaret.
Det fortalte regeringen på et pressemøde onsdag.
”Vi står i den farligste situation i mange, mange år. På grund af truslen fra Rusland, for at forsvare Danmark og for at undgå krig, går vi nu i gang med en yderligere oprustning,” lød det fra statsminister Mette Frederiksen flankeret af forsvars- og udenrigsministeren.
Til efteråret forventer regeringen at præsentere en ”ny økonomisk plan” med et permanent løft af Forsvaret.
”Min forventning er, at vi de næste mange år ser ind i forsvarsudgifter, der er større end de nogensinde har været før i Danmark.”
”Det vil kræve en ny og samlet økonomisk plan, der fører en masse svære valg og prioriteringer med sig,” sagde Mette Frederiksen.
Hvad med velfærden?
Et centralt spørgsmål for mange FOA-medlemmer er, om – og i så fald hvordan – disse 'svære valg' rammer vores velfærdssamfund.
FOAs formand Mona Striib er ikke bekymret for ”den grundlæggende velfærd”.
”Alle de samtaler, jeg har haft indtil nu, tyder på, at i hvert fald en del af regeringen har tænkt sig at sikre, at vi har en solid velfærd i Danmark. Det er lige fra ældrepleje til dagtilbud og skoler.”
”Men budskabet er også, at der nok ikke er plads til de store ønskelister, så der må vi tøjle vores behov for, at der skal ske udvikling,” siger Mona Striib.
Allerede nu er vi i gang med at presse på for, at den nye økonomiske plan ikke indbefatter øget arbejdspres
Mona Striib, forbundsformand i FOA
- Vi kigger ind i en tid med flere ældre og større mangel på social- og sundhedspersonale. Hvor bekymrende er det?
”Selvom vi ikke havde fået det nye, meget alvorlige bagtæppe, var vi i forvejen bekymrede for, hvordan pokker vi skal nå i mål med den udfordring. Det handler simpelthen om, at der ikke er mennesker nok. Derfor skal vi være sikre på, at vi får investeret i velfærdsteknologi, og der er stadig meget at hente på planlægningsværktøjer og meget andet,” siger Mona Striib.
- Mange medlemmer oplever stort arbejdspres. Er der grund til at bekymre sig for, at det pres bliver større?
”Allerede nu er vi i gang med at presse på for, at den nye økonomiske plan ikke indbefatter øget arbejdspres. Det kan det ikke tåle. Man behøver bare at se på, hvor mange der desværre må gå fra før tid, fordi man ikke kan holde til arbejdspresset.”
”Kan jeg sige, at der ikke kommer til at ske noget på FOAs områder? Nej, det kan jeg ikke. Men vi er i gang med at have de møder og samtaler, der skal til for at påvirke og fortælle, hvordan verden ser ud,” siger Mona Striib.