Corona-test af sundhedspersonale kan ikke sikres endnu
Efter Sundhedsstyrelsen kom med nye retningslinjer for test af sundhedspersonale, har man været ramt af forsyningsproblemer. Retningslinjerne kan derfor ikke følges fuldt ud endnu.
23. marts 2020
Hvornår man som medarbejder i sundhedsvæsnet kan blive testet for coronavirus har været genstand for en del forvirring i den seneste uge.
Onsdag opdaterede Sundhedsstyrelsen sine retningslinjer, hvor det fremgik, at medarbejdere, der varetager kritiske funktioner i sundhedsvæsnet, kan blive testet med lette til moderate symptomer.
Lørdag meldte Danske Regioner dog ud, at flere af landets regioner midlertidigt måtte stoppe med at teste sundhedspersonale på grund af forsyningsproblemer.
Søndag blev en ny national teststrategi så præsenteret af sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, hvor det igen fremgik, at medarbejdere, der varetager kritiske funktioner, kan blive testet med lette til moderate symptomer.
Så hvordan skal man egentlig forholde sig til det som medarbejder i sundhedsvæsnet?
”Vi udgav de nye retningslinjer i onsdags, og efterfølgende kom der så forsyningsproblemer i forhold til at skaffe test-kits. Derfor er retningslinjerne ikke fuldt ud implementeret, da nogle regioner måtte prioritere de mest syge og indlæggelseskrævende patienter,” siger Helene Probst, der er Centerchef i Sundhedsstyrelsens center for planlægning.
Læs også: Regioner stopper midlertidigt med at teste sundhedspersonale
Fuldt fokus på problemet
Det er endnu for tidligt at sige, hvornår man kan regne med, at man som medarbejder i sundhedsvæsnet kan blive testet, fortæller Helene Probst:
”Jeg kan ikke sige præcist, hvornår retningslinjerne kan blive implementeret, men der bliver arbejdet benhårdt på at få styr på kapaciteten af tests. Der er fuldt fokus på det, så vi håber, at man i regionerne kan implementere retningslinjerne meget hurtigt,” siger hun.
Når situationen er, at test-kapaciteten ikke er, som den skal være, så må man i i regionerne fortsat prioritere de patienter, der er mest syge. Man skal derfor som medarbejder, hvis man har symptomer, tale med sin arbejdsgiver om, hvad man gør i den konkrete situation. Det er arbejdsgiveren der vurderer om man varetager en kritisk funktion, forklarer Helene Probst.
”Hvis ens leder mener, at man varetager en kritisk funktion, skal man kontakte sin praktiserende læge med henblik på at blive henvist til vurdering og test. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal man ikke være på arbejde med mistanke om at man har coronavirus, men blive hjemme til man har været symptomfri i 48 timer,” siger Helene Probst.
Knokler på livet løs
Meldingen fra Danske Regioner er nogenlunde den samme som fra Sundhedsstyrelsen: Man vil gerne teste personalet i sundhedsvæsnet, og man arbejder på, at det kan lade sig gøre. Formand for Danske Regioner Stephanie Lose skriver i en mail til Fagbladet FOA:
”I regionerne ønsker vi at teste flere, blandt andet flere medarbejdere i sundhedsvæsenet med lettere symptomer. Men det forudsætter, at vi har tilstrækkeligt med udstyr, så vi har nok til at teste de patienter, der er alvorligt syge.
I regionerne knokler vi på livet løs for at teste så mange som muligt og skaffe det udstyr, der skal til. Vores dygtige medarbejdere har i de seneste uger lagt liv og sjæl i indsatsen, og de har arbejdet tæt sammen med hinanden, med sundhedsmyndighederne og med virksomhederne.”
Læs også: Frustrerede sundhedsmedarbejdere må se langt efter test
Man arbejder med at udbygge kapacitetenI en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet om den nye teststrategi fremgår det, at den maskinelle kapacitet lige nu kan levere 3.000 test dagligt i Danmark, men at der stadig er andre udfordringer med at skaffe materialer, testkits og personale.
Man arbejder med at udbygge testkapaciteten ved blandt andet at samarbejde med en række danske virksomheder om at omlægge produktion til både test og værnemidler og ved at indkøbe flere test fra udlandet.
Sundhedsministeren beklager
Danmark er derudover gået glip af muligheden for at købe tusindvis af test fra Sydkorea, skrev Berlingske søndag.
I en mail til Folketingets sundhedsordførere, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af, beklager sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, at man ikke i tilstrækkelig grad har fulgt op på henvendelsen fra sydkoreanske embedsmænd.
”Ministeriet er ved at afklare det præcise forløb, men mit ministerium har allerede her til aften rakt ud til den sydkoreanske ambassade i København med henblik på i morgen tidlig at genetablere en kontakt om muligt køb af testkit fra de sydkoreanske leverandører,” står der videre i mailen fra Magnus Heunicke.
Markant fald i antal af udførte tests
På et pressemøde mandag eftermiddag, hvor regeringen fortalte, at nedlukningen af Danmark vil fortsætte til og med den 13. april, blev om manglen på tests også omtalt.
Her var meldingen ligeledes, at man arbejder på højtryk for at få fyldt lagrene op med tests. Der blev også fortalt, at antallet af udførte tests faldt markant i weekenden. Hvor man i sidste uge testede omkring 1.000 i døgnet, testede man i weekenden kun mellem 300 og 400 personer i døgnet.