Borgerforslag når gylden grænse: Måske får du ret til flere barnets sygedage

Når børn er syge er behovet for forældreomsorg ekstra stort. Derfor støtter over 50.000 borgere nu op om, at politikerne bør sikre, at forældre selv kan passe deres syge børn. Jørgen True (Arkivfoto)

Forældre bør have ret til at passe deres syge børn i al den tid, de er syge. Sådan lyder et borgerforslag, der nu fremsættes som beslutningsforslag i Folketinget. FOA mener, at coronapandemien gør spørgsmålet om barnets sygedage ekstra relevant. 

02. februar 2021

“Pasning af syge børn bliver hurtigt en kabale, som forældre på bedste vis forsøger at få til at gå op. Og her taber barnet altid på bekostning af arbejdsmarkedets behov og vilkår.”

Sådan lyder en del af baggrunden for et borgerforslag om, at forældre bør kunne passe deres syge børn under hele sygeperioden ved almen sygdom. Som loven er nu, har de fleste offentligt ansatte kun mulighed for at få fri de første en til to dage.

Og nu har forslaget fået over 50.000 støtter, hvilket betyder, at et eller flere af de partier, der støtter ordningen om borgerforslag, fremsætter det som et beslutningsforslag i Folketinget. Efter eventuelle ændringer i forslaget, skal Folketingets medlemmer i sidste ende stemme om, hvorvidt det skal vedtages. Hos Alternativet er svaret klart.

“Det er en mærkesag for os, at der kommer ret til flere barnets sygedage. For det er ikke rimeligt, at man som forældre skal sende syge børn afsted i institution. Derfor støtter vi også forslaget 100 procent,” siger partiets børne- og familieordfører Mira Issa Bloch.

 

For mange afleverer syge børn

En FOA-medlemsundersøgelse fra 2017 understreger det problem, Mira Issa Bloch slår ned på: Knap hvert andet medlem har nemlig afleveret et sygt barn, ligesom tre ud af fire FOA-ansatte i dagtilbud har taget imod syge børn.

“Det betyder, at de syge børn får ikke den omsorg, de har behov for. Derudover er det stressende for forældrene, at de ikke har mulighed for at blive hjemme ved barnet. Og så skaber det øget smitterisiko for andre børn og ansatte i institutionerne. Derfor er det vigtigt, at vi får løst problemet,” siger Mira Issa Bloch.

Dansk Folkeparti mener heller ikke, at forældre bør været nødsaget til at sende syge børn i skole eller dagtilbud, fordi de ikke kan få fri. Derfor ser de umiddelbart positivt på forslaget.

“Vi vil gerne give familien mulighed for at tage ansvar for deres egne børn, når de er syge. Men om vi i sidste ende kommer til at stemme for eller imod, kan jeg ikke sige, før vi har set nærmere på forslaget og drøftet det i folketingsgruppen,” siger partiets børne- og undervisningsordfører Marie Krarup.

Hos Enhedslisten er det derimod sikkert, at man bakker op om flere barnets sygedage.

“Vi håber selvfølgelig meget, at forslaget går igennem, men det ville desværre ikke komme bag på mig, hvis det ikke gør. Jeg forestiller mig, at nogle partier formentlig ikke synes, det er et tilstrækkeligt stort problem,” siger børneordfører Jakob Sølvhøj.

 

 

Skeler til nabolandet

I borgerforslaget foreslås en ændring, som læner sig op ad den lovgivning, man har i Sverige. Her har hver forælder - frem til barnet er 12 år - som udgangspunkt ret til at være hjemme med et sygt barn 60 dage om året - pr. barn vel at mærke.

Når svenske forældre tager fri for at passe syge børn, får de ikke løn, men i stedet en lønkompensation på omkring 80 procent. Denne betales af den såkaldte Försäkringskassa, der er ejet af staten, og som lønmodtagere og arbejdsgivere betaler til.

Netop en sådan model, forestiller Enhedslisten sig, vil være hensigtsmæssig at ty til, men påpeger, at den bør indfases over en længere årrække, da ordningen formentligt vil blive dyr. Også hos Alternativet er Mira Issa Bloch positivt stemt.

“Vi synes, det er et godt bud på, hvordan man kan skabe en løsning. Men vi er også åbne over for andre modeller. Det vigtigste for os er, at det sker noget på området nu,” siger børne- og familieordføreren.

 

FOA: Meget sympatisk forslag

Hos FOA kalder forbundssekretær Maria Melchiorsen forslaget om flere barnets sygedage for “meget sympatisk,” da hun ikke mener, at to sygedage er tilstrækkeligt.

“I bund og grund tjener forslaget et godt formål, for vi ved, at syge børn har brug for deres forældre, og at det med barnets sygedage kan sætte forældrene i problemer. Og i og med pensionsalderen stiger, er det jo de færreste, som har bedsteforældre, der hurtigt kan træde til,” siger hun.

Ifølge Maria Melchiorsen er der dog særligt to ting, politikerne skal være opmærksomme på ved forslaget. Først og fremmest skal man sikre, at forslaget tænkes ind i de aftaler, der allerede er. For eksempel aftalen om, at arbejdsgiver betaler første og anden barnets sygedag.

“Derudover er jeg bekymret for, at det kan skabe en kønsmæssig ulighed, da det ofte er kvinderne, som går hjemme med syge børn. Så hvordan sikrer man den her ordning uden at ende med en kønsmæssig ulighed - det bliver man nødt til at tænke over,” siger hun.

 

Midlertidige coronaregler

Under coronapandemien er muligheden for at passe sine syge børn faktisk midlertidigt ændret. Forældrene har nemlig ret til 10 dage på barselsdagpenge, hvis deres børn er syge med covid-19 eller er i isolation på grund af nærkontakt til en smittet. Hos FOA har man dog fået henvendelser om, at de 10 dage ikke rækker.

“Den nye britiske mutation kræver jo, at man får tre tests. Og så bliver det knap og nap 14 dage, man skal holde sine børn hjemme. Derfor kommer forældrene i klemme,” siger Maria Melchiorsen, som derfor har råbt politikerne op: Der skal flere dage til.

Hun mener dog, at det er svært at drage den konklusion, at fordi 10 dage ikke rækker nu, vil det samme gøre sig gældende under andre sygdomsperioder.

“For lige nu står vi i en ekstraordinær situation, hvor børn også skal holdes hjemme, selvom de potentielt ikke er syge. Men det er klart, at hele coronasituationen - hvor der har været øget fokus på smitterisiko - giver anledning til at tale om, hvad vi kan gøre for at sikre, at forældre kan være hjemme og passe deres syge børn. Det er der behov for,” siger Maria Melchiorsen.

Du kan læse hele borgerforslaget her.

Du kan læse om den nuværende ret til at tage barnets sygedage her.