Blev overfaldet på plejehjem for tre år siden:Line venter stadig på sin erstatning

Line Andersen, 30-årige social og sundhedsassistentelev, fortalte i maj sidste år om, hvordan hun var havnet bagerst i køen i Erstatningsnævnet, efter at hun under en vagt på et plejehjem var blevet overfaldet af en mand med Alzheimer. Nu er afgørelsen faldet. Tobias Stidsen

Flere falder fra på bestemt uddannelse og en ny teknologi skal skabe mere tryghed på plejehjem. Det er bare nogle af de ting, vi skal omkring i overblikket.

i dag kl. 08.15

Der er ikke længe til weekenden kalder - og måske ovenikøbet sommerferien.

Men inden du når så langt, skal du have denne uges overblik over nyheder fra velfærdsområdet.

Rigtig god læselyst.

Næsten 40 procent falder fra social- og sundhedsassistentuddannelsen

Et stigende antal elever falder fra uddannelsen til social- og sundhedsassistent – og antallet har kun været stigende de seneste år.

Ifølge en ny rapport fra KL gennemfører kun 6 ud af 10 elever, knap 40 procent, der begyndte hovedforløbet i 2021, uddannelsen. Det er en stigning i frafald siden 2017.

Til sammenligning ligger frafaldet for social- og sundhedshjælpere generelt lavere.

For at nedbringe frafaldet har KL, FOA, Danske Regioner og social- og sundhedsskolerne sat nye initiativer i gang. For eksempel en kortlægning af, hvad der rent faktisk hjælper eleverne gennem uddannelsen.

Kortuddannede seniorer kæmper med helbred og økonomi

En ny undersøgelse fra VIVE viser, at mange kortuddannede privatansatte seniorer oplever en dobbelt udfordring: et nedslidt helbred og en presset økonomi.

De fleste vil gerne blive på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen, men vil gerne gå ned i tid for at skåne sig selv. Det er dog ikke alle, hvis økonomi giver plads til det.

Undersøgelsen peger på, at arbejdsfællesskab og mening i jobbet er vigtige grunde til, at de bliver.

Men der er behov for, blandt andet, formelle seniorordninger og løbende uddannelse der kan give mulighed for mere varierede arbejdsopgaver, hvis de skal kunne holde til den sidste del af arbejdslivet.

Plejehjem tester ny trygheds-teknologi

Plejehjemmet Bakkely i Videbæk tester en ny teknologi, der skal øge beboernes tryghed, skriver Seniormonitor.

En infrarød sensor installeret i beboernes lejligheder registrerer bevægelser og taler sammen med en AI-computer, men uden at optage eller gemme video.

På skærmen vises kun en tegnet figur – ikke detaljer som tøj eller ansigt.

Teknologien skal hjælpe personalet med at give hjælp på rette tidspunkt og give mere ro til både beboere og ansatte. Beboerne kan selv sige nej til at deltage i forsøget.

Testen af det nye udstyr koster 250.000 kroner, som Ringkøbing-Skjern Kommune betaler med deres velfærdsteknologi-pulje.

Line venter stadig på erstatning efter overfald på plejehjem

Husker du historien om Line Andersen? Den 30-årige social- og sundhedsassistentelev, som i maj sidste år fortalte Fagbladet FOA, hvordan hun var havnet bagerst i køen i Erstatningsnævnet, efter at hun under en vagt på et plejehjem var blevet overfaldet af en mand med Alzheimer.

Oprindeligt fik hun at vide, at det ville tage 10-12 måneder at behandle sagen i Erstatningsnævnet. Det blev så forlænget med fire-fem måneder – og derefter med yderligere 16-17 måneder.

Derfor venter Line Andersen stadig på sin endelige afgørelse, som det fremgår af Politiken, der nu sætter fokus på Erstatningsnævnet.

For to måneder siden øjnede hun det første lille lys for enden af tunnelen, da hun fik at vide, at hun var berettiget til erstatning.

Hun har dog ikke råd til at gå til psykolog, før hun har fået sine penge, og over for Politiken lægger hun ikke skjul på sine frustrationer.

”Når jeg får erstatningen, vil der være gået omkring fire år, siden jeg blev overfaldet,” siger hun til avisen.

Børnehave sender pædagog til VM i bowling

Lone Toft er pædagog i en børnehave i Vrå – men hun er også europamester i bowling for 50+.

Det har kvalificeret hende til VM i USA, men Lone turde ikke drømme om den oplevelse, fordi hun ikke havde mulighed for at betale omkostningerne for turen, der løb op i 30.000 kroner.

Men, torsdag i sidste blev hun overrasket af børn, forældre og kolleger, der havde samlet pengene ind til turen, skriver DR.

Det var en forælder, der organiserede indsamlingen, og lokale virksomheder bidrog også.

Nu skal Lone og hendes holdkammerater til Reno, Nevada, i oktober.

Fagbladet anbefaler