Blev du også rørt?Nu kan du få historien bag tv-lægens tårer

Mange velfærdsmedarbejdere lagde nok mærke til en tårevædet tv-læge, der besøgte Aftenshowet for en måneds tid siden. Nu kan de få hele historien. Læs med i dette overblik over ugens begivenheder.
i dag kl. 09.13
Verden går videre, selv om mange holder ferie i øjeblikket. For eksempel er den nye ældrelov lige trådt i kraft, og Danmark har overtaget formandskabet i EU.
Her er nogle af de andre små og store nyheder fra velfærdsområdet i denne uge:
Medicinhåndtering har udfordringer
”Der er alt for stor afstand mellem teori og praksis, når det gælder sikker håndtering af medicin i plejesektoren.”
Sådan lyder det fra overlæge og enhedschef Charlotte Hjort i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Overlægen udtaler sig i en pressemeddelelse fra styrelsen, som kan fortælle, at den i 2024 udførte 191 sundhedsfaglige tilsyn på plejecentre, i hjemmepleje og hjemmesygepleje.
I knap 60 procent af tilsynene var der ”mangler i plejeenhedernes håndtering og opbevaring af medicin”.
Ikke desto mindre gav 91 procent af de undersøgte plejeenheder udtryk for, at de ”havde fastlagte og sikre arbejdsgange for dispensering og administration af medicin samt sikker identifikation af patienten og patientens medicin”.
Tidligere pædagogmedhjælper idømt forvaring
En 42-årig mand, der før har arbejdet som pædagogmedhjælper, skal spærres inde på ubestemt tid.
Det nåede Vestre Landsret frem til onsdag – og dermed blev forvaringsdommen fra byretten i Randers tidligere på året stadfæstet.
Manden er kendt skyldig i 91 forbrydelser, hvor han primært online har krænket børn seksuelt. Det er typisk foregået ved, at han har udgivet sig for at være en jævnaldrende på sociale medier, skriver TV 2 Østjylland..
Her har han manipuleret børnene til at posere mere eller mindre afklædte og i flere tilfælde udføre seksuelle handlinger i videoer, som han efterfølgende delte i pædofile netværk.
Virkelighedens Kira har lagt navn til app
I 30 år har social- og sundhedsassistenten Kira Kruse Willmarts arbejdet med at oplære kollegerne i dokumentation.
Men nu har hun også lagt navn til en app, der skal gøre dokumentation meget nemmere i fremtiden.
Det fortæller Jon Vilshammer, som er den ene af de to udviklere af appen, til Rudersdal Avis.
Han fortæller blandt andet om Kira:
”Som det meste af frontpersonalet er hun lagt ned af krav om dokumentation. Hun sagde, at hvis hun fik en digital assistent, ville det være en gigantisk lettelse.”
Ægte tårer og kloge hænder
Mange kiggede nok en ekstra gang, hvis de fulgte med i ’Aftenshowet’ den 2. juni.
Her blev DR’s Peter Qvortrup Geisling så rørt over de to sosu-studerende Laura Skøtt og Astrid Andersens fortælling om, hvordan de oplevede en masse fordomme over, at han måtte fælde en tåre.
“Det er jeres empati og jeres hjerte, der er hele limen i sundhedsvæsenet,” sagde han blandt andet.
Nu sætter Astrid og Lauras skole, SOSU Syd, med podcasten ’Kloge hænder’ fokus på, hvad det egentlig var der skete den aften for rullende kameraer, og hvordan de to elever med i ’Aftenshowet’.
Podcasten handler også om, hvordan vi får flere unge til at vælge social- og sundhedsuddannelserne, og hvor meningsfuldt det er at gøre en forskel i livets sidste tid.
I institution i ferien
Kan forældre være bekendt at sende deres børn i børnehave, når de selv holder sommerferie?
Det er der delte meninger om, men forskerne Dil Bach og Karen Ida Dannesboe fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, arbejder i øjeblikket på at gøre os klogere med studiet ’Børnehaveferie’.
Det er endnu ikke helt færdigt, men de to forskere fortæller blandt andet til Weekendavisen, at det endda nogle gange kan være at foretrække, at børnene er i institution, selv om de voksne har fri.
"Den gode ferie for børn kan godt handle om samvær med familien, men det kan også handle om at være i børnehave eller på koloni, og der kan være forskellige grunde til, hvornår man gør hvad," siger Dil Bach til avisen.
Filippinske au pairs som sosu-hjælpere
Da regeringen og arbejdsmarkedets parter i mandags præsenterede en aftale om udenlandsk arbejdskraft, manglede Filippinerne på listen over godkendte lande.
Det er en fejl, mener Frederiksbergs socialdemokratiske borgmester Michael Vindfeldt ifølge Berlingske.
Han vil nu arbejde for, at Frederiksberg-borgernes filippinske au pairs skal have lov til at blive i Danmark og uddanne sig til social- og sundhedshjælpere, skriver avisen.