Arbejdsplads overholdt reglerne – alligevel har Masoomeh mistet sin opholdstilladelse

Direktør Troels Bjerregaard (til højre) var med til støtteprotesten for Masoomeh Nezhadi (til venstre) den 5. januar 2026. Rigmor Ginnerup Kelsen

Lions Neurocenter rejser kritik af beslutningen om, at deres ansat Masoomeh Nezhadi skal sendes ud af landet. Det beror på en unødig streng fortolkning af loven, mener direktøren.

i dag kl. 08.50

Masoomeh Nezhadi rejste for tre år siden fra Iran til Danmark, hvor hun har boet og arbejdet som social- og sundhedsmedarbejder.

Den 1. december 2025 fik hun afvist sin opholds- og arbejdstilladelse af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI, red.), som vurderer, at hendes arbejdsplads, Lions Neurocenter, ikke lever op til kravet om at have social- og sundhedselever.

Ifølge styrelsen er det en grundlæggende betingelse, at arbejdsgiveren opfylder sine uddannelsesforpligtelser – men fordi eleverne formelt er registreret under Københavns Kommune, anerkender SIRI ikke, at kravet er opfyldt.

Der er tale om en unødig streng fortolkning af loven, som har ulykkelige konsekvenser for Masoomeh og hendes familie

Troels Bjerregaard, direktør hos Lions Neurocenter

Den vurdering er Lions Neurocenter uenig i.

”Vi har haft elever i år, sidste år og forrige år, og vi har betalt deres løn. Men fordi deres ansættelse administreres gennem Københavns Kommune, bliver eleverne formelt registreret under kommunen og ikke Lions Neurocenter. Og så ligner det pludselig, at vi ikke tager imod de elever, vi er påkrævet,” siger Troels Bjerregaard, der er direktør hos Lions Neurocenter.

Praksis bliver ikke anerkendt

Lions Neurocenter er en selvejende institution, og derfor har arbejdspladsen ikke mulighed for at indgå direkte uddannelsesaftaler med skolerne i København, som de ellers har undersøgt mulighederne for.

Derfor er Lions Neurocenter afhængig af kommunens model for elevtilknytning, og den bliver ikke anerkendt i SIRI’s vurdering. Det har fået direkte konsekvenser for Masoomeh Nezhadi, som har fået afvist sin opholds- og arbejdstilladelse.

”Jeg mener dybest set, at der er tale om en unødig streng fortolkning af loven, som har ulykkelige konsekvenser for Masoomeh og hendes familie,” siger Troels Bjerregaard.

Vi har ikke haft fantasi til at forestille os, at vores samarbejde med Københavns Kommune ikke vil blive accepteret

Troels Bjerregaard, direktør hos Lions Neurocenter

Samtidig har Lions Neurocenter betalt en ekstra afgift, som ellers kun opkræves hos arbejdspladser uden elever.

”Det er komplekse ordninger, som bliver tolket meget stramt. For mindre selvejende institutioner som vores, uden et stort administrativt embedsværk, kan det være svært at navigere i,” siger han.

”Når det så er sagt, så har vi jo faktisk elever, men det bliver ikke anerkendt, og vi bliver pålagt at betale afgifter. Der synes jeg, at man strammer den.”

Status på Masoomeh Nezhadis sag

Masoomeh Nezhadi og hendes familie fik besked på at forlade Danmark den 7. januar 2026 og rejse tilbage til Iran.

Hendes mand er taget til Iran, men Masoomeh og parrets to sønner har søgt asyl.

”Jeg er bange for at tage hjem til Iran, fordi der er så uroligt lige nu,” fortæller Masoomeh Nezhadi.       

På nuværende tidspunkt bor Masoomeh Nezhadi og de to sønner stadig i familiens lejlighed, men den 5. februar skal de flytte til Center Sandholm i Birkerød, som er et modtagecenter for asylansøgere.

”Jeg har det virkelig skidt. Jeg er meget bekymret for, hvordan det bliver for os, og særligt for mine børn. Det er det eneste, jeg tænker på,” siger hun.           

Da Masoomeh Nezhadi fik afvist sin opholds- og arbejdstilladelse, valgte hun gennem sin advokat at klage over SIRIs afgørelse. På daværende tidspunkt arbejdede advokaten Rene Schack for, at familien som minimum kunne få lov at blive i landet, mens klagen behandles. Men det fik familien afslag på den 6. januar.

Familien venter stadig svar på den indsendte klage, men ifølge deres advokat Rene Schack kan sagsbehandlingen tage op til seks måneder. 

Alligevel har Masoomeh Nezhadi ikke opgivet håbet.

”Jeg vil blive ved med at kæmpe min sag.”

Dialog med SIRI uden resultat

Troels Bjerregaard deltog i støtteprotesten for Masoomeh Nezhadi den 5. januar, hvor Fagbladet FOA også var til stede.

Her takkede han for hendes indsats og understregede, at der generelt er mangel på den kvalitet, som hun kan levere, og at de som arbejdsplads har værdsat hende som medarbejder.

Vi er ekstremt motiverede for at finde en løsning, og vi undersøger, om der er andet, vi kan gøre

Troels Bjerregaard, direktør hos Lions Neurocenter

Derfor har Lions Neurocenter også forsøgt at skubbe til SIRIs afgørelse.

”Vi har været i dialog med SIRI flere gange og gjort opmærksom på, at vi faktisk opfylder uddannelsesforpligtelserne. Men det har ingen betydning for SIRIs afgørelse. Efter min mening er der tale om en meget ufleksibel håndtering af lovgivningen,” siger Troels Bjerregaard.

”Vi er ekstremt motiverede for at finde en løsning, og vi undersøger, om der er andet, vi kan gøre. Men vi har simpelhent bare ikke haft fantasi til at forestille os, at vores samarbejde med Københavns Kommune ikke vil blive accepteret.”

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk

Ministeriet kommenterer ikke den konkrete sag

Fagbladet FOA har forelagt kritikken for Udlændinge- og Integrationsministeriet, der står for lovgivningen på området. 

I et skriftligt svar skriver ministeriet:

”Udlændinge- og integrationsministeren har ikke nogen kommentar til den konkrete sag. Ministeriet henviser til SIRI i forhold til den konkrete sag.”

Derfor har Fagbladet FOA også kontaktet Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

I en mail skriver Frederik Gammeltoft, der er kontorchef hos SIRI:

”Det er en grundlæggende betingelse på positivlisten for faglærte, at arbejdsgiver lever op til sine uddannelsesforpligtelser af elever og lærlinge.”

Med andre ord er det ikke SIRI, men Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag - også kaldet AUB - der vurderer, om en arbejdsplads lever op til kravet om at have elever. Hvis eleverne ikke er registreret korrekt i AUB’s system, bliver kravet derfor ikke anerkendt – uanset hvordan elevordningen er tilrettelagt i praksis.

”Vurderingen af arbejdsgivers uddannelsesforpligtelser sker hos Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, som SIRI hører i forbindelse med sagens behandling,” skriver Frederik Gammeltoft afslutningsvis.


Fagbladet anbefaler