Antallet af kontorstillinger vokser langt hurtigere end antallet af velfærdsansatte i det offentlige

”Det er, som om pengene forsvinder i for meget papirarbejde.”

Sådan lød det blandt andet fra Mette Frederiksen til Socialdemokratiets partikongres i 2016. Siden er hun gentagne gange vendt tilbage til budskabet:

Bureaukratiet fylder for meget i den offentlige sektor.

Men udefra set er udviklingen tilsyneladende gået i den modsatte retning.

Ifølge Berlingske er der siden 2019 i gennemsnit kommet 750 offentlige administrative årsværk til hvert eneste kvartal. Til sammenligning er antallet af velfærdspersonale på FOAs områder steget med 390 fuldtidsstillinger per kvartal i samme periode.

Det viser tal, Fagbladet FOA har trukket fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

I procent svarer det til en stigning på omkring 16 procent blandt de administrative ansatte fra 2019 til 2025, mens velfærdsmedarbejderne kun er steget med 3,4 procent i samme periode (se boks).

Den udvikling bekymrer forbundsformanden for FOA, Mona Striib.

”Det er en skævvridning af prioriteringen af de økonomiske midler. Vi skriger jo nærmest på arbejdskraft, hvor det er menneske til menneske,” siger hun.

”Vi kan se, at der gradvist bliver spist af den tid, man bruger per borger i ældreplejen, og det gør, at kvaliteten falder. Og når kvaliteten falder, bliver der mindre og mindre opbakning til, at vores skattekroner skal gå til velfærd.”

Administrativt arbejde kan være nødvendigt for velfærden

Både i det politiske billede og i medierne fylder det, at der mangler personale i ældreplejen, daginstitutioner og sundhedsvæsenet.

Når stigningen blandt det administrative personale alligevel er større, er der ifølge Sofie Holme Andersen, som er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, flere forklaringer.

”Det kan blandt andet skyldes, at i takt med at vi bliver ældre, og flere får demens, er der også behov for flere jurister, der kan håndtere værgemål,” siger hun.

Hun understreger, at det er svært præcist at afgøre, hvad de administrative medarbejdere laver. Stigningen kan sagtens være fagligt begrundet, men at det er afgørende, hvilke opgaver de løser.

”Det gavner velfælden, hvis stigningen af administrative ansatte for eksempel skyldes, at der er kommet flere sagsbehandlere, så børn, der mistrives, hurtigere kan få hjælp. Men hvis stigningen skyldes, at flere sidder og laver strategi ude i kommunerne, vil de fleste mene, at pengene kunne være brugt bedre andre steder,” siger hun.

Flere regler kan kræve flere administrative hænder 

Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl peger på, at stigningen også hænger sammen med, at kommuner og regioner i dag står med langt mere komplekse opgaver end tidligere.

”Den offentlige sektor bliver mødt af et voksende antal regler og krav, selvom politikerne taler om at nedbringe bureaukratiet,” siger han og understreger, at det derfor er nødvendigt med administrativt personale, der kan hjælpe med at navigere i det.

Samtidig er det i praksis svært at skære ned på administrationen.

”Man kan godt sige, at pengene hellere skal bruges på velfærdspersonalet på gulvet, men når der hele tiden kommer nye krav og lovgivninger, er det svært at pege på, hvilke administrative funktioner, der skal nedlægges.”

Et konkret eksempel finder han i sundhedsvæsenet, hvor krav om kvalitet og hurtig behandling også medfører omfattende dokumentation.

”Hvis vi ser på kræftpakker, er der med god grund nogle regler for, hvor hurtigt man skal i behandling, og hvordan et kræftforløb skal se ud. Bagved det ligger der en masse dokumentation, som regionerne skal håndtere for at sikre, at kravene bliver overholdt.”

Prioriteringen af ressourcer er afgørende for velfærden

Også FOAs forbundsformand, Mona Striib, understreger, at velfærdssamfundet ikke kan fungere uden administration.

Hun peger på, at den omfattende GDPR-lovgivning, der er indført de senere år, oveni en stor, offentlig digitaliseringsstrategi formentlig har været med til at skubbe prioriteringerne væk fra den arbejdskraft, som udfører den borgernære velfærd, til de mere administrative kræfter.

”Der er intet velfærd, hvis ikke der er noget styring. Der er intet velfærd, hvis ikke vi kan dokumentere eller registrere. Men vi bliver nødt til at diskutere prioritering, og det er derfor, at FOA sammen med en række andre har sagt, at der skal være de rette kompetencer til de rette opgaver.”

Netop prioriteringen er også kernen i problemet, mener arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl.

”Vi kan ikke bruge pengene to gange i den offentlige sektor. Den er hele tiden presset på udgifter. Og hvis pengene går til at ansætte folk, der kan tage vare på bureaukratiske opgaver, så tager det penge fra, at man kunne have ansat en social- og sundhedsassistent eller en pædagog mere,” siger han.

Cheføkonom Sofie Holme Andersen tilføjer, at prioriteringen også afhænger af, hvor mange uddannede velfærdsmedarbejdere, der står til rådighed. Hvis udviklingen skal vendes, kræver det endnu flere færdiguddannede.