Ældreminister: Så meget falder antallet af tilsyn med ny lov

Ældreminister Mette Kierkgaard fra Moderaterne ønsker af reducere antallet af tilsyn i ældreplejen med den nye ældrelov. Jørgen True

Med den ny ældrelov, som inden længe skal behandles i Folketinget, vil ældreministeren reducere antallet af tilsyn i ældreplejen markant.

04. november

Medarbejdere og ledere i ældreplejen skal bruge langt mindre tid på tilsyn, når der ikke er behov for det. Det mener forligskredsen bag den nye ældrelov, som er på trapperne.

Derfor foreslår den, at ældretilsynet skal være risikobaseret, og som udgangspunkt kun komme på tilsynsbesøg hvert femte år på landets plejehjem, i hjemmeplejen og hos private leverandører.

Det skriver Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Fremover skal ældretilsynet vurdere, hvor der kan være størst risiko, eller hvor der er en konkret bekymring for kvalitet i helhedsplejen, og på den baggrund gennemføre besøg.

Fra 110 til 20 procent

I dag fører alle landets 98 kommuner hvert år tilsyn med egne plejehjem og hjemmeplejen, men fremover forankres tilsynet i få kommuner. Når det kommunale og statslige ældretilsyn erstattes af det nye tværkommunale tilsyn, betyder det, at tilsynstrykket for de planlagte tilsyn på ældreområdet reduceres fra cirka 110 procent til cirka 20 procent.

”Vi har valgt at have tillid til, at ledere og medarbejdere yder omsorg og passer godt på vores ældre. Det nye tværkommunale tilsyn skal være et sted, hvor man kan få hjælp fra, hvis man oplever udfordringer, og derfor er tilsynets rolle at yde rådgivning og sparring og understøtte kvaliteten. Tilsyn er noget, man skal lære af. Derfor bygger vi videre på nogle af de gode erfaringer, som er i opfølgnings- og læringsforløb i de nuværende ældretilsyn. Tilsynet skal være en hjælpende hånd og – når der er brug for det – en løftet pegefinger,” skriver Ældreminister fra Moderaterne Mette Kierkgaard i pressemeddelelsen.

Lov om ældretilsyn forventes at træde i kraft 1. januar 2025. Det nye tværkommunale ældretilsyn vil være i drift fra 1. juli 2025. Samtidig oprettes Ældrelinjen, hvor ældre, pårørende og personale kan henvende sig direkte og anonymt til ældretilsynet om bekymrende forhold.


Fagbladet anbefaler