Ældreloven rulles ud: Her er de nye anbefalinger om dokumentation og velfærdsteknologi

Nye anbefalinger om både velfærdsteknologi og dokumentation i ældreplejen skal forbedre både borgernes og medarbejdernes hverdag.
i dag kl. 12.40
Som led i ældreloven, som trådte i kraft 1. juli i år, er der blevet skabt to partnerskaber – 'Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi' og 'Partnerskabet for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen'.
Begge partnerskaber har fredag lanceret deres nye anbefalinger til henholdsvis velfærdsteknologi og mindre og bedre dokumentation i ældreplejen.
Anbefalinger til udbredelse af velfærdsteknologi
-
Teknologien skal tage udgangspunkt i borgeren
Borgerens behov og værdighed kommer først. Velfærdsteknologi skal understøtte borgerens selvhjulpenhed.
-
Medarbejdere og ledere skal være med hele vejen
Medarbejdere og ledere have de rette kompetencer og inddrages i arbejdet med ny velfærdsteknologi. Det skal styrke medarbejdernes ejerskab, arbejdsglæde, arbejdsmiljø og faglige stolthed. Ikke alle medarbejdere skal kende alle teknologier. Flere kommuner har etableret ’velfærdsteknologipiloter’ og it-pedeller, som går forrest og kan hjælpe, når skærmen går i sort.
-
Civilsamfund og pårørende er vigtige medspillere
Pårørende og frivillige kan hjælpe ældre i gang med at bruge teknologi. Men ansvaret for pleje skal altid ligge hos fagfolkene. Og så er det vigtigt, at ensomme eller udsatte ældre, der ikke har pårørende, ikke stilles ringere end dem, der har pårørende til at hjælpe.
-
Borgerne skal kunne se og afprøve teknologien
Showrooms, it-caféer og prøvelejligheder kan give ældre og medarbejdere mulighed for at opleve løsningerne i praksis.
-
Deling af viden skal accelerere udviklingen
Erfaringer skal deles kommunerne i mellem. Det kan spare ressourcer og skabe hurtigere resultater.
-
Investeringer skal fokusere på det, der virker
Der findes allerede mange gennemprøvede løsninger, som både styrker arbejdsmiljø og livskvalitet. Men de skal udbredes bredere og hurtigere.
-
Klare juridiske regler
Mange gode løsninger bremses af usikkerhed om regler, GDPR og data. Klare, ensartede rammer skal sikre, at teknologien kan bruges i praksis.
Principper og anbefalinger for bedre dokumentation
Dokumentation er en vigtig del af ældreplejen, men den må ikke stjæle tiden fra omsorg og nærvær.
Partnerskabet for bedre og mindre dokumentation har derfor samlet seks principper og fire anbefalinger, som skal sikre det.
De seks principper for god dokumentation
-
Fjern unødige krav
Lokale regler, der ikke er lovpligtige eller nødvendige, skal væk. Medarbejderne skal inddrages aktivt i oprydningen. Start med et tankeeksperiment: Alle dokumentationskrav blev fjernet, og kommunen skulle starte forfra med at formulere lokale krav – hvilke krav ville så være nødvendige?
-
Automatisk først
Brug teknologi, hvor det giver mening. For eksempel tale-til-tekst eller beslutningsstøtte, så dobbeltarbejde mindskes.
-
Del oplysninger effektivt
Undgå dobbeltdokumentation. Oplysninger skal deles på tværs af faggrupper og sektorer, så borgerens forløb hænger sammen.
-
Dokumentér med borgeren
Når dokumentationen sker sammen med borgeren, styrkes både kvalitet, borgerens tryghed og værdighed. Borgeren kan på den måde korrigere misforståelser.
-
Dokumentér kun ved afvigelser
Fokusér på det, der afviger fra planen. Det sparer tid og bygger på tillid til medarbejdernes faglighed.
-
Ledelsesmæssigt fokus
Kulturændring kræver ledelse. Mange medarbejdere har en oplevelse af ikke altid at vide, hvorfor de skal dokumentere, som de skal. Der skal være kontinuerligt fokus fra ledelsen på at gøre dokumentation meningsfuld.
Udover principperne for god dokumentation er partnerskabet også kommet med fire anbefalinger.
De fire anbefalinger for bedre og mindre dokumentation
-
Dokumentation skal være nemt for alle, uanset faglig baggrund eller sprogvanskeligheder. Lederne bør sørge for, at der tilrettelægges, organiseres og udvælges data, der er nødvendigt.
-
Data fra sensorer og digitale værktøjer skal automatisk ind i omsorgsjournalerne, så det ikke kræver dobbeltindtastning. Det vil frigive tid og skabe ensartethed i dokumentationen.
-
Nye automatiseringsløsninger skal vælges ud fra, om de sparer tid, forbedrer kvaliteten eller styrker arbejdsmiljøet.
-
Reglerne skal være ensartede på tværs af kommuner, så automatisering kan udbredes uden usikkerhed.
Du kan læse mere om anbefalingerne på ældreministeriets hjemmeside.