To små børn med særlige behov i centrum for to retssager: Kan skabe principiel retning for pædagogisk støtte

To københavnske familier sidder i Københavns Byret i disse uger. De har lagt sag an mod Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, fordi de ikke mener, at kommunen har sikret den støtte til deres børn med særlige behov, som de har ret til. Og at kommunen dermed har forbrudt sig mod dagtilbudsloven. 

Det skriver både Politiken og Berlingske, der følger retssagerne, som forventes afsluttet om fire uger.  Og som ifølge Kirsten Ketscher, professor emeritus i socialret ved Københavns Universitet, er ”principielle sager, som jeg tror går hele vejen til Højesteret”. Det siger hun til Berlingske. 

Tre voksne til 26 børn

De to dagblade beskriver, hvordan forældrene til den ene pige, som er særligt sensitiv og derfor har fået bevilliget basisplads i børnehaven med de ekstra ressourcer og særligt uddannet personale, der følger med, i 2019 fik et anonymt brev. 

Her stod der, at der på den stue, hvor pigen gik, ofte var tre voksne til 26 børn, hvoraf de fem havde behov for særlig støtte. 

»Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være bekymret for jeres barns trivsel, jeres barns udvikling og til tider jeres barns sikkerhed. Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være... bange!«, lød det blandt andet i brevet.

Forældrene oplevede også selv, hvordan forholdene ikke var, som de skulle, og at pigen begyndte at mistrives. De beskriver, at aftalerne ikke blev overholdt, personalet blev konstant skiftet ud, og der var ofte kun tre voksne til 12 regulære børn og fem basisbørn på stuen, der også ofte havde vikar. 

”Vi kunne hente hende om eftermiddagen og konstatere, at hun stadig havde den samme ble på, som vi om morgenen havde givet hende på og endda med indtørret afføring i. Børn sad og kaldte ude fra toiletterne, uden at blive hørt af andre end os forældre, der gik ud og tørrede dem,” siger pigens mor, Kira Juul til Berlingske. 

Blindt barn uden hjælp

I den anden sag, er det Paloma, der er født blind, men kognitivt almindelig, der kun fik bevilliget støtteperson i en almindelig daginstitution på 15-20 timer om ugen, hvorefter puljen med midlerne blev nedlagt. Det blev anerkendt som en fejl, Paloma fik sin støtteperson tilbage med flere timer end tidligere. Men så blev bevillingen skåret ned igen. 

”Et blindt barn kan ikke …” siger Palomas mor, Rikke Hubert til Berlingske, der har kæmpet sin datters sag. 

”Hun er helt banalt til fare for sig selv, hvis hun ikke har en hånd til at føre hende. Hvis hun ikke får synstolkning, så er hun meget alene i verden. Det svarer til at få bind for øjnene eller blive placeret i et helt mørkelagt rum, uden nogen fortæller, hvad der sker. Det kan man ikke. Det må man ikke …” siger hun. 

Hvor går velfærdssamfundet nedre grænse?

I begge sager er dagtilbudslovens paragraf 4, stk. 2 stridspunktet. Den forlyder:

»Kommunalbestyrelsen skal sikre, at børn og unge under 18 år, der har behov for støtte i et dag-, fritids- eller klubtilbud m.v. for at kunne trives og udvikle sig, tilbydes en sådan støtte i tilbuddet«.

Flere organisationer har valgt at støtte retssagerne økonomisk, blandt andet forældreorganisationen FOLA. 

”Essensen er, at vi nu beder domstolen vurdere, om vi som samfund er nået under det nedre niveau i de konkrete sager. Det er en principiel sag om, hvad vi som samfund kan tillade os over for børn med funktionsnedsættelser,” siger Thomas Taguchi, der er advokat for forældrene i de to sager til Berlingske, som har forholdt Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune kritikpunkterne. 

Her mener man ifølge avisen, at man har levet op til loven.