Thea arbejder i døgnåben institution: "Børnene kan tage det i det tempo, de vil"

”Jeg synes, at tid er en kæmpe faktor i forhold til, hvordan vi går til opgaven,” siger Thea Larsen, der arbejder i den døgnåbne daginstitution Månehuset. Maren Urban Swart

Daginstitutionen Månehuset i København har åbent døgnet rundt. Det skaber mulighed for at være sammen med børnene på en anden måde, fortæller pædagog Thea Larsen.

i dag kl. 12.25

Klokken er 16.30 en eftermiddag i februar. Tidspunktet hvor de fleste daginstitutioner er ved at lukke ned og slå alarmen til.

Men i institutionen Månehuset er der også børn i huset fra månen står op til den går ned.

For institutionen, som ligger overfor Tivoli, holder nemlig døgnåbent.

Man har en anden tid til tingene heroppe. Børnene kan tage det i det tempo de vil, ligesom de voksne.

Thea Larsen, pædagog i Månehuset

I dag er det pædagogen Thea Larsen, der har døgnvagt. Inden hun blev ansat i Månehuset, arbejdede hun fem år i en vuggestue.

”Jeg fik lyst til at prøve, hvordan det er at arbejde uden for de normale arbejdstider. Det giver mulighed for at få nogle andre oplevelser og et andet nærvær med børnene,” forklarer hun.

”Og hvis jeg skulle prøve at arbejde døgn, skulle det være inden, at jeg selv fik børn.”

Mere tid

Her til eftermiddag har fire børn taget turen fra deres stuer på de nedre etager og op på den øverste etage, hvor døgndelen holder til.

”Vi plejer at gå herop inden børnehaven og vuggestuen lukker ned, så de ikke skal være der, når der bliver stolet op,” forklarer Thea Larsen.

Oppe under taget bliver der bygget hule med en uregerlig plaid.

Thea har tidligere på dagen malet den ene af drengene med ansigtsmaling. Midt i en snak om, at børnene har været udklædt som dinosaurskelet og vampyr til fastelavn og halloween, melder lækkersulten sig.

Hurtigt finder Theas kollega et par kiks til børnene.

”Man har en anden tid til tingene heroppe. Børnene kan tage det i det tempo de vil, ligesom de voksne. Det kan også noget, at vi har en blandet børnegruppe i døgndelen, hvor børnene lærer hinanden at kende på tværs af stuer og vuggestue og børnehave,” forklarer Thea Larsen.

Der er gang i cafelegen, hvor børnene har travlt med at anrette mad og drikke til Thea. Maren Urban Swart

I døgndelen fylder samarbejdet med forældrene lidt mere end i dagdelen, forklarer Thea Larsen.

”Vi gør lidt mere for at bevare nogle af de putterutiner, man har hjemmefra og i nogle tilfælde skal hjemmerutinerne også blive justeret lidt, så kontrasten ikke bliver alt for stor,” fortæller hun.

Forskellige døgnrytmer

De børn, der kommer i døgndelen af Månehuset, har forældre, som har aften- eller natarbejde.

Det er alt fra ansatte i sundhedssektoren, politibetjente, lokoførere, butiksansatte og skuespillere, som har senere forestillinger.

Institutionen ser helst, at børnene hentes inden klokken 19, hvis de ikke skal sove der, for der begynder putterutinen.

Og kan man ikke hente inden klokken 21, anbefales det, at børnene sover der.

”Men der er også nogle forældre, som har sene vagter to dage i træk. Og det kan være meget for et barn at blive hentet klokken otte om morgenen for så at blive afleveret samme dag og skulle sove her en gang mere,” forklarer Thea Larsen.

”Nogle gange giver det mening, at barnet bliver hentet, mens det sover, så det kan vågne op derhjemme. Der er også børn, som har en anden døgnrytme end andre, for de er vant til at sove sent og stå sent op, fordi det er sådan, deres forældre arbejder.”

Tid til at sove

Klokken 17.30 står aftensmaden klar i køkkenet.

Dagens menu er linsesuppe, som ikke vækker begejstring hos alle, så der bliver fundet rugbrød og kyllingepølse frem.

Snakken går lystigt rundt om bordet, mens børnene gufler rugbrødsmader. Maren Urban Swart

Lyset bliver dæmpet, og et par elektriske fyrfadslys bliver sat på bordet. Men børnene er lidt uenige om, om de kun skal tændes, når man spiser morgenmad.

I dag bliver tre af børnene hentet ud på aftenen, en af drengene skal blive og sove.

Det samme skal Thea.

Men hun er ikke alene.

Klokken 21 møder en vågen nattevagt ind, så Thea kan få sovet.

En lille hilsen

Inden hun går i seng, skriver hun til forældrene til de børn, der overnatter i Månehuset, og fortæller, hvordan dagen er gået, og hvornår de er faldet i søvn.

”Hvis et barn bliver sygt i løbet af natten eller bliver vildt ked af det, så vækker nattevagten mig,” forklarer Thea Larsen.

I morgen begynder hendes dag klokken seks, hvor de første børn bliver afleveret. Men man kan også komme tidligere. For lige som nogle forældre arbejder sent, møder andre forældre tidligt.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk

Hen ad formiddagen får Thea fri.

”Jeg havde fri i går, har døgn i dag og har fri resten af dagen i morgen. Der er mange, der gerne vil have den her slags stilling, fordi det er noget andet. Og jeg har ikke noget imod at arbejde i weekenden og så have en hverdag fri,” siger Thea Larsen.

Udenfor Månehuset hænger månen højt på himlen.

Oppe under tagryggen er børnene i gang med at lege cafe, og har travlt med at tage imod bestillinger fra Thea.

Om lidt bliver tre af børnene hentet, og den dreng, der skal blive og sove, skal have nattøj på, børstet tænder, hører de godnathistorier og puttes i den seng, han selv har valgt.

 


Fagbladet anbefaler