Sosu’er reagerer på ny ældrereform: ”Hvis minuttyranni, dokumentations-tyranni og den slags kan skrues ned, er det en drøm”

Anne Jensen (tv.) og Katja Bagger (th.), som begge arbejder i ældreplejen i Greve Kommune, ser både gode og mindre gode initiativer i den nye ældrereform. Ida Østerlund

Selvbestemmelse, som den nye ældrereform bygger på, kan både være en gave og en udfordring, hvis du spørger social- og sundhedshjælper Anne Jensen og social- og sundhedsassistent Katja Bagger fra Greve Kommune.

30. januar

Endelig kunne SVM-regeringen tirsdag morgen præsentere den længe ventede ældrereform under det bærende princip ’helhedspleje’. I den forbindelse var hele regeringstoppen sammen med over 2.000 personer – herunder medarbejdere og ledere i ældreplejen – samlet i Messe C i Fredericia til stormøde om fremtidens ældrepleje.

Her var både fællessang og borddiskussioner om værdier i plejen, og fra scenen bebudede statsminister Mette Frederiksen, at hun ville tage et opgør med danskernes indgroede uddannelsessnobberi.

”Det bliver ikke finere end at dedikere sit eget arbejdsliv til at arbejde med andre mennesker,” sagde statsministeren, og det budskab blev mødt af store klapsalver.

Ida Østerlund

To af dem, som har viet deres liv til at tage sig af andre mennesker, og som var mødt op til stormødet, var tillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent på Møllehøj Lokalcenter i Greve Kommune, Katja Bagger og fællestillidsrepræsentant og social- og sundhedshjælper i Greve Kommune, Anne Jensen.

De kan begge se både gode og bekymrende elementer i den nye ældreform.
Ida Østerlund

Katja Bagger, social- og sundhedsassistent og tillidsrepræsentant, kalder sig selv splittet over regeringens udspil til den nye ældrereform.

”Jeg synes, det lyder så skønt. Så dejligt. Hvis minuttyranni, dokumentationstyranni og den slags kan skrues ned, er det en drøm. Jeg er superinspireret af frihed, tillid og at sætte arbejdet fri,” siger hun.

”Samtidig er der en anden side af mig, der har været i det her fag i 30 år, som tænker, om alle spillere i det her fag kan tåle den frihed? Vi har så stor mangel på faguddannet personale. Hvordan skal jeg sende en 19-årig sommerferievikar ud og være super faglig?” siger Katja Bagger.

Som eksempel nævner hun, at ældrereformens forslag med mere selvbestemmelse til borgerne måske kan betyde, at nogle af de kolleger, der ikke har en den store demensfaglighed, giver op, hvis en borger for eksempel siger nej til personlig hygiejne.

”Vi har mange borgere, der ikke vil barberes. Og der skal vores faglighed jo gerne være, at vi kan forhandle med dem, hvis de trænger til det. Vi kan forklare dem, hvorfor det er en god idé at blive barberet på en måde, hvor vi bruger vores faglighed. Men der er måske nogen, der ikke har samme faglighed, som bare vil sige ’nå’, hvis en borger siger nej til at blive barberet,” siger Katja Bagger.

Ida Østerlund

Anne Jensen, social- og sundhedshjælper og fællestillidsrepræsentant, håber især på, at regeringen kommer i mål med deres udmeldinger om, at der skal være mindre dokumentation og bureaukrati.

”Mange steder i mange kommuner har man dobbeltdokumentation. Vi har skemaer hos borgerne, og vi skal ind og dokumentere i Opus eller Nexus, samtidig har vi også skemaer rundt omkring på afdelingerne, vi skal krydse af. På den måde får vi nogle gange trestrengsdokumentation. Der har vi talt om ved det bord, jeg sidder ved her til stormødet, at vi kunne rigtig godt tænke os en helt klar udmelding om, at vi har énstrengsdokumentation,” siger hun.

”Men jeg mangler at høre, om regeringen har tænkt på de ting – hvordan man helt lavpraktisk skal komme uden om den her slags dobbeltdokumentation,” siger Anne Jensen.

”Og så håber jeg også, at vi en dag kan få nogle systemer, der gør, at vi kan indtale vores dokumentation. Det ville også hjælpe dem, der har svært ved at læse og skrive,” siger Anne Jensen.

Hun er dog glad for den måde, man med ældreloven ønsker at anskue plejeopgaven på. At medarbejderne og borgerne får bedre mulighed for at bestemme selv og for at præge hverdagen, og at det bliver borgerens behov før plejeydelsen.

”Jeg glæder mig til, at vi kan få lov til at udfolde tingene på vores egen måde. Vi har nogle rammer, og dem kommer vi ikke udenom, men jeg glæder mig til mere medindflydelse, medbestemmelse og mere inddragelse af borgerne. Det er vigtigt at have kulturen med hos den borger, man besøger. At det er borgerens behov og ikke opgaven, der kommer først. Jeg glæder mig til, at det bliver relation fremfor opgave. Det er ekstremt vigtigt,” siger Anne og tilføjer:

”Og så håber jeg på, at det her med medarbejderinddragelse og medbestemmelse også kan være med til at komme forråelse til livs.”