SOSU-elevers opråb får kendt læge til at bryde sammen på TV

Kasper Søholt/Ritzau Scanpix

De helt store følelser kom i spil, da to SOSU-studerende kom med et opråb i bedste sendetid.

03. juni

Der mangler respekt for SOSU-faget.

Sådan lød deres opråb, da Laura Skøtt og Astrid Andersen først skrev et debatindlæg i Politiken og siden gæstede Aftenshowet mandag aften. 

De er begge SOSU-studerende og oplever, at der bliver set ned på det fag, som de snart skal ud og være en del af. 

“Vi oplever mange fordomme, og det er virkelig ærgerligt, når man brænder for sit fag,” sagde Laura Skøtt i programmet.

De bør anerkende os i stedet for og have respekt for, at vi har valgt det her fag

Laura Skøtt, SOSU-studerende

Hun har både oplevet at blive spurgt om, hvorvidt hun kun har valgt uddannelsen som en sidste udvej, fordi hun ikke havde gode nok karakterer eller var uddannelsesparat. 

Og så er hun flere gange blevet mødt med nedladende kommentarer om, at man som social- og sundhedsansat ikke laver andet end at “tørre røv på gamle mennesker”.

Det er alt sammen fordomme, som Astrid Andersen nikker genkendende til. Faktisk i så høj grad, at det sommetider går ud over hendes egen opfattelse af faget. 

“Man kan næsten selv begynde at snakke dårligt om det, fordi man gerne vil beskytte sig selv, fordi man er nervøs for at gå imod strømmen, sagde hun og fortsatte: 

“Men det er svært, for vi har jo valgt det her fag af en grund, og vi er stolte af det.”

Pak fordommene væk

Det er ikke fordi, at de to studerende forventer, at der skal være store fanfarer og jubel, når de fortæller om deres kommende arbejde. 

Egentlig håber de bare på, at folk vil sætte sig lidt mere ind i, hvilket vigtigt job de er i gang med at uddanne sig til. 

“Vi vil gerne have, at folk kender mere til faget, så de ved, hvad der ligger bag facaden,” sagde Astrid Andersen.

Derfor håber de begge to, at deres opråb kan være med til at gøre op med nogle af de fordomme, der hårdnakket lever derude. 

“De bør anerkende os i stedet for og have respekt for, at vi har valgt det her fag,” sagde Laura Skøtt.

Brød sammen på åben skærm

Med i Aftenshowet var også TV-læge Peter Qvortrup Geisling, og han tog ikke let på de studerendes oplevelser. Han mener, at der er et enormt behov for, at der bliver skabt bedre vilkår for social- og sundhedshjælpere og -assistenter herhjemme. 

“Det går rigtig galt, hvis vi ikke virkelig får skabt de bedste, kærligste, mest energigivende rammer for jer," sagde han. 

Det er jeres empati og jeres hjerte, der er hele limen i sundhedsvæsenet

Peter Qvortrup Geisling, TV-læge

TV-lægen fortsatte sin talestrøm for at understrege, hvor meget studerende som Laura Skøtt og Astrid Andersen betyder for velfærdsdanmark. Men undervejs blev han så rørt og overmandet af tårer, at han måtte stoppe op og give sig selv tid til at sunde sig. 

“Det er jeres empati og jeres hjerte, der er hele limen i sundhedsvæsenet,” sagde han med grødet stemme og stoppede kort, før han igen kunne fortsætte: 

“Der er bare noget skævt i, at unge mennesker, der ikke bare vil udfolde sig selv… Unge mennesker, der faktisk har overskud til at give til andre…. At vi ikke løfter jer bedre.”

Overfor Ekstra Bladet forklarer Peter Qvortrup Geisling på bagkant, at han blev rørt over den manglende anerkendelse, der hersker omkring faget: 

“Det berører mig, at vi er kommet så langt ud i forhold til værdierne i samfundet, men også i medierne, hvor vi på en eller anden måde rammer skiven helt skævt. Når de vil bruge deres liv på at give en god alderdom til ældre mennesker, men er nødt til at lave en kronik i Politiken, så er der noget galt.”


Fagbladet anbefaler