Sne stopper ikke undervisningen i Nordjylland: Skole trækker på covid-erfaring
Vintervejret betød, at dele af undervisning mandag foregik online hos SOSU Nord. En undervisningsform som skolen allerede har erfaring med.
05. januar
Sneen har lagt sig i store dele af Danmark. Og særligt i Nordjylland har de kunnet mærke, hvordan vintervejret har gjort hverdagen lidt mere besværlig.
Det har blandt andet fået konsekvenser for SOSU Nord, hvor de mandag den 5. januar har været nødt til at omlægge dele af undervisningen til at foregå online.
Beslutningen er taget efter flere overvejelser, fortæller Mathilde Engdal Nielsen, der er uddannelsesleder for social- og sundhedshjælperuddannelsen på SOSU Nord.
”Vi taler i ledelsen meget om, hvordan vi løser sådan en snedag bedst muligt. Og så ligger der jo et arbejde for den enkelte underviser i forhold til, hvordan de kan tilrettelægge undervisningen, så eleverne stadig får et læringsudbytte.”
Vi har lært enormt meget af coronatiden.
Mathilde Engdal Nielsen, Uddannelsesleder for social- og sundhedshjælperuddannelsen på SOSU Nord
Og selvom undervisningen måske foregår på lidt anden vis hos SOSU Nord i dag, er det ikke først gang, at undervisningen foregår online.
”Vi har lært enormt meget af coronatiden. Der har vi jo en stor erfaring, vi kan trække på, så vi faktisk får nogle elever, der tænker, at de får noget ud af den undervisning, de modtager online,” siger Mathilde Engdal Nielsen.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Det er dog ikke for alle SOSU Nords elever, at undervisningen i dag foregår online. Det gælder blandt andet nogle af de nyopstartede hold, som fortsat skal møde op på skolen.
”Det vil ikke være fordelagtigt for dem at hoppe på hjemmefra. Der kommer derfor en underviser, der let kan komme til skolen, som tager imod de elever, der kommer,” fortæller Mathilde Engdal Nielsen.
I morgen kan eleverne vende tilbage til skolen, hvor undervisningen forventes at fortsætte som normalt.