Samtlige regioner mangler personale til ambulancerne
I alle landets fem regioner er der vanskeligheder med at finde nok ambulancereddere og paramedicinere til at betjene ambulancerne. I alt er der lige nu 202 ubesatte stillinger, fremgår det af et svar fra Sundhedsministeren til Folketingets Sundhedsudvalg.
26. januar 2022
Over hele landet er der udfordringer med at finde folk, som kan rykke hurtigt ud, når borgerne ringer 112, fordi de har brug for akut hjælp og en ambulance. Sammenlagt er der på landsplan 202 vakante stillinger som ambulancereddere eller paramedicinere. Det viser et svar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Folketingets Sundhedsudvalg.
I Region Hovedstaden er der i alt 70 af den slags ubesatte job hos de to eksterne leverandører, og fem ledige stillinger blandt ambulancepersonalet i regionens eget akutberedskab. I Region Nordjylland er der 21 vakante stillinger i ambulancetjenesten, mens der i Region Syddanmark mangler 20 ambulancereddere eller paramedicinere. Og i Region Sjælland er der 36 ubesatte stillinger.
Tallene fra de fire regioner er fra januar. Region Midtjyllands opgørelse er fra 1. december og viser, at der på det tidspunkt manglede 12 ambulancereddere eller paramedicinere hos en eksterne leverandør, og der var 38 ledige stillinger hos regionens egen ambulancetjeneste.
DF ønsker national præhospital enhed
Det er Dansk Folkepartis Sundhedsordfører Liselott Blixt, der har rejst spørgsmålet over for ministeren om antallet af manglende reddere og paramedicinere. Hun er meget bekymret over manglen på personale til så livsvigtige funktioner. Liselott Blixt mener, at området er blevet presset af udbudsrunder, hvor firmaer har konkurreret så hårdt, at det er gået ud over personalets arbejdsforhold.
”Jeg har talt med mange reddere om, at der har været meget uro på området. Det er en af grundende til, at jeg ønsker en national præhospital enhed, hvor man arbejder sammen og ikke på tværs. Vi må se på, hvordan vi gør så ikke alting skal i udbud, og gør det hele usikkert hver fjerde år,” siger hun.
FOA: Området egner sig ikke til udbud
I FOA er næstformand i Teknik- og Servicesektoren Thomas Brücker enig i, at området ikke egner sig til at blive sendt i udbud hver fjerde år.
”Vi ved, at hver gang, der er udbud, er der medarbejdere, der helt forlader faget, når de skal skifte arbejdsgiver. Kunne der komme ro på området, kunne der også komme mere stabilitet,” siger han.
Thomas Brücker peger på, at et dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø får mange til at forlade faget.
”Der er masser, der står i kø for at blive redder-elever. Men det nytter ikke noget at uddanne folk til et dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Folk flygter fra faget, hvis de kan komme afsted med det. Hvis man ikke gør noget for arbejdsmiljøet, vil manglen på reddere kun stige.” siger han og nævner, at det er kommet frem, at otte procent af redderne har PTSD.
Arbejdspres og voldsomme oplevelser: PTSD-alarm blandt reddere og brandfolk
Thomas Brücker ønsker at få undersøgt tallene nærmere. Han vil blandt andet gerne vide, hvad de vakante stillinger konkret betyder for bemandingen af ambulancerne i hverdagen.
Sundhedsministeren: Centralt at sikre bemanding
Sundhedsminister Magnus Heunicke understreger i brevet til sundhedsudvalget, at det er helt centralt for regeringen, at der er en tilstrækkelig bemanding af landets akutberedskaber.
”Det er en kritisk del af vores sundhedsvæsen, som skal fungere. Jeg har derfor en klar forventning om, at regionerne sikrer dette. I den forbindelse har jeg noteret, at der blandt andet er skruet op for optaget på ambulancebehandler-uddannelsen. Det er i sig selv positivt, men det er værd at bemærke, at eleverne skal uddannes, før de kan indgå i akutberedskabet,” lyder det i ministerens svar.