Sådan bringer pædagog spørgelysten frem
Sciencekuffert gør børnehavebørn videbegærlige og spørgelystne.
30. januar 2020
- Hvad er det geniale ved formidlingskufferten?
"Udgangspunktet er en bog og en lang række aktiviteter, der følger Milo og dronen Duno, som Milo sender ind i sin krop for at undersøge den. Milo er en meget nysgerrig dreng, der hele tiden udbryder: 'Aj! Dét må vi undersøge,' når Duno for eksempel møder en bakterie. Den spørgelyst og undren smitter," siger pædagog Maria Holm Nielsen fra den integrerede institution Havkatten på Amager.
- Hvad får børnene ud af det?
"Kufferten er et godt værktøj til at bringe videnskabelig viden i spil, fordi den gør abstrakte ting som gener og bakterier konkret og sjovt."
"Men det bedste er, at aktiviteterne i kufferten lærer børnene, hvor værdifuldt det er at stille spørgsmål. Og gerne mange af dem."
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
- I hvilke situationer ser du det?
"Med de femårige havde vi om gener, hvor vi arbejdede med øjenfarver. Her var der børn, der spurgte, hvorfor de ikke havde en blanding af øjenfarverne fra deres mor og far. Så fik vi talt om, hvilke øjenfarver der er dominerende, og hvilke øjenfarver deres bedsteforældre havde, samt at mors og fars gener kommer fra bedsteforældrene. Det var en stor aha-oplevelse for dem. Kufferten har helt klart været med til at udvikle en god spørgekultur."
- Har I ikke haft det før?
"Jeg tror i hvert fald, at vi som voksne kan blive bedre til at sige: “Det ved jeg ikke. Lad os undersøge det sammen,” i stedet for at tro, vi skal have svar på alt."