Robotter på hospitaler: Kristina har undersøgt, om de er så effektive hjælpere, som ledelsen tror

De fremhæves som en af løsningerne på personalemanglen, og de skulle være en hjælp, når de selv kan hente og levere varer, rene senge eller blodprøver på hospitalerne.

For eksempel kan patienter på Odense Universitetshospital som nogle af de første i verden snart se frem til en robot, der tager blodprøver helt af sig selv.

Men robotterne skaber også frustration og tidsspilde hos medarbejderne.

Det fortæller tekno-antropolog Kristina Tornbjerg Eriksen, der netop har skrevet en afhandling om samarbejdet mellem mennesker og robotter.

Hun fik interesse for emnet, da hun selv havde arbejdet i sundhedsvæsenet og været fascineret af samspillet mellem mennesker og teknologi.

”Så da jeg skulle skrive min ph.d. traskede jeg i flere uger efter robotterne på tre forskellige sygehuse og registrerede, hvordan de fungerede, hvornår de gik i stå og blokerede for andre opgaver,” fortæller hun.

Fungerer bedst i Odense

Oplevelserne på hospitalerne i Odense, Sønderborg og Aabenraa var meget forskellige, og der hvor robotterne fungerede bedst, var faktisk på Odense Universitetshospital, der har samarbejdet med en robotproducent, der også ligger i Odense.

”Og så er det vigtigt, at der er et dedikeret personale, der har ansvaret for robotterne, så det øvrige personale ved, hvem de skal kontakte, hvis der er problemer med robotterne. Sådan er det i Odense, der har en dedikeret teknikansvarlig, der holder øje med dem,” uddyber Kristina.

Fællestillidsrepræsentant for serviceassistenterne på Odense Universitetshospital, Bo Bergstrøm, har også kun godt at sige om robotterne.

”Jeg har ikke hørt andet, end at de fungerer godt, og at kollegerne er tilfredse med dem,” siger han og understreger, at der ikke er grund til at være bange for dem, for de kører meget langsomt, og standser, når deres sensor viser, at der er mennesker eller genstande forude.

Det samme siger fællestillidsrepræsentant for sosu-ansatte, Kenneth Voldsgaard Marten. Hans kolleger oplever robotter, der selv transporterer blodprøver mellem afdelingerne.

”Og jeg har aldrig hørt, at det skaber problemer,” siger han.

Netop når robotterne pludselig standser, er en kilde til frustration, hvis der ikke er en ansvarlig, der hurtigt får dem i gang igen. Også hvis personalet ikke ved, hvorfor robotterne standser. For de er ikke nødvendigvis i stykker – nogle gange venter de blot på hinanden, men det ved personalet ikke og tolker derved, at robotterne ikke fungerer.

På et af de sygehuse, Kristina Tornbjerg Eriksen undersøgte, er robotterne aldrig blevet populære. De blev købt på ledelsens initiativ et år, hvor der var penge til overs på budgettet. Så blev der købt to robotter.

”Medarbejderne fik beskeden: ’Værsgo her er jeres nye kolleger,’” fortæller hun og tilføjer, at robotterne er alles ansvar, og dermed ingens, så ingen tager ansvar, når robotterne går i stå, og det gør de tit, for de er programmeret til at stoppe for alt, så de ikke skader hverken mennesker eller genstande. Det betyder, at de for eksempel kan blokere en elevator.

”Så synes medarbejderne, at den er irriterende, langsom og fylder for meget,” siger hun.

Derfor er det vigtigt, at medarbejderne bliver inddraget i købet og at dem, der træffer beslutningen, ved, hvordan de skal fungere, og om de kan fungere på det pågældende sted.

Derfor har robotterne fået et dårligt ry på nogle af sygehusene, og det er ikke teknologiforskrækkelse men en ren frustration, der kan få nogle medarbejdere til ikke at bruge dem.

”Det er en naturlig måde at reagere på, når man ikke bliver inddraget,” siger hun.

Det er ofte samme type robot, der fungerer forskelligt. Derfor er det vigtigt, at man på arbejdspladsen knækker koden for, hvordan man gør robotterne til en hjælp.

Man skal være klar over, at den har brug for support, siger hun og kalder det et organisatorisk problem, hvis robotten ikke fungerer.

Derfor rådgiver hun de arbejdspladser, der har problemer med at få robotterne til at fungere, med tre vigtige ting. Man skal:

• definere robottens opgaver, planlægge dem og inddrage personalet

• indrette arealerne, så den ikke standses af papkasser, sæbedispensere eller andet

• afklare hvem der er ansvarlig, så personalet har et ’anker’. En person, de ringer til, når robotten driller. Det kan godt være en serviceassistent, men det skal være en person, hvis primære arbejdsopgave er robotterne.

Der er ingen tvivl om, at der kommer flere og flere robotter, og forskeren understreger da også, at det er vigtigt at planlægge det, når man bygger de nye supersygehuse.

Netop på det nye supersygehus i Gødstrup fungerer robotterne – efterhånden – godt. Det indgår ikke i Kristina Tornbjerg Eriksens afhandling, men fællestillidsrepræsentant for serviceassistenterne, Heine Kristiansen, siger, at der var en masse indkøringsproblemer, men at de 15 robotter nu kører helt upåklageligt. De henter selv varer, tager elevatoren, som så bliver blokeret for patienter, og afleverer varerne på det sted, de er programmeret til.

”Jeg var bekymret for, at de ville koste arbejdspladser. Og det gør de. Men omvendt, har vi jo svært ved at rekruttere personale, så i dag er de en hjælp,” siger han.