Plejehjem har nedbragt brugen af antibiotika: "Det er fedt at bruge sin faglighed – og det er motiverende"

Plejehjemmet Ammershøjparken har været med i et projekt med otte andre EU-lande, der har sænket deres forbrug af antibiotika. Fra venstre: Plejehjemsleder Helle Woxholt Sørensen, social- og sundhedsassistent Maja Nevermann, social- og sundhedsassistent Karina Bay og sygeplejerske Camilla Kristoffersen. Julia Friis Jørgensen

Personalet på Plejehjemmet Ammershøjparken har nedbragt antibiotikaforbruget ved endnu mere fokus på hygiejne - og det virker.

i dag kl. 06.00

På Plejehjemmet Ammershøjparken i Kirke Hyllinge er der sket en markant ændring.

Urinstixene er pakket væk, og hygiejnen er sat endnu mere i fokus, end den var i forvejen. For her har personalet arbejdet målrettet med at nedbringe brugen af antibiotika – og det er lykkedes.

Førhen kunne en beboer med ændret adfærd, en fredag eftermiddag ende på en antibiotikakur for en mistanke om en urinvejsinfektion. Men nu, med et stort fokus på infektioner, sker den slags ikke.

”Jeg tænkte efterfølgende, at vi egentlig ikke vidste, om det var urinvejsinfektion - og det er en ret stor ændring. Før det her projekt, havde jeg ikke tænkt så meget over det,” siger social- og sundhedsassistent Karina Bay.

Ændret tankegang

Karina Bays refleksion udspringer af et projekt kaldet ’Imagine’, der har sat ældreplejen i otte lande under lup. Det har de gjort, for at forbedre forebyggelsen af infektioner og på den måde nedbringe forbruget af antibiotika og undgå resistens over for det på den længere bane.

Sammen med social- og sundhedsassistenter Maja Nevermann og sygeplejerske Camilla Kristoffersen er Karina Bay ambassadør for projektet på Plejehjemmet Ammershøjparken.

De har sammen med de andre deltagende danske plejehjem, været på et stort seminar, hvor de blev præsenteret for 10 konkrete værktøjer, som de nu bruger udvalgte af i deres hverdag.

Det er blandt andet vejledning til håndvask på toiletterne, lommekort over symptomer og lettere adgang til forklæder, klude og andre hjælpemidler til den personlige pleje.

Lommekort er et af de værktøjer, ambassadørerne fra projektet har taget med hjem til hverdagen på Plejehjemmet Ammershøjparken.
Lommekort er et af de værktøjer, ambassadørerne fra projektet har taget med hjem til hverdagen på Plejehjemmet Ammershøjparken. Julia Friis Jørgensen

Maja Nevermann har præsenteret en plakat om håndhygiejne for sine kollegaer.

”Jeg synes, at de har taget det godt til sig. De har blandt andet hængt den op på toiletterne, så vi har det i fokus og husker det,” fortæller Maja Nevermann, der selv arbejder på et demensafsnit, hvor det kan være særligt udfordrende at overholde strikse hygiejnekrav.

10 konkrete værktøjer til at nedbringe brug af antibiotika

Plakat: Slip af med det usynlige liv på din hånd

Plakat: 6 myter om handsker

Folder: Sådan forebygger du urinvejsinfektion hos ældre på plejehjem

Folder: 8 myter om urinvejsinfektioner hos plejehjemsbeboere

Folder: Urinvejsinfektioner - En folder til pårørende

Lommekort: Kriterier for urinvejsinfektion hos ældre

Afkrydsningsskema: Kriterier for urinvejsinfektion hos ældre

Introduktionsprogram til forebyggelse af urinvejsinfektion hos beboere på plejehjem

Plakat: Virus eller bakterier – Hvad forårsagede infektionen?

Folder: Hvornår opstår antibiotikaresistens?

Se dem alle her: www.imagineproject.eu/toolkit/danish/

For Karina Bay har særligt tankegangen omkring urinstix ændret sig markant. Tidligere var urinstix et fast redskab til at diagnosticere urinvejsinfektioner, men nu er stixene blevet fjernet fra værktøjskassen, fordi Karina Bay og de andre ambassadører har lært gennem projektet, at urinstix ikke giver et pålideligt billede af, om der reelt er en infektion.

Danske ældre får mest antibiotika

Jette Nygaard Jensen er seniorforsker på afdeling for Klinisk Mikrobiologi på Herlev og Gentofte Hospital, og hun leder den danske del af projektet. Hun forklarer, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan ældre behandles for infektioner.

Det skyldes, at ældre på plejehjem i Danmark er dem, der får mest antibiotika ud af 26 lande i Europa. Og meget af det er unødvendigt.

”Hvis man går ud på et plejehjem og tester urinen, vil op til cirka halvdelen af ældre kvinder på plejehjem have bakterier i urinen. Men den skal ikke nødvendigvis behandles, hvis der ikke er nogen symptomer. Det er nærmest som at slå plat eller krone på, om der er bakterier eller ikke bakterier i urinen i den alder,” forklarer hun.

Netop urinvejsinfektioner, som oftest er årsagen til, at der bliver givet antibiotika til ældre, kan nemlig forebygges gennem god hygiejne.

De er demente, de er skrøbelige, de er immobile, og så er der en lang række risikofaktorer for ældre for at få en urinvejsinfektion. Og det gør det svært for personalet at forebygge dem.

Jette Nygaard Jensen, seniorforsker på afdeling for Klinisk Mikrobiologi på Herlev og Gentofte Hospital, og leder den danske del af Imagine-projektet

Der er dog mange ting, der kan gøre det sværere for personale at forebygge, forklarer Jette Nygaard Jensen:

”De er demente, de er skrøbelige, de er immobile, og så er der en lang række risikofaktorer for ældre for at få en urinvejsinfektion. Og det gør det svært for personalet at forebygge dem.

”De er vigtigere, end de selv tror”

Men selvom det kan være svært, har projektet kun kastet gode ting af sig hos Plejehjemmet Ammershøjparken.

Her har man også gjort en dyd ud af at ændre kulturen og ikke bare følge retningslinjer.

For Maja Nevermann, Karina Bay og Camilla Kristoffersen har, sammen med andre ambassadører, undervist og informeret kollegaer.

"Det er fedt i endnu højere grad at bruge sin faglighed – og det er motiverende," siger social- og sundhedsassistent Maja Nevermann.

Projektet har også skærpet personalet yderligere fagligt.

Vi kommer også til at betale prisen, hvis vi ikke har fokus på det. Så falder hammeren altså om nogle år, fordi så virker antibiotikaen ikke længere. Så det er derfor, at det er så sindssygt vigtigt, at vi har fokus på det.

Maja Nevermann, social- og sundhedsassistent på Plejehjemmet Ammershøjparken

”Vi er blevet mere bevidste om, at vi ikke bare kan give antibiotika ved de mindste ændringer i en beboers adfærd. Vi har lært at stoppe op og tænke: Er det virkelig nødvendigt at give antibiotika, eller kan vi gøre noget andet først? Det er en tankegang, der virkelig gør en forskel på lang sigt, siger Camilla Kristoffersen og Maja Nevermann tilføjer:

”Vi kommer også til at betale prisen, hvis vi ikke har fokus på det. Så falder hammeren altså om nogle år, fordi så virker antibiotikaen ikke længere. Så det er derfor, at det er så sindssygt vigtigt, at vi har fokus på det.”

Udover at projektet har givet de ansatte nogle nye redskaber i hverdagen, håber Jette Nygaard Jensen også, at projektet kan give plejepersonalet den anerkendelse, de fortjener, fordi de spiller en stor rolle i, at danske ældre ikke bliver resistente overfor antibiotika:

”De er vigtigere, end de selv tror. Og deres indsats skal nærmest sættes op på en piedestal, fordi så vigtige er de i forhold til det her.”

Resultaterne for projektet er klar i december. Beviser de den positive forandring, som Maja Nevermann, Karina Bay og Camilla Kristoffersen oplever, rulles det ud på kommunens to andre plejehjem og i hjemmeplejen i Lejre Kommune.


Fagbladet anbefaler