Pladsanvisningen ændrer sig: ”Vi kan miste samtalen med forældre, der har brug for hjælp”
Når pladsanvisningen i Københavns Kommune overgår til et callcenter og ’Book en plads’, skærer man ned for kontakten med forældrene. Det vækker bekymring hos de pædagogiske pladsanvisere.
17. april
Tilbage i 2012 udgav FOA pjecen ’Den pædagogiske pladsanviser’ for at markere, hvorfor det er vigtigt, at pladsanviserne er pædagogisk uddannede fremfor kontoruddannet.
”Jeg er i hvert fald blevet opmærksom på, at pædagogisk uddannede pladsanvisere må være en formue værd for samfundet,” udtalte en institutionsleder i pjecen.
Men siden da er det kun gået en vej, og det er nedad i mængden af pædagogiske pladsanvisere.
”Tidligere var vi 20-25 pædagogiske pladsanvisere på landsplan, der mødtes en gang om året. I dag er vi ikke engang nok til at have vores egen tillidsmand i København, og vi er blevet rykket over på dagplejepædagogernes overenskomst,” fortæller Mette Delf.
Kender institutionsverdenen indefra
Sammen med Dorthe Amby er Mette Delf ansat i pladsanvisningen i Københavns Kommune, hvor der både arbejder HK’er og pædagogiske pladsanvisere.
”Vores kollegaer er rigtig dygtige. Vi har bare en anden faglig baggrund. Vi kender ledernes dagligdag ude i institutionerne, og vi ved, hvordan det er at være på den anden side,” fortæller Dorthe Amby.
”Vi kender dilemmaerne og hvilke hensyn, der skal tages. Det giver en ballast, at vi har en forståelse for institutionsverdenen, og de problematikker de måtte have,” siger Mette Delf.
Siden 2007 har Mette Delf, der har en fortid som dagplejepædagog, været ansat i pladsanvisningen. Mens Dorthe Amby kvittede jobbet som leder i en daginstitution for 12 år siden, fordi hun løb for stærkt og ikke var god til at uddelegere.
”Jeg ville gerne have et job, hvor jeg ikke havde ansvar for ledelse. Og jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville ind på pladsanvisningen, fordi jeg der ville kunne arbejde med min faglighed på en anden måde,” fortæller hun.
Dorthe Amby kan mærke, at hendes faglighed blandt andet kommer i spil, når det skal gennemgås, hvilke børn der har brug for en dispensationsplads, og når hun taler med forældre, der ringer ind.
”Jeg kan godt have nogle samtaler, hvor jeg tænker, at her var jeg virkelig med til at gøre en forskel. Det kan være en konstruktiv samtale med forældrene om, hvad man gør med et barn, der mangler en plads. Der kan jeg godt få følelsen – det her kan jeg bare,” siger hun.
Et led mindre til at gribe børnene
Med årene er det generelle antal af pladsanvisere blevet skåret ned, og opkaldene fra forældrene vil Dorthe Amby og Mette Delf om kort tid ikke længere modtage.
Det er nemlig fra politisk hold blevet besluttet, at den type opkald fra maj bliver flyttet til et callcenter, som skal håndtere alt fra spørgsmål om kørekort, ældrepleje og pasning af børn.
Hvad er en dispensationsplads?
I særlige tilfælde kan man få dispensation til et dagtilbud, hvis det er nødvendigt på grund af særlige sociale, pædagogiske eller helbredsmæssige forhold.
En dispensation kan gives, når et barn har særlige behov, som ikke er over i specialområdet. Det kan eksempelvis være, at barnets forældre er syge eller er sårbare, fordi de har været på krisecenter. I de tilfælde sender forældrene en ansøgning, som bliver vurderet i et udvalg bestående af en jurist og pladsanvisere. Går ansøgningen igennem springer barnet ventelisten over og bliver tildelt den førstkommende ledige plads.
De kommer ikke til at savne de opkald, som ikke kræver deres faglighed – eksempelvis hvordan man melder sit barn ud af en institution.
Men de er bekymrede for, hvad den manglende kontakt med forældrene kommer til at have af betydning for de børn, der har brug for noget ekstra.
”Som det er nu, kan vi i samtalen høre, når en familie har brug for en dispensationsplads. Vi oplever allerede nu, at der er børn, der starter i en institution, og hvor man tænker, hvorfor er der ikke nogen, der har bemærket, at den her familie havde brug for hjælp. Og nu kommer der et led mindre til at gribe de børn,” forklarer Mette Delf.
”Borgermodtagelsen hvor forældrene kan booke en tid, bliver ved med at være der. Vi er spændte på, om flere vil benytte den mulighed, fordi det er den eneste indgang til at komme til at tale med en pladsanviser.”
Bekymret for børnene
Callcenteret er ikke den eneste store forandring for pladsanvisningen. I 2027 forventes det, at systemet ’Book en plads’ bliver udrullet i etaper.
Her kan forældrene, så snart deres barn har fået et cpr-nummer, se, hvor der er plads på behovsdatoen.
”Der er meget, der taler for ’Book en plads’, for så kan forældrene holde barsel med vished om, at der er en plads. Men bekymringen er, hvad der sker med dem, som ikke forstår det digitale system, eller som har udfordringer i forhold til børn, som vi ikke kommer til at fange,” siger Mette Delf.
Når endnu flere forældre aldrig kommer i kontakt med pladsanvisning, så har vi et vigtigt arbejde i fortsat at understøtte de familier, som vil have brug for en dispensationsplads.
Thor Larsen, leder af Pladsanvisningen i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Fagbladet FOA har spurgt Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune om, hvordan kommunen vil sikre, at de sårbare familier bliver fanget, når man overgår til et callcenter.
I en mail svarer Thor Larsen, leder af Pladsanvisningen i Børne- og Ungdomsforvaltningen:
”Det er blevet politisk besluttet at samle alle indgående opkald fra alle forvaltninger hos Borgerservice fra maj. Når det sker, så får vi selvfølgelig en vigtig opgave med at sikre, at både børn og familier får den støtte, som de har brug for,” skriver han.
”Det kommer til at kræve et tæt samarbejde mellem Borgerservice og Pladsanvisningen, som allerede har været i gang med oplæring af medarbejdere fra Borgerservice, så de er klædt på til at kunne overtage den første kontakt med borgere, der henvender sig med spørgsmål om institutionspladser.”
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Fagbladet FOA har også spurgt, hvordan kommunen vil sikre, at ’Book en plads’ ikke skaber de samme udfordringer.
”Når endnu flere forældre aldrig kommer i kontakt med pladsanvisning, så har vi et vigtigt arbejde i fortsat at understøtte de familier, som vil have brug for en dispensationsplads,” skriver han i en mail.
På spørgsmålet om, hvorfor har Københavns Kommune gennem årene har reduceret antallet af pædagogiske pladsanvisere, svarer Thor Larsen:
”Det er vigtigt, at vi har det pædagogiske perspektiv med i pladsanvisningen. Det vil det også være fremadrettet. Men når det er sagt, så har der altid været en overvægt af andre fagligheder i afdelingen.”