Pasningen af deres mor ændrede alt:”Jeg er lykkelig hver gang, jeg skal afsted på job”

På børnebørnenes legeværelse er der en overflod af kulørt legetøj, bamser og indrammede tegninger på væggene. Værelset tilhørte engang Bo og Ibs syge mor, som de passede indtil hendes død i 1986.

Selvom der ikke længere er medicin og sondemad i det gamle soveværelse, så spøger brødrenes mor faktisk på en helt andet måde i deres liv. Det var nemlig pasningen af hende, der har ført dem til der, hvor de er i dag.

Vejen til faget

Bo og Ib var midt i deres ungdom i starten af 1980’erne, da deres mor blev alvorligt syg med sklerose og ikke længere kunne klare sig selv. Uden tøven besluttede brødreparret at passe hende. Det var dog på en betingelse:

”Vi ville have lov til at eksistere og leve vores liv, på lige fod med alle andre, selvom vi nu havde ansvaret for vores mor,” fortæller Bo. 

Den lille toværelses lejlighed i centrum af Aarhus, hvor de alle tre boede, blev udskiftet med et murstenshus i et villakvarter i den vestlige del af byen. Udover et værelse til moren, indrettede Bo og Ib en etage til dem hver.

”Vi elskede at holde temafester, og der skulle mor selvfølgelig også være med. Så blev hun klædt ud og fik lov til at feste med. Det var vigtigt for os, at hun skulle have noget livskvalitet, og ikke bare ligge på et værelse,” fortæller Bo.

Efter tre år i huset døde deres mor, og brødrene fik hver især koner og børn. For at forsørge familien, arbejdede de begge på en skinkefabrik i Brabrand.

Og i 1991, da den nye social- og sundhedsuddannelse blev oprettet, fik de øjnene op for, hvilken uddannelse, der passede perfekt til dem.

”Vores mors læge, skrev en anbefaling, som vi sendte med i ansøgningen til SOSU-skolen. Han skrev, at vi var egnede til at passe syge mennesker, fordi han havde set, hvor godt, vi havde passet på vores mor,” fortæller Ib.

Det bliver aldrig kedeligt

I 1994 kunne Bo og Ib kalde sig for social- og sundhedsassistenter. Og ikke et sekund har de tvivlet på, at det var den rigtige vej at gå.

”Jeg har verdens bedste job”, fortæller Ib, som i snart 40 år har arbejdet i hjemmeplejen med base på Hasle lokalcenter.

”På trods af at jeg har været der så længe, bliver jeg stadig præsenteret for nye udfordringer, så jeg bliver en dygtigere plejer.”

Brormand Bo har arbejdet på plejehjemmet Åbygård det meste af sin karriere, og han har ikke planer om at prøve noget andet:

”Det bliver aldrig kedeligt at gå på arbejde. Stedet fornyer sig hele tiden med nye beboer, ledelser og retningslinjer. Jeg udvikler mig sammen med min arbejdsplads, og det elsker jeg,” siger Bo. 

Fordelen, ved at brødrene arbejder på henholdsvis plejehjem og hjemmeplejen, er at de faktisk kan følge borgerne på deres videre rejse.

”Jeg passede en kvinde, som var så ked af, at hun nu skulle på plejehjem. Så kom hun hen på Bos plejehjem, og så det som en kæmpe luksus, at jeg jo nærmest flyttede med derned”, fortæller Ib.

Ja, nogle gange bliver de to brødre forvekslet med hinanden, men det tager de med et smil:

”For ikke så længe siden, var jeg i Kvickly, hvor en af Bos borgere bad mig aflevere nogle penge til en anden beboer. Selv da jeg viste hende mit navneskilt, hvor der står Ib på, var hun ikke overbevist om, at jeg ikke lavede fis med hende”, fortæller Ib.

En ’ode’ til faget

Brødreparret bruger meget ordet ’ode’, når de snakker om deres arbejdsliv.

En ode er en tekst, der hylder en person, en begivenhed, en idé eller et fag. Og netop en hyldest til faget, er det som Bo og Ib gerne vil fremhæve:

”Jeg er lykkelig hver gang, jeg skal afsted på job”, fortæller Ib

”Hvis jeg har en dårlig dag, kan jeg få vendt den til noget bedre, når jeg er på arbejde”, tilføjer Bo.

Selvom pensionsalderen nærmer sig, har de ingen planer om at stoppe med at arbejde. Og Om murstensvillaen de købte sammen for 42 år siden, forbliver deres fælleseje, er der en klar aftale:

”Så snart en af os dør i fællesskabet, så sælger vi huset”, siger Bo og Ib nikker enstemmigt.