Pædagogiske medarbejdere tvivler på deres egen indsats:Ekspert giver ro i maven
Mange pædagogiske medarbejdere i daginstitutioner ved ikke, om de gør en varig forskel for børn i mistrivsel. En ekspert kan berolige dem.
20. marts
Et barn i mistrivsel er noget af det mest hjerteskærende.
Men det hjælper, når man har en følelse af at kunne gøre en forskel, også på længere sigt.
Når det gælder det pædagogiske personale i daginstitutionerne, tvivler mange dog på, om de er i stand til det.
Det viser en ny undersøgelse, FOA har foretaget sammen med Rambøll.
En tredjedel tror eller ved ikke, at de gør en forskel for et barn i mistrivsel på lidt længere sigt, når barnet skal i skole. Og halvdelen svarer det samme i forhold til, når det unge menneske bliver over 15 år (se boks).
Mere selvtillid, tak
De tal ærgrer Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, som er professor ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse.
”Jeg kunne godt tænke mig, at der var mere selvtillid blandt de pædagogiske medarbejdere. For de gør en kæmpe forskel,” siger hun.
”De har en kæmpestor betydning for, hvilken sikkerhed børnene indtager verden med. De positive møder med voksne kommer altid godt igen, og børnene lærer, at de godt kan klare ting selv med den støtte og hjælp, de har brug for.”
Det pædagogiske arbejdes betydning for børn i mistrivsel
FOA har i samarbejde med Rambøll spurgt medarbejderne i daginstitutioner, hvilken forskel institutionerne gør for børn i mistrivsel – på kort sigt (i institutionen), på mellemlangt sigt (i skolen) og på endnu længere sigt (i ungdoms- og voksenlivet).
På kort sigt mener 88 procent af medarbejderne, at de i høj eller nogen grad gør en forskel for børn i mistrivsel.
Når det gælder mellemlangt og endnu længere sigt er tallene faldet til henholdsvis 53 og 36 procent.
Lederne er blevet spurgt om det samme. Her svarer 98 procent, at institutionen i høj eller nogen grad gør en forskel for børn i mistrivsel. 82 og 69 procent svarer det samme i forhold til henholdsvis det mellemlange og endnu længere sigte.
Kilde: ’Daginstitutionernes hverdag 2024’, udfærdiget af Rambøll for FOA, februar 2025. 455 medarbejdere og 308 ledere i daginstitutioner har deltaget.
Ditte Alexandra Winther-Lindqvist forklarer, at den manglende selvtillid kan bunde i, at man også selv bedst husker ’den gode folkeskolelærer’, som gjorde en forskel. Selv om den dygtige omsorgsperson, man mødte i vuggestuen og børnehaven, kan have spillet en lige så betydningsfuld rolle. Man kan bare ikke huske det.
”Betydningen af de første år i børns liv bliver desværre ved med at blive underkendt,” siger hun.
FOA: Også ledernes ansvar
Undersøgelsen viser desuden, at lederne i meget højere grad end medarbejderne tror på effekten af det pædagogiske arbejde i daginstitutionen for børn i udsatte positioner.
”Når langt færre medarbejdere end ledere tror på effekten, er der klart behov for, at lederne giver medarbejderne meget mere viden om den forskel, de kan gøre for børn i udsatte positioner. Jo mere de tror på effekten, jo mere vil de nemlig også kunne gøre en forskel.” siger Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA.
Også Trivselskommissionen, der for nylig fremlagde sit arbejde, skriver positivt om det pædagogiske personales rolle på længere sigt:
”I dagtilbud understøtter positive relationer mellem børn og det pædagogiske personale, at børnene udvikler sig kognitivt, sprogligt og socialt, hvilket senere i livet kan få stor betydning for deres trivsel.”
Trivselskommissionen lagde også vægt på, at alle, der har med børn og unge at gøre, tænker over, hvordan de taler om trivsel og mistrivsel. Mistrivsel må for eksempel ikke forveksles med de udfordringer og bekymringer, som vi alle indimellem oplever på forskellige tidspunkter igennem livet.
