Pædagogisk personale hjælper i ældreplejen under coronakrisen

De første pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og pædagoger i Køge Kommune skal allerede i gang med et hygiejnekursus via Skype i denne uge. Herefter bliver de sidemandsoplært, så de er klar til at varetage arbejdet i hjemmeplejen eller på plejehjemmene under coronakrisen. Modelfoto /Istockphoto.com

Kommunerne er begyndt at oplære hjemsendte medarbejdere, der kan udlånes til ældreplejen under coronakrisen. En af dem, der vil hjælpe, er Maria Thyssen, der normalt arbejder i en daginstitution i Køge.

03. april 2020

I Køge Kommune har 20 pædagogmedhjælpere, pædagogiske assistenter og pædagoger meldt sig klar til midlertidigt at hjælpe til i ældreplejen.

De første begynder allerede ved udgangen af denne uge et undervisningsforløb om hygiejne via Skype. Herefter bliver de sidemandsoplært, så de er klar til at træde til, når ældreplejen får brug for deres arbejdskraft under coronakrisen.

”Hvis jeg kan hjælpe – og det stod der i den mail, jeg fik fra kommunen, at jeg kan – så er det det, man gør. Så må man hjælpe,” siger Maria Thyssen, der har arbejdet som pædagogmedhjælper i 18 år og er tillidsrepræsentant på Moseegens Børnehus i Køge.

Går hjemme mens andre knokler

I slutningen af sidste uge fik hun brev fra kommunen om, at hun kunne melde sig frivilligt. Det vil hun gøre nu, hvor hun har fået afklaret pasning af sin datter. Hun håber på at kunne starte i et forløb så hurtigt som muligt. For selv om hun stadig deltager i nødpasning i Moseengens Børnehus, er der mange dage, hun ikke arbejder, og her kan hun hjælpe til i ældreplejen, mener hun.

”Vi skal hjælpe hinanden i denne her tid. Der er run på hos de ældre, og vi skal støtte op omkring hinanden,” siger Maria Thyssen, der ikke har nogen sundhedsfaglig baggrund og egentlig ikke har overvejet beslutningen så nøje, andet end at hun vidste, at hun gerne vil bidrage under krisen.

Læs også: Coronaen kræver mere fleksible medarbejdere

”Det er heller ikke fair, at nogle skal gå hjemme og stadig få løn uden at lave noget, mens andre skal knokle. Der er rigtig mange af os, der gerne vil hjælpe. Og selvfølgelig skal vi stå til rådighed, hvis der er brug for os.”

Jobbanker er oprettet

Og det er ikke kun i Køge Kommune, man er i gang med at finde og uddanne de oftest hjemsendte medarbejdere, der omplaceres midlertidigt. Flere kommuner, for eksempel Randers Kommune, har lavet jobbanker, hvor man kan melde sig til at arbejde i andre sektorer, hvis det skulle blive nødvendigt. Også i København er aftaler om udlån af medarbejdere mellem sektorerne, for eksempel daginstitutionspædagoger, der for en tid skal arbejde på bosteder og døgninstitutioner, ved at falde på plads.

”Vi synes det er fedt, at de har meldt sig, og vi glæder os,” siger Mette Olander, der er velfærdsdirektør i Køge Kommune om de medarbejdere, der har meldt sig til at hjælpe til i plejen af de ældre borgere.

Læs også: FOA: Frivilligt arbejde under corona-epidemien skal lønnes

Det er fælleserklæringen om fleksibilitet mellem Forhandlingsfællesskabet, som FOA også er en del af, og Kommunernes Landsforening (KL), der gør den midlertidige omplacering mulig. Aftalen udløber den 31. maj 2020, hvorefter medarbejderne går tilbage til deres almindelige jobs.

Kommuner gør sig klar

Hjemsendte fysioterapeuter og ergoterapeuter i Køge Kommune har været igennem samme forløb og er allerede ude i plejen.

Læs også: FOA-medlemmer om pålagt ferie: Vi skal alle bidrage

Nu er det de pædagogiske faggruppers tur. En gruppe, som Mette Olander kalder et førstevalg i forhold til arbejdet med de ældre. Mange som har meldt sig, fortæller hun, havde allerede erfaringer på området fra tidligere.

”De pædagogiske medarbejdere er rigtig gode til lige præcis det her. Vi uddanner dem, så de er der og har den viden, de skal bruge, hvis epidemien skulle tage en drejning,” siger Mette Olander, der understreger, at man følger udviklingen nøje og hele tiden vurderer, hvor mange medarbejdere, man får brug for i plejen.

”Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at sygehusene vil oversvømme kommunerne med nødudskrivelser, men vi skal være klar til den situation. Og hvis personalet bliver syge i ældreplejen, så skal vi kunne sørge for, at der er nok medarbejdere på arbejde.”

Dialog er afgørende

Formand for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen, er glad for, at omplaceringerne i kommunerne sker ad frivillighedens vej.

”Dialogen mellem medarbejderne og arbejdsgiver er afgørende. Det betyder rigtig meget for medarbejderne, der virkelig er engagerede i det her og melder sig på banen. De har fuld forståelse for situationen, og de føler virkelig, at de kan træde til og bidrage,” siger Kim Henriksen.

Kæmpe respekt

De medarbejdere, der bliver omplaceret, følger stadig deres egen overenskomst. Dog kan der ske, at de skal have tillæg for skæve arbejdstider.

Læs også: Forlænget corona-nedlukning kan få betydning for offentligt ansattes ferie

Derudover skal de have en ordentlig oplæring og instruktion.

”Det er altafgørende med den rette oplæring og introduktion, for at man kan støtte op om og bidrage til det, der er behov for. De rammer skal kommunerne sikre,” siger Kim Henriksen og udtrykker en kæmpe respekt for de medarbejdere, der for en tid hjælper til i andre sektorer end deres egen.

”Det vil jeg gerne understrege. Vi har stor respekt for de kolleger, der melder sig på banen for at støtte op omkring de fagområder, der lige nu er presset i knæ i forhold til bemanding. Der er virkelig et behov derude, og medarbejderne gør alt for at hjælpe til, hvor de kan.”

Læs fælleserklæringen mellem Forhandlingsfællesskabet og Kommunernes Landsforening her.