Pædagogisk personale presses af forældres krav: Sådan tackler du spørgsmålene
Forældrenes spørgsmål til deres børns dag kan føles som et krydsforhør og skabe stress. Få en erhvervspsykologs råd til, hvordan du sætter grænser og skaber en frugtbar dialog med forældrene.
i dag kl. 12.38
Føler du, at nogle forældre mere betragter dig som et serviceorgan, end en der udføre et pædagogisk arbejdet, så er du langt fra alene.
”Mange lærere og pædagogisk ansatte oplever en øget forbrugermentalitet blandt forældre, hvor relationen i højere grad minder om en kunde-sælger-relation end et reelt samarbejde omkring barnet,” fortæller erhvervspsykolog David Graae, som er aktuel med bogen ’Grænsesætning og dialog – psykologisk tryghed i forældresamarbejde’.
Skaber stress og mistrivsel
I 2018 satte David Graae og seks andre erhvervspsykologer sig for at undersøge årsagerne til mistrivsel blandt pædagoger og lærere.
På baggrund af flere hundrede samtaleforløb fandt de frem til, at en af de væsentligste årsager til stress og/eller mistrivsel var forældresamarbejdet og forældrenes forbrugermentalitet.
”Man har en fælles opgave i, at barnet skal trives og dannes. Derfor skal der være plads til, at man kan give hinanden feedback og kritik på en ordentlig måde. Men det er svært at skabe et samarbejde med nogen, der blot forventer at få en vare leveret,” forklarer han.
Dobbelt curling-effekt
Forbrugermentaliteten forstærkes af forældrenes frygt for, at deres barn skal opleve nederlag, og det påvirker deres forventninger til det pædagogiske personale. Man kan sige, at forældrenes præstationspres på sig selv overføres til personalet.
David Graae kalder det den dobbelte curling-effekt og uddyber med et eksempel:
”En mor forærer sin 4-årige datter en Elsa-drikkedunk, selvom datteren ikke selv kan åbne den. For det er bedre, at pædagogerne hjælper hende, end at hun skal opleve et nederlag ved, at moren siger nej til at hun må få drikkedunken,” forklarer han:
”Pædagogen skal altså curle for forælderen, så forælderen kan curle for sit barn. Det sker ud fra forælderens ønske om, at barnet skal have det godt og undgå nederlag – men det skaber ikke et robust barn.”
Hæmmer kreativiteten
Regnen af kontrolspørgsmål og forventningen om, at personalet skal agere ‘med-curler’, svækker de ansattes overskud og tid til at være kreative og fører i stedet til stress og mistrivsel.
”Hvis det vigtigste bliver at aflægge rapport om, hvem barnet har leget med, og skrive alenlange beskeder i AULA, så fjerner det fokus fra kerneopgaven – nemlig at sikre børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse,” siger David Graae.
Ringe i vandet
Han understreger, at det langt fra er alle forældre, der møder lærere og pædagogisk personale med en kritisk tilgang.
Og spørgsmål som "Hvem har mit barn leget med i dag?", kan også være udtryk for, at man er nysgerrig på, om ens barn har haft en god dag og et tegn på, at forælderen engagerer sig.
Problemet opstår, når en mindre gruppe forældre forventer, at medarbejderne har styr på, hvad alle børn har lavet, for det tærer så meget på ressourcerne, at det hæmmer det samlede pædagogiske arbejde.
”Hvis den negative energi spreder sig til andre forældre i stuen eller på årgangen, kan det få konsekvenser for det generelle forældresamarbejde,” siger han.
I sin bog præsenterer David Graae en række konkrete værktøjer til, hvordan man kan sætte grænser og bevare den psykologiske tryghed i samarbejdet med forældrene – også når det bliver svært.
Udpluk af værktøjerne:
-
1
Sæt anker
Det er vigtigt fra begyndelsen at sætte anker og italesætte, at her taler vi pænt til og om hinanden – og at vi lykkes bedst, når vi samarbejder. Daginstitutionen eller skolen er ikke et serviceorgan.
-
2
Forventningsafstemning
Vær tydelig fra starten: Hvad kan forældre forvente, og hvad kan de ikke? Det forebygger situationer, hvor en forælder taler i 15 minutter ved aflevering, og medarbejderen føler sig uhøflig ved at afslutte samtalen.
Dagplejere skal være ekstra opmærksomme på at få forventningerne på plads fra begyndelsen, fordi deres arbejde ofte er mere grænseløst. Skal beskeder efter kl. 20 besvares? Må man komme forbi i weekenden for at hente en glemt jakke? Afklar det på forhånd og i fredstid.
-
3
Skab tydelige rammer
Vær anerkendende, men tydelig. Hvilke regler er faste, og hvor har forældrene reel indflydelse? Hvis vuggestuebørn eksempelvis skal sove på et fast tidspunkt på grund af vagtplaner, er det ikke til diskussion, og det skal kommunikeres klart. Så undgår man, at reglerne bliver en sag mellem én medarbejder og forælderen.
-
4
Begynd ikke at forsvare dig
Hvis en nyansat mødes med kommentaren: "Så må vi se, hvor længe du holder," kan det føles som et angreb, hvor man får lyst til at forsvare sig. Men det skal man ikke.
En afslappet kommentar som "Det må vi jo se," kan være nok – eller man kan spørge direkte: "Hvad mener du med det – hvorfor tror du, at jeg ikke holder?" På den måde lægges ansvaret for tonen tilbage hos forælderen.
-
5
Spørgsmål, hvor svaret ikke godtages første gang
Nogle spørgsmål handler ikke om manglende forståelse, men om manglende accept. Når et barn spørger igen og igen: "Hvorfor skal jeg spise broccoli?", kender barnet godt svaret – og det gør forældrene også, når de spørger: "Hvorfor må min søn ikke tage legetøj med i børnehaven?"
Hvis spørgsmålet gentages, nytter det ikke at svare det samme. Spørg i stedet, om der er noget, der er uklart, eller noget der skal uddybes – på en rolig og anerkendende måde.
-
6
Mød dem i frustrationen
Vi lever i en tid, hvor man kan købe sig til privilegier – som et armbånd, der giver adgang forrest i køen i Legoland. Derfor kan det være svært at acceptere faste rammer.
Forældre, som overfører forbrugertankegangen til institutionsverdenen, skal mødes med forståelse:
"Jeg kan godt forstå, det er frustrerende, at (...), og jeg vil rigtig gerne tale med dig om det. Men jeg har brug for at forstå, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig."
Det handler om at anerkende frustrationen uden at give køb på rammerne.
