Overbrandmester efter brand i zoo: Sådan reddede vi giraffer og næsehorn

Branden i Zoo opstod i girafhusets teknikrum. Den nøjagtige årsag er endnu ikke kendt. Nils Meilvang/ Ritzau Scanpix

35 medarbejdere fra Hovedstadens Beredskab deltog, da zoologisk have i København blev ramt af brand mandag morgen. Heldigvis lykkedes det at begrænse skaderne.

20. juni 2022

Det var ikke en helt almindelig opgave, der ventede, da Hovedstadens Beredskab mandag morgen måtte sende 35 mand afsted for at assistere ved en særdeles sjælden alarm: Girafhuset i Københavns Zoo stod i flammer, og branden risikerede i værste fald at brede sig til næsehornene i huset ved siden af.

”Ja, det er ikke hver dag, vi kører til den slags,” siger Søren Toft, der er overbrandmester i Specialtjenesten, som optrådte som backup for de tre brandkøretøjer fra Frederiksberg, der var de første på stedet.

Efter endt dåd kunne Søren Toft og resten af indsatsstyrken konstatere, at alt var gået godt, og at det set i bakspejlet faktisk havde været en nogenlunde almindelig opgave. Altså bortset fra, at det handlede om at redde nogle lidt usædvanlige dyr og i øvrigt begrænse skaderne i en af Københavns største turistattraktioner.

Læs også: “Jeg har set mange voldsomme brande i min tid, men der er intet, der når det her”

Vanskelig adgang

”Da vi ankom, brændte det stadig kraftigt fra girafhuset. På det tidspunkt havde zoologisk haves egne folk stort set evakueret både giraffer og næsehorn og fået dem ud på savannen. Vores største udfordring var sådan set, at adgangsvejen var lidt vanskelig. Porten måtte brydes op, og vi måtte klippe hul i hegnet for at komme ind,” siger Søren Toft.

Det lykkedes at inddæmme branden, så den ikke bredte sig til næsehornenes hus – ud over nogle røgskader. Og så krævede det særlig brandteknisk snilde at forhindre store skader i en voliere med masser af fugle. Dem kunne man ikke slippe løs på savannen.

”Her lykkedes det at skabe ventilation og sende røgen ud gennem et ovenlysvindue, som var knust under branden. Det virkede,” fortæller Søren Toft og suppleres af Claus Christoffersen, der er indsatschef i Hovedstadens Beredskab.

”Der var tale om det, vi kan kalde en pænt stor brand. Og selv om man helst ikke skal rose sig selv for meget, tør jeg godt sige, at vi fik lagt den perfekte taktik til at få ilden under kontrol. Og så fungerede samarbejdet mellem os og zoo’s folk perfekt,” siger han.

Var det halsbrand?

De to medarbejdere ved beredskabet er meget glade for, at branden ikke bredte sig til en ulykke, der kunne have fået voldsommere konsekvenser for zoo. Nu begrænser skaderne sig til, at giraffer og næsehorn blot skal tilbringe nogle få dage på savannen, før de kan komme under tag igen.

Og Søren Toft kan godt hygge sig ved tanken om, at han kan tage sine børnebørn med i zoo og sige ’det var her, bedstefar var med til at redde girafferne’.

Og brandårsagen i girafhuset? Det var ikke halsbrand?

”Ha ha, nej det var det dog ikke…”