Ny sektor ser dagens lys:Det betyder det for dig

På FOAs ekstraordinære kongres blev det besluttet at reducere antallet af sektorer fra fire til tre.
05. marts
390 stemte for, mens 130 stemte imod.
Dermed er det vedtaget, at FOA skal bestå af tre sektorer, som skal hedde Social- og sundhedssektoren, Pædagogisk sektor og Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektoren.
Målet er at styrke fællesskabet, så alle faggrupper opnår de bedst mulige resultater.
Den tidligere formand for Teknik- og Servicesektoren, Thomas Brücker, bliver formand for den nye sektor, mens Pia Heidi Nielsen, der var formand for Kost- og Servicesektoren, får rolle som fagpolitisk ordfører.
Den nye sektorformand ser det som en stor, men spændende opgave at samle de mange forskellige faggrupper i et nyt, stærkt fællesskab:
”I Teknik- og Servicesektoren har vi været vant til at have mange forskellige og små faggrupper. Det har tvunget os til i høj grad at inddrage og bruge medlemmernes ekspertviden på deres områder. Den tilgang skal vi nu udvide til også at omfatte de faggrupper, der har hørt under Kost-Service,” siger Thomas Brücker.
For at lykkes bliver det afgørende at sikre en tæt dialog med alle faggrupper, så både husassistenter, serviceassistenter, erhvervslivreddere og paramedicinere føler sig hørt og bliver en synlig del af sektorens arbejde, siger sektorformanden:
”Vi skal i virkeligheden blive ved med at gøre det, vi er gode til. Lytte til medlemmerne, så vi præcist ved, hvad vi skal arbejde med og for.”
Et nyt makkerpar
Som ny fagpolitisk ordfører kommer Pia Heidi Nielsen fortsat til at have ansvar for kost- og serviceområdet i resten af kongresperioden, der løber frem til 2027. For hende er det vigtigt at blive et ”stærkt makkerpar” med Thomas Brücker.
”Jeg skal fortsat bidrage med min viden og erfaring om, hvilke fagpolitiske og overenskomstmæssige udfordringer medlemmerne af det tidligere Kost-Service står med. Men nu får jeg Thomas med på sidelinjen, så jeg samtidig får overdraget min viden til ham,” siger hun.
Thomas Brücker ser frem til samarbejdet med Pia Heidi Nielsen og den nye sektorbestyrelse:
”Vi kommer til at arbejde tæt sammen om alt, der skal sættes i søen. De (Kost-Service, red.) har gjort tingene på andre måder, som vi også kan lære af. Der er mange gode kræfter, der vil arbejde for, at den nye sektor bliver en succes, og her kommer Pia Heidi til at spille en vigtig rolle.”
FAKTA: Det blev også vedtaget
Disse seks andre forslag blev også vedtaget på den ekstraordinære kongres.
- Faglige fora
For at alle medlemmers perspektiver kan blive direkte integreret i udviklingen af strategier og holdninger i FOA oprettes der faglige fora på tværs af sektorerne. De afvikles som digitale møder for medlemmer inden for et afgrænset arbejdsområde. - Fagenes Dage
Målet er at inspirere til aktivitet vedrørende fag og faglighed på arbejdspladserne, i kommunerne, i regionerne og op mod Folketinget. Fagenes Dage afvikles som et fælles tværfagligt og tværsektorielt arrangement i hver kongresperiode. - Skræddersyet inddragelse af faggrupper
Der er fortsat behov for at inddrage en faggruppes medlemmer i egne faglige problemstillinger – med ændringen vælger hver sektor fremadrettet selv hvordan. - Repræsentation
Det indskærpes, at der skal foretages et valg af repræsentanter til faggruppelandsmøder og sektorårsmøder. - FOA Fælles
For at styrke sammenhængskraften i overenskomstforhandlingerne skal det fremadrettet koordineres, hvad der skal være en del af de fælles forhandlinger mellem formand, næstformand og centrale sektorformænd. - Forhandlingsudvalg
For at sikre, at faggrupperne er repræsenteret i forhandlinger om egne løn- og arbejdsforhold vælger hver sektor et forhandlingsudvalg til overenskomstforhandlingerne.
På den ekstraordinære kongres var de seks forslag lagt sammen i én afstemning. Her stemte 492 for, mens 35 stemte imod.
Bred mangel på anerkendelse
Kritiske røster har udtrykt bekymring for, at mindre faggrupper risikerer at blive overset i den nye og større sektor.
Så kan serviceassistenter, husassistenter, køkken- og rengøringspersonale forvente en sektorformand, der er lige så engageret i deres arbejdsliv, som han er i eksempelvis brandfolkenes?
Ifølge Thomas Brücker er det korte svar ’ja’.
”Jeg kan sige rigtig meget, men det vigtige er, at jeg viser det i handling,” siger han og tilføjer:
”Jeg er ikke ekspert på deres område. Det håber jeg, at de vil hjælpe mig med at blive, for jeg lærer kun deres fag at kende, hvis de inviterer mig ind i deres verden. Alle faggrupper i den nye sektor er enormt vigtige for, at vores samfund hænger sammen.”
”De får bare alt for lidt anerkendelse – også i FOA. Min opgave bliver at sætte dem på dagsordenen og synliggøre deres betydning i vores fælles velfærdssamfund,” siger Thomas Brücker.
To kulturer skal forenes
Hverken Thomas Brücker eller Pia Heidi Nielsen lægger skjul på, at de to tidligere sektorer har haft forskellige måder at arbejde på, og at det vil tage tid at finde en fælles retning.
En af de første opgaver bliver at bringe de to bestyrelser sammen og skabe en fælles kultur i den nye sektor.
”Det bliver en proces, hvor vi skal opbygge den nødvendige tillid, der skal til for også at kunne træffe de svære beslutninger. Vi skal lære af hinandens erfaringer og skabe en ny, fælles strategi,” siger Thomas Brücker.
”Det bliver rigtig vigtigt, at vi bliver bekendte med vores forskellige kulturer, og at vi får en fælles drøftelse af, hvordan vores nye kultur skal være. Det er noget af det vigtigste,” siger Pia Heidi Nielsen.
Flere fælles udfordringer
Til gengæld er mange faggruppernes udfordringer fælles. Pia Heidi Nielsen er optimistisk på den nye sektors vegne.
”Men hvis den skal blive en succes, skal vi løfte en fælles dagsorden om anerkendelse og sikre, at alle faggrupper bliver løftet. Mange af vores faggrupper er små, og alle har en forventning om at blive set og hørt.”
”Det kræver, at vi alle arbejder sammen og for eksempel finder en fælles strategi for lokalløn, hvor faggrupperne fra Kost-Service ligger i bunden, mens Teknik-Service ligger højt,” siger Pia Heidi Nielsen.
En udfordring, som Thomas Brücker fremhæver, er, at mange af faggrupperne ofte arbejder på arbejdspladser uden kolleger med samme jobtitel.
”Det gør det i mange tilfælde svært at skaffe nok volumen til at få lov til at vælge tillidsrepræsentant. Det gør det sværere at organisere gruppen, og det skal vi finde løsninger på,” siger han.
Bevidst om modstand
Når den nye sektor holder årsmøde i forbindelse med kongressen i 2027, håber Thomas Brücker, at det er lykkes at skabe et nyt fællesskab:
”Hvor vi arbejder sammen om de udfordringer, som samtlige faggrupper måtte stå med, og at vi påtager os et fælles ansvar for det, så vi på årsmødet bliver enige om nye regler, vedtægter og et fælles målprogram.”
Han er samtidig bevidst om, at ikke alle er lige begejstrede for sammenlægningen:
”Jeg går ydmygt til opgaven. Jeg ved, at der visse steder er modstand, og at nogle måske ikke har tillid til, at jeg kan lykkes med opgaven, fordi jeg ikke kender deres område. Jeg går ind i det med åbne øjne og åbne arme og er meget indstillet på at lytte,” siger Thomas Brücker.
FAKTA: Det sker der nu
For at skabe samling i den nye Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektor, arbejdes der frem til det ordinære sektorårsmøde i 2027 med en central sektorbestyrelse bestående af de nuværende valgte i Kost- og Servicesektorens bestyrelse og de nuværende valgte i Teknik- og Servicesektorens bestyrelse.
Arbejdsgrundlaget for Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektoren er de allerede vedtagne målprogrammer i Kost- og Servicesektoren og i Teknik- og Servicesektoren.
Der gennemføres ordinært valg til sektorformandsposter ved sektorårsmøderne i 2027 og til fagpolitiske ordførerposter ved kongressen i 2027.