Nu er det officielt: Se listen over de skoler, der nu får skolemad

Sidste år blev der vedtaget en forsøgsordning for skolemad i Danmark. Nu er 191 kommet på listen, der kan servere varme måltider til eleverne de næste tre år.
28. maj
Kliplev skole i Sønderjylland, Hanstholm skole i Thisted, Kulsbjerg skole i Vordingborg.
De tre skoler er blandt de 191 skoler i hele landet, der de kommende tre år serverer skolemad til deres elever.
De bliver nemlig del af den forsøgsordning, der skal teste skolemad i Danmark. Det er en beslutning, der blev vedtaget i Finanslovsaftalen sidste år. Og nu er det altså offentliggjort på hvilke skoler, eleverne – og de ansatte - er så heldige at få stillet sulten med måltider på skolen.
En ordning, vi kender fra lande som eksempelvis Sverige, hvor skolemad er en del af elevernes hverdag og har været det i mange år.
Ved at klikke ind på linket her, kan du se, præcis hvilke skoler, der er med i ordningen.
Forskel på klassetrin
I forsøgsordningen skal både folkeskoler og frie grundskoler afprøve og udvikle konkrete metoder og organiseringer med frokostordninger med begyndelse i skoleåret 2025-2026 og frem til udgangen af 2028.
Skolerne skal i løbet af efteråret og senest efter juleferien begynde at afprøve skolemad i enten indskolingen, på mellemtrinnet eller i udskolingen. Mindre skoler har fået mulighed for at afprøve skolemad på alle klassetrin.
”Jeg er glad for, at der er så mange skoler, der vil være med til at undersøge, om skolemad kan give bedre trivsel, faglige resultater og måske endda styrke fællesskaber,” lyder det fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse.
Udvælgelsen af de 191 skoler er sket ved hjælp af lodtrækning, hvor både geografi og socioøkonomi har haft betydning. På nogle skoler er der en forældrebetaling på 15 eller 25 kroner pr. måltid. På andre er det gratis.