Når livretter skaber glæde: Fødselsdage på plejecenter er en gave til alle

Anita Jacobsen og Silvia Poulsen, Tangshave
På Tangshave Plejecenter bestemmer borgerne fødselsdagsmenuen. "De er så stolte, når de får lov til at være værter på deres egen dag," siger Silvia Poulsen, social- og sundhedsassistent (t.h.) Privatfoto

Nogle steder spiser borgerne med lyst og glæde, som for eksempel på Tangshave Plejecenter i Sønderborg kommune. Her er det ikke bare til hverdag, men også til fest.

16. marts

På Tangshave Plejecenter i Sønderborg bliver fødselsdage noget helt særligt. Her får beboerne nemlig ikke bare et "tillykke" – de får også lov at bestemme dagens menu.

I dag står den på andesteg, stjerneskud og lagkage. En menu valgt med omhu af fødselaren selv, der nyder at kunne invitere sine medbeboere på sine livretter.

"Han er pavestolt over at kunne være vært og invitere på sin helt egen dag, hvor han har bestemt menuen. Andesteg med det hele til frokost, stjerneskud til aften og lagkage til dessert," fortæller Silvia Poulsen, social- og sundhedsassistent på Tangshave Plejecenter.

Maden er mere end bare måltider – den er en fejring af livet, fællesskabet og de små øjeblikke, der gør hverdagen ekstra særlig.

Det er borgerens dag

Der er en særlig grund til, at stjerneskud kom på menuen.

"Det er venindens livret. Hun elsker stjerneskud, og han ville gerne glæde hende. Han livede helt op,” fortæller Silvia Poulsen og understreger, at maden – den lever de længe på. Både før og efter.

For på Tangshave Plejecenter handler måltiderne ikke kun om at spise, men om at skabe minder, glæde hinanden og mærke fællesskabet.

Han livede helt op. Det var sådan en god dag.

Silvia Poulsen, Social- og sundhedsassistent, Tangshave

På plejecentret får fødselaren derfor også lov til at invitere pårørende til fødselsdag for et mindre beløb. 

”De kan tydeligt se, at nu er det deres mor eller far, der har valgt menuen. Og hvorfor skulle de ikke have lov til at bestemme på deres fødselsdag, bare fordi de bor her? Det gør vi andre jo også,” siger Silvia Poulsen. 

Minus tomat

I hverdagene tilpasser plejecenterets køkken sig også til de ønsker og behov, som beboerne på Silvias afdeling måtte have.

En kæmpe tavle på plejecenteret hjælper med at holde styr på præferencerne: Minus løg, minus tomatsuppe, minus indmad. Så de ved, hvad der ikke skal på tallerken, når der er varm mad til frokost og koldt til aften. Og hvad der så skal på i stedet for.

”Hvis de får det, de vil have, så spiser de det. De undgår at tabe sig, forbliver raske i længere tid og trives bedre. De skal have det godt her,” siger Anita Jacobsen, der er køkken- og rengøringsleder på plejecenteret.

Friskt og pænt

For hvis borgerne ikke kan lide pasta, skifter køkkenet snildt skruerne ud med kartofler eller mos. Det kræver kun et enkelt opkald. Lige som de yngre på Silvias afdeling nogle gange får pizza eller hotdogs i stedet for madder til aften.

”Mad betyder meget for os alle, så hvorfor skulle det holde op med at være centralt i beboernes liv. Og så er frisklavet mad da nummer et. Især hvis de er småtspisende,” siger Anita Jacobsen.

”Og mad smager som bekendt bedst, når den er pænt anrettet og man sidder sammen med andre mennesker, der er en pæn serviet, der ligger ved siden af tallerkenen. Det smitter og giver livsglæde. Livet leves jo hele livet,” siger Anita Jacobsen. 

Kort vej fra køkkenet

Duften fra køkkenet spreder sig op til frokost. Bløde løg og hakkebøffer. Og det smitter.

Køkkenpersonalet er med til boligmøderne og dialogen er tæt, understreger Silvia Poulsen. Og det gør i sidste ende, at maden bliver spist op.

”Der er kort vej, så får vi ændret og tilpasset tingene.”

Og de der kan, smører deres egne madder. Det hjælper også på finmotorikken, understreger Silvia Poulsen, når de skal åbne de små smørbakker.

”Det er borgeren, der er kaptajnen, og det er dem, der bestemmer om de vil spise spegepølse eller æg.”

Lokale ældre er velkomne

Jeg ville bare ønske, understreger Anita Jacobsen, at flere ældre i kommunen vidste, at de kan komme op på plejecenteret og spise sig mætte.

”De er velkomne at komme op på plejecentrene og spise et varmt måltid mad. De kan betale med deres kort eller blive trukket i deres pension, og endda købe noget smurt med hjem til aftensmaden. Så de kan slippe for vakuumpakket nogle gange om ugen. Man spiser jo med øjnene. Måltider er også noget socialt.”


Fagbladet anbefaler