Når julen er ekstra svær med alle sine forventninger

De troede på det denne gang. At det ville gå godt at fejre jul derhjemme med familien. Der var en risiko, og det vidste den unge godt, men forventningens glæde var alligevel stor. 

Sådan husker pædagog Maria Nielsen en juleaften på akutinstitutionen Udsigten i den københavnske forstad Søborg.

”Sent om aftenen fik jeg opkaldet. Den unge ringede og græd, så jeg kørte ud for at hente den unge,” husker Maria.

Den unges mor var blevet alt for fuld. Igen.

”Den unge var virkelig ked af det – men også lettet over, at der var en vej ud. Jeg sagde, hvor godt det var, at vedkommende havde passet på sig selv. Det er nogle gange det, de har sværest ved.”

Og det er sådan, julen er i villaen, hvor Udsigten holder til. Her er op til 10 unge mellem 13 og 18 blevet akut anbragt i kortere eller længere tid, fordi de ikke kan være i familien længere. Nogle kommer ind med paraderne oppe, fordi de har været anbragt mange gange før og føler, at ’du kan ikke gøre en skid for mig’. For dem er man bare den 20. pædagog i rækken.

For andre er det første gang.

Stort set alle er i krise. På grund af vold i hjemmet, konflikter, der er eskaleret, eller misbrug, der har taget overhånd. Nogle har forældre med psykisk sygdom, eller de har været udsat for social kontrol eller vold. Man bliver nødt til at føle sig frem. Give dem livliner og balancere – for at finde ud af, hvad de unge har brug for, så de får bare en smule tillid til, at de voksne vil dem noget godt, og at de kan bruge dem til noget. Det er ikke noget, man kan fortælle dem – det skal erfares.

Der var også en anden ung på Udsigten, der bare ville have juleaften overstået. For den unge var julen kun dårlige minder, så da julemaden var spist, var det bare op på værelset igen med en lukket dør.

”Vi gik derop ... anerkendte, at det var svært, og fik så den unge til at komme ned og være sammen med os andre, uden at det blev så juleagtigt.”

Eller den unge, der ikke kunne overskue sin families forventninger om at komme hjem til juleaften, overnatte og være med til julefrokost dagen efter. Og som i stedet blev hentet efter nogle timer, så den unge kunne fejre med familien uden at det hele blev for meget. 

Det er bittesmå skridt. Her er julen ekstra svær med alle sine forventninger. De unges egne eller familiens, som de føler, de skal leve op til. Der er minder, skyldfølelser og bebrejdelser. Derfor er det også op til de unge, hvor meget de vil være med til at fejre med traditionel julemad, gaver og juletræ. For de fleste er det vigtigt, at de har en gave til deres små søskende, der måske stadig er derhjemme eller anbragt et andet sted.

”Vi forsøger at være stabile, når alt andet er ustabilt. Vi føler os lidt frem, bruger mentalisering, gætter på, hvad det måske handler om. Ikke fordi de skal sige ’ja, lige præcis sådan har jeg det’.

Måske kommer det først nogle dage senere. Vi kræver ikke noget af dem, men vi forsøger at hjælpe dem til at mærke efter,” siger Maria Nielsen.

For hvor skulle de vide det fra, sagde én til hende. De kan vaske tøj og lave mad. Men de har ikke lært deres følelser at kende.

”Vi formår ofte at komme ind til de unge og få lidt af deres tillid. Vi sår nogle frø og ser ikke altid høsten af det arbejde. Men der er noget håb og perspektiv, selvom de kommer med en svær bagage.”