Når ældre spiser sammen, vokser sammenholdet: Her kan I få gratis sparring til hvordan

ældre, kvinde, mad, måltid
Fællesskabet omkring spisebordet kan gøre underværker for rehabiliteringen. Colourbox

Nu kan I søge om at komme med i Fremfærds nye projekt og få sparring til at styrke mad- og måltidsfællesskaber til ældre borgere på plejehjem, i tværfaglige teams og andre enheder, der arbejder med ældre og sårbare borgere.

i dag kl. 19.18

Det giver ikke kun gode grin at spise sammen. Det kan faktisk også mindske ensomheden blandt ældre og sårbare borgere. Det viste projektet Fremfærd Sundhed og Ældre fra 2023 til 2024, hvor medarbejdere fik erfaringer med at arbejde rehabiliterende med mad og måltider.

Og nu afholder Fremfærd en runde til.

Den her gang med fokus på de konkrete metoder, man kan bruge for at skabe mad- og måltidsfællesskaber med borgerne som aktive medspillere.

Er I en af de 10?

Der er plads til 10 kommuner eller arbejdspladser i projektet, hvor et besøgshold giver sparring, inspiration og gode råd til, hvordan måltidsfællesskaberne kan etableres og styrkes i praksis. 

For fællesskaberne kan både bidrage til at forbedre borgernes livskvalitet, styrke rehabiliteringsindsatser og fremme et stærkere samarbejde med civilsamfundet.

Forløbene løber fra august 2025 og frem til marts 2026. Der anbefales, at mindst 10 medarbejdere deltager i forløbet, der skræddersyes efter behov. Blandt andet får I mulighed for:    

  • To faglige sparringer: Disse online sessioner vil give jer mulighed for at få skræddersyet rådgivning og sparring til jeres konkrete behov og mål.

  • Inspirationsworkshop: En tre timers workshop, hvor besøgsholdet præsenterer konkrete metoder og praksiserfaringer til at etablere mad- og måltidsfællesskaber, herunder den rehabiliterende tilgang.

Sådan tilmelder I jer:

Tilmelding kan ske ved at kontakte Christina Bendix fra KL chbe@kl.dk eller Ulla Garbøl fra Ergoterapeutforeningen ug@etf.dk senest den 2. juni 2025.

I behøver ikke at skrive en lang ansøgning, men send gerne tre til fire linjer om, hvorfor I gerne vil være med i projektet, og hvad I håber at få ud af det.

Udvælgelsen sker blandt andet ud fra ønske om geografisk spredning, dog kan flere arbejdspladser indenfor samme kommune godt tilmelde sig. Ansøgere får svar medio juni.

Læs mere om projektet ved at gå ind på Viden på Tværs


Fagbladet anbefaler