Mindre kød og mere klimafokus fylder i de nye kostråd
Både kroppen og klimaet er der taget hensyn til i Fødevarestyrelsens nye kostråd. Køkkenmedhjælper Yvonne Herold tænker allerede på klimaet på arbejdet, men glæder sig til at lære mere om det.
07. januar 2021
Spis planterigt, varieret og ikke for meget. Sådan lyder overskriften og det første overordnede råd i Fødevarestyrelsens nye kostråd, som netop er blevet præsenteret i dag.
”Vi har brug for det her i fællesskab. Jeg håber, at du vil gøre en forskel. Jeg håber, at du vil være med til at inspirere andre med de her rigtig gode kostråd. Husk på, at det ikke bare er sådan, at vi bliver, hvad vi spiser. Klimaet bliver også, hvad vi spiser. Det skal vi tænke over i fremtiden,” sagde minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) blandt andet på en virtuelt præsentation torsdag formiddag.
De nye kostråd skiller sig nemlig ud fra de tidligere kostråd ved at fokusere både på sundhed for kroppen og på hensyn til klimaet.
De 7 nye kostråd
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis 600 gram grøntsager og frugter om dagen – altså ’6 om dagen’. Mindst halvdelen skal være grøntsager.
Spis mad med fuldkorn
Spis 75 gram fuldkorn om dagen og gerne mere. 75 gram fuldkorn svarer fx til to deciliter havregryn og én skive fuldkornsrugbrød. Det er vigtigt, at du varierer mellem forskellige fuldkornsprodukter.
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
350 gram kød om ugen er tilpas, når du spiser planterigt og varieret. Begræns især okse- og lammekød.
Sluk tørsten i vand
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Eksperter: Fiks indeklimaet i etaper
Skærer ned på kød
I Børnehuset Stavlundvej i Tårnby er køkkenmedhjælper Yvonne Herold de senere år blevet mere og mere bevidst om at servere mad for børnene, som også tager hensyn til klimaet.
”Børnene får kartofler i stedet for ris, vi spiser rodfrugter efter årstiderne, og her om vinteren får de ikke vindruer. Så jeg er begyndt at tænke mere over det,” siger Yvonne Herold.
Et af de nye kostråd lyder, at man skal skære ned for kødet, og det har de også gjort i Børnehuset Stavlundvej. Når børnene får kød, tænker Yvonne over, hvilken slags hun serverer.
”Vi bruger meget mindre kød, og når jeg bruger kød, er det mere kylling end oksekød. Det er jo ikke sådan, at børnene ikke må frikadeller, men den frikadelle kunne jo lige så godt være lavet af hakket kyllingekød,” siger Yvonne.
AMU-kursus i bæredygtig mad
Faktisk havde Yvonne sammen med kollega arrangeret, at al køkkenpersonalet i hele Tårnby Kommune skulle have været på et AMU-kursus i bæredygtig og klimavenlig mad i foråret. Men på grund af corona blev kurset aflyst.
”Jeg ville rigtig gerne have været på det kursus for at lære noget mere grundlæggende, for det er stadig nyt for os. Og der er stadig ting, jeg er i tvivl om. For eksempel med tomater. Skal man købe danske tomater i drivhus, eller skal man købe tomater fra Spanien, der er friland?” siger Yvonne, som håber, at hun og kollegerne kan blive klogere, når kurset engang, når landet åbner mere igen, kan blive afholdt.
FOA: Godt at få klima på dagsordenen
Hos FOA hilser formand for Kost- og Servicesektoren Pia Heidi Nielsen de nye klimakostråd hjerteligt velkommen. De bliver et nyt arbejdsredskab for mange FOA-medlemmer, fordi landets offentlige køkkener arbejder ud fra Fødevarestyrelsens anbefalinger. Men i mange køkkener har man allerede arbejdet med klimahensyn længe, fortæller sektorformanden.
”I vores sektor og hos FOA fylder klimaet meget, og mange steder er man allerede godt i gang med at implementere mere klimavenlig mad, undgå madspild og spise sæsonens råvarer,” siger Pia Heidi Nielsen.
”Men ved at det nu officielt bliver meldt ud, kommer der mere fokus på det. Det hilser vi meget velkomment,” siger formanden, som selv har siddet med i en innovationsgruppe, der har drøftet de nye kostråd.