Mettes dilemma gjorde indtryk: Sådan håndterer du svære grænser i relationen til borgere

Lisa Eltved Bekskov Hansen har aldrig været typen, der delte ud af sit privatliv. Hverken som underviser, som hun er nu, eller dengang hun selv arbejdede på plejehjem.

Det er dog ikke ens for alle, og derfor råder hun dig til at gøre op med, hvad der er for privat for dig at dele, og hvad der ikke er.

”Når vi bliver private i vores relationer med borgerne, investerer vi os også følelsesmæssigt. Jeg ville for eksempel aldrig fortælle om min civile status, eller om jeg har børn, men vores grænser for, hvad der er private oplysninger, er forskellige,” forklarer hun.

Hvis du står i en situation, hvor en borger lægger op til en samtale om dit privatliv, som du ikke har lyst til at indgå i, så kom med et neutralt svar eller drej samtalen over på dem.

”Det bedste, man kan gøre, er at svare i en eller anden generel term. Hvis jeg har til opgave at yde professionel omsorg for en borger, og de spurgte om, hvad jeg skal i sommerferien, så ville jeg nok bare sige, at jeg skal slappe af og nyde sommeren i stedet for at fortælle om mine konkrete planer,” fortæller hun.

Det kan være, du engang har stået på den anden side og været pårørende til en, som bor på plejehjem eller har været indlagt. Måske trækker du så på nogle af disse erfaringer i dit nuværende arbejde.

Lisa Eltved Bekskov Hansen råder dig dog til at være påpasselig med at bygge bro mellem personlige og arbejdsmæssige erfaringer. Det handler nemlig om at møde borgerne, hvor de er, og opfange, hvad de har brug for.

”Vi kan ikke altid regulere vores følelser, når vi forbinder en situation med en borger, til noget vi selv har oplevet. Det handler om at kunne være en professionel omsorgsgiver, fordi vi er på arbejde og skal bruge vores faglige viden,” understreger hun.

”Hvis man i relationen med en borger oplever dem som irriterende eller dårlige til at samarbejde, så handler det ofte om éns private holdninger og følelser, fordi det trigger noget i én selv. Det skal man tage med ind til sit team og prøve at tale om det. For der er sikkert andre, der har oplevet det samme,” tilføjer hun.

Måske har du oplevet, at en borger har forsøgt at gøre jeres relation dybere ved at spørge ind til dig.

Det er op til dig selv, om du har lyst til at svare, men Lisa Eltved Bekskov Hansen understreger vigtigheden i at vide, at borgeren kan have svært ved at skelne mellem den professionelle og private omsorg.

Derfor kan det være en god idé at snakke med din kollega om, hvordan I kan have et fælles svar til den pågældende borger.

”Hvis vi har en oplevelse af, at der er en borger, der, hver gang de har besøg af os, forsøger at gå rigtig tæt på, så kan vi som kollegaer formulere et fælles svar, så vi forholder os til borgeren på nogenlunde samme måde,” fortæller hun.

Det kan nemlig blive problematisk, hvis borgeren er meget tæt med en specifik medarbejder, men ikke med de andre.

Og her er det vigtigt, at man er opmærksom på, at der er forskel på at være personlig og privat.

”Hvis man deler en information, der gør, at borgeren bekymrer sig for én, eller bliver ked af det, fordi de har en omsorgsrolle over for medarbejderen, så synes jeg, man har krydset grænsen for den professionelle relation”, fortæller Lisa Eltved Bekskov Hansen.

Det kan være svært ikke at knytte sig til de mennesker, man er ansat til at hjælpe. Og det er helt naturligt, at nogle kommer mere ind under huden på én end andre.

Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at en tæt relation kan ske på bekostning af éns kollegaer.

”Det kan godt blive en misforstået omsorg for borgeren. Altså, hvad hvis man finder sig et nyt arbejde? Eller hvad når man tager på ferie i tre uger? Så står kollegaerne tilbage med en borger, som måske føler sig forladt af en god ven,” fortæller Lisa Eltved Bekskov Hansen.

Hun anbefaler derfor, at man udnytter den tættere relation, man har til borgeren, ved at spørge ind til, hvad der skal til, for at vedkommende kan føle sig lige så tryg ved éns kollegaer.

På den måde bliver det mere konkret, hvad der ønskes af omsorgsgiveren.

"Éns arbejde er først og fremmest at løse nogle konkrete opgaver, og i den sammenhæng skal man tage udgangspunkt i borgerens ønsker og behov. Det bør ikke være omvendt,” uddyber hun.