Mere viden, siger forsker: Børnehus har valgt sin egen vej, når det kommer til børn med autisme
Tid. Nysgerrighed. Rummelighed. Det er nøgleordene til at sikre større trivsel for børn med udfordringer eller diagnoser. Det er erfaringen i Børnehuset Eventyrlandet i Vanløse.
31. marts
”Play. Dough. Flamingo.”
Emil på fire år sidder med en stor bunke legesand foran sig, som han klapper på. Han vender hovedet mod Magdalena Majer, der sidder ved siden af, tager hendes hånd og fører den ned til sandet.
”You wanna play, Emil? Skal jeg lave en flamingo? Det tror jeg er svært. Men hov, prøv at se. Din hånd laver et aftryk. Se, vi har tommeltot, pegefinger …”
Emil kigger skiftevis på sin hånd og på Magdalena Majer. ”Pegefinger,” lyder det. Magdalena nikker: ”Nemlig. Pegefinger.”
Bag om ordet
Personer med autisme har en anderledes måde at opfatte verden på og kan have nedsat evne til at sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser. Det gør sociale sammenhænge og kommunikation med andre mennesker svært.
Der er stor forskel på, hvordan autismen påvirker den enkelte i hverdagen. Det anslås, at cirka to procent af befolkningen har autisme.
I Børnehuset Eventyrlandet i Vanløse sidder pædagog Magdalena Majer på den stue, der hører til de børn, der har en basisplads. Basispladser er for børn, der har glæde af samvær med børn i almindelige dagtilbud på trods af psykiske og fysiske handicap, og Eventyrlandet har pt. syv børn i gruppen; fem er diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse, og to har socialkognitive udfordringer.
”Vi har treårige, der kan læse, men som ikke taler dansk. De bruger enstavelsesord og ganske tit engelske ord – ofte fordi de er i engelsksprogede universer på apps eller YouTube. I stedet for at insistere på at tale dansk, taler vi – også – engelsk. For det forstærker vores relation til barnet og gør dem trygge. Vores erfaring er, at hvis vi gør det, så kommer det danske sprog. Stille og roligt,” forklarer Magdalena Majer.
Følg barnet og se bagom adfærden
Nye tal viser en markant stigning i antallet af børn med diagnoser. Den udvikling mærker de også i Eventyrlandet, hvor almengrupperne har flere børn, der enten er i udredning, eller som har lignende udfordringer som børnene på basisstuen.
”Vi har perioder, hvor børnene kan have det svært, og vi har perioder, hvor vi som personale føler, vi kommer til kort. Nøgleordene er at følge barnet og se bag om adfærden, også hvis den umiddelbart er uforståelig,” pointerer pædagogisk leder Stine Fjelding Christensen.
Pædagog Magdalena Majer fortæller for eksempel om en dreng, der ikke ville med ud på legepladsen. Hans ordforråd var begrænset, og det var derfor svært for pædagogerne at finde ud af, hvad der stod i vejen. Ved at blive ved med at være undersøgende fandt de til sidst ud af, at drengen ikke brød sig om at få bukser på.
”Flere af vores børn har sansemotoriske udfordringer, hvor det at få bukser på kan gøre decideret ondt på barnet. Fra min uddannelse som motorikvejleder ved jeg, at det indimellem kan hjælpe med taktil stimulering,” siger Magdalena Majer.
”Så vi begyndte at tørbørste ham. Og det virkede! Nu tørbørster forældrene ham som det første om morgenen. I dag har vi et barn, der gerne vil på legepladsen,” konstaterer Magdalena Majer.
Legetøjsbus som brobygger
En anden grundlæggende pointe fra personalet i Eventyrlandet handler om motivation. Stine Fjelding Christensen fortæller, at der er børn i Eventyrlandet, der har en dagstavle, hvor de kan følge med i dagens program.
”Men det er langt fra alle, der trives bedst med visuel støtte.”
Hun understreger, at det først og fremmest handler om at finde ud af, hvad der motiverer det enkelte barn. I vuggestuen fungerer det tit med et overgangsobjekt.
”Vi havde for eksempel en dreng, der blev kørt herned i bus, og som i det hele taget elskede busser. For at forældrene kunne få ham ud ad døren, fik han derfor en legetøjsbus i hånden,” forklarer pædagog Malene Bastrup Randa-Boldt.
”Vi er ikke i mål, også fordi børnegruppen hele tiden skifter. Men dét virker, når vi er nysgerrige, rummelige og bliver ved med at prøve at se hvilke rammer, der virker for det enkelte barn,” konstaterer Stine Fjelding Christensen.
4 gode råd: Sådan øger I trivslen blandt børn med autismespektrumforstyrrelser
-
1
Dyrk den opsøgende nysgerrighed
Der skal ofte mange forsøg til, før man rammer det, der virker for det enkelte barn. Og det ta - ger mere tid. Tid, som man ikke altid har. Men vi prøver, for i sidste ende sparer vi også tid ved at forstå børnene. Vi havde på et tidspunkt en dreng på knap seks år, der kunne være udad - reagerende. Vi fandt ud af, at det hjalp på hans selvregulering at give ham en sut, hvilket flere af vores pædagogstuderende reagerede på: Var det nu hensigtsmæssigt? Men det hjalp, og efter en periode slap han den selv.
-
2
Undgå at sige: ”Stop den adfærd”
Forestil dig et barn, der spytter meget. Det er ikke særlig fedt for os eller de andre børn, hvis der er spyt over det hele. Her kan man have en tilbøjelighed til at sige: ”Stop med det!” Men det er jo ikke, fordi børnene ønsker, at de andre børn skal få spyt på fingrene. De synes bare, at spyt er spændende. Vi fandt ud af, at det hjalp at give drengen en vandspreder. Den havde samme effekt, men var ikke så uhensigtsmæssig.
-
3
Uforståelig adfærd er også kommunikation
Børn gør det så godt, de kan. Det lyder som en kliché, men vores pædagogiske udgangspunkt er, at alt hvad barnet gør, måske ikke giver mening for os som voksne, men det gør det for barnet. Vores ansvar er at forsøge at forstå de signaler, barnet kommer med – uanset hvor voldsomme eller bittesmå, de kan være. Vi føl - ger barnet. Det er ikke det samme som, at vi ikke møder barnet med krav eller forventninger, for det gør vi. Vi skruer bare op, når vi kan mærke, at den grundlæggende tryghed er til stede.
-
4
Hav fokus på det relationelle
For to år siden fik vi en ny ledelse, der besluttede sig for at skabe et fælles børnesyn og en fælles pædagogisk tilgang. I dag hviler vores teoretiske fundament på Marte Meo og tilknytningsteori, ligesom vi tager afsæt i Susan Harts neuroaffektive udviklingspsykologi. Vi er gået væk fra, hvad man kan kalde en mere gammeldags opfattelse af specialpædagogikken, der tænker meget i struktur, rammer og piktogrammer, til at fokusere på relationen til det enkelte barn. Og den pædagogik tilstræber vi at have overfor alle børn, uanset om de har en basisplads eller ej.Kilde: Pædagogisk Leder Stine Fjelding Christensen, Pædagog Magdalena Majer Og Pædagog Malene Bastrup Randa-Boldt
