Markant stigning: Hver fjerde ambulance er fremme inden for fem minutter

Colourbox

Ambulancerne ankommer hurtigere, når der er alvorligt brug for dem. På landsplan har der været en markant stigning i andelen, der er fremme inden for fem minutter.

i dag kl. 14.18

Hvis du en dag er så uheldig at få alvorligt brug for ambulancehjælp, kommer der her en trods alt god nyhed:

Ambulancernes responstid – altså hvor lang tid det tager, før den ankommer – falder og falder.

De nyeste tal fra Beredskabsinfo viser nemlig, at der på tværs af alle fem regioner har været en markant stigning i andelen af ambulancer, der er fremme inden for fem minutter, når man sammenligner tredje kvartal i 2025 med samme periode i 2024.

”Hvis man skal have ordentlig hjælp, skal man have hurtig hjælp,” siger Thomas Brücker, formand for Service, Kost, Teknik og Beredskabssektoren i FOA.

”For hvert minut, man ligger med hjertestop, falder overlevelsesprocenten med 10 procent. Så det er rigtigt positivt, at ambulancerne kommer hurtigere og hurtigere frem.”

Hurtigere, når man bor tættere

Den nyeste opgørelse dækker over de såkaldte A-kørsler, der dækker over kørsler i forbindelse med livstruende sygdom eller livstruende tilskadekomst. Og i de tilfælde ankommer hver fjerde ambulance på landsplan altså inden for fem minutter.

I Region Hovedstaden, hvor folk bor lidt tættere end andre steder i landet, er det cirka hver tredje. Og i Region Nordjylland, hvor der kan være længere mellem folk, er det cirka hver femte.

”Når man bor tættere og også er tættere på hospitalerne, er ambulancerne optaget i kortere tid. Bor man et sted, hvor der er halvanden time til et hospital, giver det sig selv, at de er optaget i længere tid,” siger Thomas Brücker.

94 ud af 100 inden for 15 minutter

Kigges der på den lidt længere responstid, går det også den rigtige vej. For andelen af ambulancer, der er fremme inden for 10 og 15 minutter, stiger også.

På landsplan ankommer tre ud af fire ambulancer inden for 10 minutter, mens det er hele 94 ud af 100, der er fremme inden for et kvarter.

I Region Hovedstaden er det endda hele 99 ud af 100 udrykninger, der er fremme inden for 15 minutter.

Hospital eller ej

Thomas Brücker peger på flere ting, der kan være årsag til, at responstiderne falder. For eksempel at der i dag er færre ambulancer, der holder stille, fordi det især i Region Hovedstaden er lykkes at rekruttere mere personale.

Men også ændringen om, at alle ikke nødvendigvis skal på hospitalet, når en ambulance sendes ud.

”Man begynder at vurdere, om patienten skal med på hospitalet eller ej. Det er det, der har gjort den største forskel for responstiderne. For der kan jo være rigtigt langt til en akutmodtagelse, hvilket betyder, at ambulancen vil være optaget i længere tid, før den bliver klar til at køre ud til en ny.”

Af og til klares det hele endda telefonisk. I de tilfælde behøver ambulancen slet ikke at rykke ud. Og det gør, at færre ambulancer er optaget, så der kan rykkes hurtigt ud til dem, der har mest brug for det.

”Problemerne har været store med ambulancernes responstid, men det går i den grad i den rigtige retning,” siger Thomas Brücker.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler