Mærket af livet, ligesom dem hun hjælper: Lone løfter hjemløse med mad og små jobs

I køkkenet på Værestedet i Aarhus står Lone Skaarup.

Men hendes opgaver rækker langt ud over maden og næring. Arbejdet i køkkenet handler om at give socialt udsatte en chance for at mærke fællesskab, gøre en forskel og genfinde håbet.

Gennem det sociale frikort kan de brugere, som Lone møder i sit arbejde, tjene en lille skattefri indtægt for arbejdet i køkkenet og med andre små opgaver. 

En af dem, der benytter sig af det, er Zacho. Han sidder i kørestol, fik begge sine ben amputeret lige over knæet i begyndelsen af 2024, har spændinger i skuldrene og ryggen.

Lone Skaarup er udlært murer og slagter – og fysiurgisk massør og sportsbehandler. Som datter af en fisker er hun opdraget til at klare sig selv og at sige både til og fra, når det er nødvendigt.

Spørger man, hvad Lones jobfunktion er, svarer hun selv, at hun er husalf.

Mens Fagbladet FOA besøger hende, har hun æltet dej til boller, og hun har tilbudt Zacho at ælte hans ryg igennem.

Det vigtigste i Lones arbejdsdag er maden. Værestedet har tre serveringer: morgen, frokost og aften. Alle tre måltider, syv dage om ugen, er Lones ansvar – også når hun ikke er der.

Morgenåbning

Dørene til Værestedet åbner klokken ni, hvor brugerne kommer, tager en friskbagt bolle med ost og en kop kaffe.

Og så begynder den anden del af Lones arbejde:

En bruger med tatoveringer på issen og på armene har brug for en snak. Han fortæller, hvordan han har det, hvordan det går. Han får et stort kram, inden han forlader Værestedet.

Et af Lones vigtigste værkstøjer er det sociale frikort.

En borger kan nemlig tjene penge skattefrit – også uden at blive trukket i sociale ydelser. Derfor bliver brugerne af Værestedet hyret ind til at hjælpe i køkkenet og med andre små praktiske opgaver.

Det giver mulighed for at påtage sig en til to timers arbejde for at høre til. Og for at foretage sig noget nyttigt.

Det giver plus på selvværd, fortæller Lone – og det giver hende og de andre medarbejdere mulighed for at tale med borgeren, stille og roligt hen over arbejdet.

En kvinde får to timers arbejde ved at fordele en pose små vatpuder med tre i hver i små poser. Poserne bliver udleveret sammen med engangsværktøj til narkomaner.

De bliver brugt i Nåleparken bag ved Værestedet. For de to timer får kvinden 200 kroner udbetalt kontant, fire 50’ere i hånden.

Max på 46 bruger to timers arbejde på at skære ost i skiver. Han lægger skiverne i poser til de næste mange dages morgenmad.

Max blev løsladt i januar 2024. Han har lovet sig selv: ”Ikke flere sigtelser, ikke flere domme.”

Hans dreng på 21 har sagt til ham: ”Du træffer nogle dårlige valg.” Det tog Max til sig.

En del af at komme videre er at skære ost i to timer:

"Jeg vil gerne gøre noget, jeg vil gerne tage mig selv seriøst," siger han.

Max er udlært tømrer. Han drømmer om at sætte den båd, han har købt, i stand.

Han bliver ofte sat i gang af Lone. Det er ofte opgaver som at veje kaffe af og den slags forefaldende arbejde. Han går metodisk og målrettet til opgaven med at forvandle to kæmpe oste til skiver med madpapir i mellem.

"Det sociale frikort er megafedt. Det er med til at holde folk væk fra kriminalitet. Det giver selvværd at tjene penge og hjælpe til. Det er et godt værkstøj til at indlede gode snakke med folk – og så er de jo en kæmpe hjælp både i køkkenet og i det daglige med små praktiske opgaver," fortæller Lone.

Men hendes arbejde handler også om meget mere end mad og småjob. Det handler også om at møde mennesker dér, hvor de er – med alle de ar og mærker, livet har givet dem.

De fleste af brugerne er mærket af blæk, og det er Lone også. Hendes tatoveringer fortæller historier om, hvem hun er, og hvad hun er stolt af.

Mærket

Skibet er hendes fars gamle kutter. Strømpebåndet er fra hendes bryllup, læberne hendes mands, og noderne er til ”Den sømand han må lide.”

Del af jobbet

Der er et smadret vindue i fællesrummet.

Dagen før var to brugere oppe og skændes. Da de blev bedt om at forlade Værestedet, smed den ene en stol gennem lokalet og spyttede Lone i ansigtet.

Brugeren har karantæne nu – to måneder mindst.

"Det var jo ikke mig som person, hun spyttede på. Hun var syg, frustreret. Det er en del af jobbet, og det skal man kunne holde til," fortæller Lone.